A Play

A Play

Husets Teater

21. - 26. november 2022

Hvis du kommer for følelsen, for strøtankerne og for den fabelagtigt akavede stemning, der opstår, når man konfronterer et publikum med dem selv, så er du gået rigtigt.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Performancegruppen Institute of Interconnected Realities (I-IR) har indgået et samarbejde med Toaster på Husets Teater og Dansehallerne. Det er blevet til et autokommenterende værk med den selvindlysende titel, A Play. A Play er en sondring, en undren, en arkæologisk udgravning af forestillingen som fænomen. Det er et performativt værk udført af Angela Bundalovic, Jakob Schnack Krog, Inaja Skands og Jonathan Bonnici. Sidstnævnte Bonnici bærer også titlen performativ instruktør, og han har sammen med koreograf Marie-Louise Stentebjerg og dramaturg Ida-Elisabeth Larsen (I-IR’s kunstneriske ledere) lagt fundamentet for en optræden, der bevæger sig rundt i det ingenmandsland, der opstår, når vi spørger hinanden, hvad er scenekunst?

VI MENER
Teater som koncept er blevet vendt og drejet på mange forskellige måder gennem tiden, men sjældent har jeg set det gransket så gennemgribende, som i A Play. Her ikke bare inviteres, men tvinges publikum til at forholde sig til, hvad der gør et teaterstykke. Med mangel på både manuskript og koreografi, består A Play kun af det absolut nødvendigste til at klassificere det som et teaterstykke. Der er folk på scenen – de ved, hvad der skal til at ske. Og så er der folk på publikumsrækkerne – de finder ud af det lige om lidt. 

Selv med de fikspunkter på plads, hænger A Play stadig og dingler på kanten af definitionen af dets eget navn. Jeg tør dog godt bruge et ord som performance om den, for det er det så afgjort. Med stort P endda. Og jeg kan godt se, at A Performance ikke klinger helt så lækkert, når der oven i købet er planer om en to’er med titlen A Place.
Som det så ofte gør sig gældende med de “rigtige” performances, vil A Play formentlig dele vandene; nogle vil hade den, nogle vil elske at hade den og andre vil bare elske den. Én ting er vigtigt, og det er at holde fast i, hvad du kommer for. For hvis du kommer for følelsen, for strøtankerne og for den fabelagtigt akavede stemning, der opstår, når man konfronterer et publikum med dem selv, så er du gået rigtigt. 

Instruktionen i A Play er ikke koreografisk, som vi er vant til i de mere gængse danseforestillinger, såsom ballet og sågar contemporary dans (jeg har lært, at man ikke må kalde det moderne dans, da det ikke er den genre, vi normalt tænker på, når vi bruger ordet), hvor planen er lagt på forhånd og trinsproget ofte følger en fastlagt form. Jeg må i stedet tilegne mig et nyt ord, for at kunne beskrive Jonathan Bonnicis instruktion: praksisbaseret… Ja, det er jo ikke ligefrem fordi ordet i sig selv skriger nytænkning og abstraktion, men måske det hjælper med lidt forklaring. Ifølge Marie-Louise Stentebjerg og Ida-Elisabeth Larsen betyder en praksisbaseret tilgang, at performerne reagerer på det, de oplever nu-og-her. Det vil sige, at der, på nær nogle få på forhånd fastlagte spilleregler, ikke er nogen egentlig koreografi. Og det er noget, der vil noget! For da jeg erfarer, at forestillingens replikker improviseres som reaktion på det aktuelle rum og derefter rikochetteres imellem de fire performere, som så afprøver alle mulige måder at sige den replik på, indtil en ny replik opstår, ser jeg pludselig forestillingen i et nyt lys.

Som kunstnerisk eksperiment, bliver A Play en interessant meditation over temaet “teater”, der måske havde været en lige så fin sanseudstilling på Louisiana som en eksperimenterende forestilling på Husets Teater. Det sceneskift kunne i hvert fald muligvis have reddet forestillingen fra at havne i et af scenekunstens (efter min særdeles beskedne mening) allerstørste problemer, nemlig den svære afslutning. For det bliver tit en udfordring at slutte disse forestillinger, der ikke har nogen decideret handling, man kan binde en fin sløjfe på. Ofte slutter forestillinger som denne af med et kæmpe brag, og ellers vælger man at gøre brug af den snedige “vi slukker lige lyset, så publikum ved, de skal klappe”-finte. A Play gør ingen af delene, men bruger næsten hele den sidste halvdel af forestillingen på at lægge op til sin egen afgørende smash-bold for til allersidst at skyde den lige ind i nettet – med fuldt overlæg, kunne noget tyde på. For hvis ét enkelt ord skulle beskrive denne forestilling, er det meta, og hvilken bedre måde at slutte af på end med en tom scene, et usikkert publikum, der forsigtigt manøvrer jakker frem fra under sæderne og med spørgsmålet: “Why are you still here” gentaget igen og igen af fire performere, der har forladt scene? Jeg er i hvert fald ikke ét sekund i tvivl om, at denne usikkerhed, denne tøvende klapsalve, er akkurat det, der er sigtet efter fra starten. Og netop derfor formår A Play at undgå at falde til jorden ved helt frivilligt at hoppe i med begge ben. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Pladserne er unummererede, og salen er lille, så alle sæder er lige gode, hvilket er godt det samme, for de koster alle 100 kr., så længe du er under 25. Er du ældre end det, skal du af med 170 kr. Du kan også hive fem af dine venner med og slippe med 40 kr. pr. billet - igen skal du dog være under 25 år gammel.

FOTO: Ville Vidø