ZINKDRENGENE

ZINKDRENGENE

 Husets Teater
6. maj - 15. maj 2021

Hver historie føles vigtig og føjer en ny rædsel eller en ny tragedie til et nuanceret portræt af en grusom krig. Det bliver bare rigtig meget at forholde sig til.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET 
Lad os bare være ærlige: jeg måtte lige en tur forbi det evigt trofaste internet for et hurtigt brush-up på krigen mellem Afghanistan og Sovjetunionen. Kort fortalt strakte krigen sig fra 1979 til 1989. Sammen med omtrent halvanden million Afghanere blev en million Sovjetiske soldater sendt i kamp mod Mujahidinerne. 15.000 af dem vendte hjem til moderlandet i forseglede kister af zink. I romanen Zinkdrengene tegner Svetlana Aleksijevitj et noget mere nuanceret og tragisk billede af de hjemvendte og de efterladte end det heltebillede, Sovjetunionen forsøgte at promovere. 

Andreas Dawe og AKUT360 har omdannet Aleksijevitjs roman til et teaterstykke af samme navn, hvor de vidnesbyrd, hun præsenterer i teksten, personificeres af skuespillerne Jesper Hyldegaard, Marina Bouras, Charlotte Munck og Brian Hjulmann. Til lydtapet af Nini Julia Bang og Gregers Kjar og i Julie Forchhammers scenografi tages publikum med ind i stuerne hos Aleksijevitjs vidner.

VI MENER
Efter en lidt sløv start, hvor Jesper Hyldegaard læser højt af hvad, der lyder som teksten fra forestillingens hjemmeside, møder publikum Svetlana Aleksijevitjs første vidne i form af Marina Bouras. Her tager forestillingen først rigtig fart med hende som en mor, hvis søn var en af dem, der vendte levende hjem fra krigen. Efter min mening behøver vi ingen anden introduktion, da hendes fortælling faktisk fint sætter scenen for et posttraumatiseret land, hvor kun de direkte involverede til fulde mærker krigens konsekvenser. Hendes portræt af en mor i altoverskyggende sorg kryber under huden og sender flere gange isninger ned ad ryggen på mig. Med lige dele vrede og afmagt i stemmen fortæller hun publikum om den dreng, hun sagde farvel til, og det vrag af en mand, der kom tilbage, og hun forbander det land, der tog hendes søn fra hende.

Til trods for den efter min mening lidt overflødige introduktion, er jeg faktisk ret glad for lige at have læst lidt på lektien inden. Ikke at det er en streng nødvendighed, da fortællingens omdrejningspunkt snarere er de individuelle skæbner end selve krigen. Selvom skæbneberetningerne er forankret i netop den Afghansk-sovjetiske krig, kan de, og dermed også forestillingen i sin helhed, lige så vel opleves som en granskning af fænomenet “krig”. Når det er sagt, har vi at gøre med et manuskript, der er så rigt i detaljer, at det næsten ville være en skam at gå glip af dets mange facetter. For eksempel hører vi på et tidspunkt om en afghaner dræbt af den sovjetiske hær, der havde havde læst på universitetet i Moskva. Det er bare en flygtig kommentar, men ved man, at mange Afghanere i den tid faktisk fik universitetsuddannelse i Sovjetunionen og derefter blev sendt tilbage til Afghanistan med håb fra Sovjetisk side om, at de skulle udbrede det kommunistiske budskab, får den tilsyneladende ubetydelige tilføjelse en ny dimension af bitter ironi. 

Helt generelt er det symptomatisk for forestillingen og manuskriptet især, at de rummer enorme mængder information. Historien fortælles som monologer, der kommer som perler på en snor, hvor den ene barske fortælling erstattes af den anden, uden at der på noget tidspunkt bliver refereret tilbage til de forgangne. De fire skuespillere skiftes som nævnt til at spille Aleksijevitjs vidner og formår både at bevæge og forfærde mig. Denne fortællerstafet fungerer rigtig godt i starten. Ja, faktisk fungerer det rigtig godt hele vejen igennem, for hver historie føles vigtig og føjer en ny rædsel eller en ny tragedie til et nuanceret portræt af en grusom krig. Det bliver bare rigtig meget at forholde sig til. Forestillingen varer tre timer med en kort pause, og allerede i slutningen af første akt er jeg simpelthen mættet. 

Måske kunne man have nøjedes med lidt færre historier og så accepteret, at man ikke fik det hele med. Man kunne så fint have flettet beretningerne mere sammen og gjort forestillingen mindre kompakt uden at skulle gå på kompromis med det ellers særdeles velskrevne manuskript. Det står super skarpt og valget om at fortælle så konkrete historier om individuelle skæbner er netop det, der gør at publikum kan få et helstøbt indtryk af krigen. Jeg kan bare godt være lidt bange for, at de har skudt sig selv i foden med så tæt skrevet et  manuskript, for skuespillerne har faktisk svært ved at huske deres linjer. De har også yderligere vanskeliggjort situationen for sig selv med monologformatet, som betyder, at de for det meste ikke har de andre skuespillere at reagere op imod, men kun har suffløren som hjælp. 

En anden måde at få lidt mere luft i forestillingen kunne være at lade det visuelle og auditive udtryk få mere råderum. Gardinerne er trukket fra vinduerne på den intime scene i Husets Teater, og på de blændede ruder er projiceret billeder af først en Sovjetisk husmur og senere Afghanske landskaber. Kombineret med Gregers Kjars lyddesign bestående af statisk radiostøj og gamle sange, der passer til de steder, vi skal forestille at befinde os, bliver scenen sin egen karakter og kunne for min skyld sagtens have fået mere plads. 

Tilbage står en mangefacetteret beretning om krigens traumer både under og efter. Som en bearbejdelse af Aleksijevitjs Zinkdrengene forestiller jeg mig, at denne forestilling er en tro fortolkning af romanen, som bare desværre lider en smule under en lidt for kompakt og fragmenteret handling. Publikum ledes det til trods igennem af stærke skuespilpræstationer med rettidig comic relief og en historie, det virker vigtigt at dele med nutiden. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Standardbilletter ligger til 170kr, men er du under 25, kan du komme ind og se forestillingen til kun 100kr. På grund af COVID-situation får du tildelt en pladsbillet af teatret, som du lige skal huske at hente inden forestillingen starter.

Foto: Henrik Ohsten Rasmussen