WEST SIDE STORY
WEST SIDE STORY
Operaen, Det Kongelige Teater
18. november - 28. december 2022
Der er absolut intet i vejen med underholdning og at ville nå det brede publikum, men selv underholdning fungerer nu engang bedst, hvis der er tydelige ambitioner og retning med den.
Af: Line Kirsten Nikolajsen
HVAD ER DET
West Side Story er en ikonisk musical af Stephen Sondheim og Leonard Bernstein, hvis musik mange måske vil kende uden nødvendigvis at kende til selve musicalen. Måske titler som I feel pretty, Tonight, Somewhere, Maria og America ringer en klokke? Handlingen kender du måske også - det er nemlig Romeo og Julie på nye new yorker-flasker. I West Side Story hedder Romeo bare Tony og er en ung amerikansk fyr, mens Julie er en puertoricansk indvandrer ved navn Maria. De er ikke fra to stridende familier, men i stedet fra to rivaliserende new yorker-bander. Tony har startet banden Jets, mens Marias bror leder den puertoricanske bande Sharks. Som det er med Romeo og Julie, forelsker Tony og Maria sig i hinanden, selvom deres kærlighed er ildeset, og som de ender med at betale dyrt for.
VI MENER
I Det Kongelige Teaters rammeaftale med Kulturministeriet for 2021-2024 er et gennemgående tema, at teatret skal være relevant og tilgængeligt for den brede befolkning. De skal nå ud til et mangfoldigt publikum, og der skal sælges flere billetter. Dette skal blandt andet gøres med musicals. Der er blevet lempet på de tidligere retningslinjer, hvor der måtte en “markant kunstnerisk nytænkning til”, hvis det Kongelige Teater ville lave musicals, der tidligere havde været sat op på kommercielle teatre i Danmark og udlandet. Således binder teatret nu an med musicalklassikeren West Side Story. En stort anlagt opsætning, som er meget tro mod ambitionen om at lokke det brede publikum til og er gået benhårdt efter at underholde på den ufarlige måde. Og det sker desværre på bekostning af de kunstneriske ambitioner for værket.
Der er absolut intet i vejen med underholdning og at ville nå det brede publikum, men selv underholdning fungerer nu engang bedst, hvis der er tydelige ambitioner og retning med den. Det mærker jeg ikke efter lidt mere end to timer i Operaens bløde sæder på premiereaftenen. Grundmaterialet i West Side Story er i udgangspunktet ret stærkt - der er en årsag til, at den har været opført så mange gange verden over, men Det Kongelige Teaters udgave er en temmelig uambitiøs udgave. Det er ikke som sådan en dårlig forestilling, den er bare meget spag, og der er kun få steder, hvor tingene virkelig får fat og brænder igennem.
En af de ting er det fabelagtigt spillende Kongelige Kapel, som, meget klædeligt, er placeret midt på scenen i al sin vælde og pragt og hejses højt op og ned forestillingen igennem. I en musical hvor musikken er så god og velkendt, må det siges at være ret genialt at give orkestret en tilsvarende central plads visuelt. Rundt om dem udfolder Palle Steen Christensens scenografi sig, som med skyskraber-bagtæppe og de sorte ikoniske jern-brandtrapper skaber en passende new yorker-ramme. Visuelt er forestillingen klart bedst i de store og mere abstrakte tableauer. Brugen af Operaens kæmpescene retfærdiggøres virkelig, når en stor fuldmåne lyser op bag Tony og Maria under en af deres duetter, hvor de ellers er eneste komponenter på scenen.
West Side Story er bestemt ikke en nem musical at gøre god: Karaktererne er på papiret en kende flade, og det kræver dygtige skuespillere og ditto instruktør, for at de bliver spændende. Det finder man da også, når man kigger ned over navnene i programmet, men på scenen kommer de ikke rigtig ud over rampen. Samlet set er de medvirkende en noget broget flok, og det er for få, der for alvor mestrer alle de tre evner, musicalgenren kræver på én gang, og det er selvsagt på bekostning af den samlede volumen og det professionelle udtryk. Det er ikke lykkedes instruktør Thomas Bendixen at give dem fælles retning og samlet tyngde. Sharks-drengene er nu egentlig meget godt castet og er overbevisende faretruende, fordi de alle er knivskarpe koreografisk og mest holder sig til dansen. Sammen med de velsyngende puertoricanske kvinder står de for et af aftenens festligste højdepunkter, når de brager ud i salen med det iltre jubelnummer America. Desværre er Jets-banden ikke lige så overbevisende. Selvom de synger og danser glimrende bliver de for bløde i udtrykket, og det er svært at tro på, at de skulle være en farlig bande med konstant vrede rasende gennem systemet.
Udover de lidt endimensionelle karakterer er også sangene i West Side Story alt andet end barnemad. Det virker de dog til at være for Søren Torpegaard Lund, der virkelig folder sig ud vokalt som Tony. Den Reumert talentpris-belønnede musicalperformer synger ganske enkelt guddommeligt. Han løfter ubesværet og tindrende klart det udfordrede parti, og det går lige i knoglerne når han, osende af overskud, leverer kærlighedserklæringen Maria. Som med resten af forestillingen ærgrer jeg mig dog over, at Tony ikke har fået en smule mere kant. På baggrund af tidligere oplevelser med Torpegaard Lund ved jeg, at han har evnerne til at løfte den lidt halvkedelige førsteelsker til mere, men potentialet forløses desværre aldrig rigtig helt. Den relativt nyuddannede Emilie Groth Christensen gør det ganske udmærket som en måske ikke helt så puertoricansk-lignende eller lydende Maria, som man kunne ønske sig. Man har forsøgt at latinificere hende ved at lade hende rulle lidt på r’erne, tale med stumme t’er og sige “por favor”, og det er ikke synderligt vellykket. I stedet for at overbevise minder det mig i langt højere grad om, hvor lidt latino skuespilleren er. Det sat til side viser hun dog gode spil- og vokalmæssige takter. Hun er utvivlsomt en dygtig sopran, der dog bliver en smule spag i toppen på premieren. Med lidt flere års sceneerfaring kan hun gå hen og blive rigtig spændende, og jeg glæder mig til at se mere til hende.
En blændende velsyngende hovedrolle er dog ikke nok til at løfte en hel forestilling, og jeg krydser fingre for, at denne opsætning ikke er første bud på en retning for Det Kongelige Teaters favntag med musicals. Skulle man være lidt grov, er den et godt eksempel på, hvad der kan ske, når kunsten og de stærke valg går tabt i jagten på penge. De to ting kan godt forenes, og jeg tror også på, at Det Kongelige Teater evner at forene det. Det er trods alt landets nationalscene, og det må kun være rimeligt at forvente mere.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Hvis du er under 25, får du 40 % rabat, hvilket er en kærkommen gestus de høje priser taget i betragtning. Dermed koster de billigste billetter dig 93 kroner, men befinder sig allerbagerst på 3. balkon, hvilket giver et noget begrænset udsyn. Vil du gerne ned på gulvet, koster de billigste pladser (hvis du er under 25 år) 312 kr. De er bagerst i salen, men man ser helt rimeligt derfra.
FOTO: Miklos Szabo
