RENT

 

Rent

Herlev Teaterbio
8. - 17. juni 2023

Jeg må bare sige, at der er sket noget med amatørscenen i Danmark, for Herlev Musical og Teater er virkelig kommet godt i mål med denne opsætning.

Af: Anne Louise Slott Thorborg

HVAD ER DET
Den ikoniske rockopera-musical fra 1996 RENT er næppe gået nogen teaterinteresseredes næse forbi. Jonathan Larsons musicalhit er frit baseret på operaen La Bohème, men foregår i slut 80’ernes New York i East Village. Et råt kvarter i en tid plaget af AIDS-epidemi og stofmisbrug, hvor kunstnere kæmper for at skrabe sammen til dagen og vejen. Vi følger et bredt karaktergalleri, som bl.a. består af fotografen Mark, hans rockmusiker-ven Roger, klubdanserinden Mimi, det lesbiske par Maureen og Joanne samt dragqueenen Angel.

Historien i RENT er mere en form for udforskning af en tid end egentlig narrativt plotdrevet. Vi følger denne gruppe menneskers hverdag, deres relationer og deres kampe for at overleve. Det, RENT er mest kendt for, er helt sikkert musikken. Den er spækket med både kraftfulde rocknumre og ballader, som særligt fik stor udbredelse med filmversionen i 2005. Amatørteaterforeningen Herlev Musical og Teater har kastet sig over kultforestillingen med fuld scenografi, kostumer, live-orkester og et hold på intet mindre end 27 medvirkende på scenen.

VI MENER
Jeg har altid beundret modet, når amatørteatre opsætter så storslåede og krævende forestillinger som RENT. Musicalgenren er i sig selv ret svær at opsætte, og jeg indrømmer også, at jeg havde en vis skepsis, da min erfaring siger mig, at det ikke altid lykkedes lige godt. Men jeg må bare sige, at der er sket noget med amatørscenen i Danmark, for Herlev Musical og Teater er virkelig kommet godt i mål med denne opsætning.

RENT er en lidt spøjs historie, og den er frem for alt båret af den fantastiske musik. I denne opsætning er de fleste i castet velsyngende, og selvom de af og til mister pusten i de sværeste dele af sangene, så er jeg oftere imponeret over sangerne end omvendt. Den klart mest imponerende sangpræstation er i duetten mellem Maureen og Joanne i sangen “Tag mig eller skrid”, hvor Ophelia Willey og Stephanie Lüders Johansens kraftfulde stemmer komplimenterer hinanden virkelig flot og skaber en perfekt sexet skænderisang.

Sangene er på dansk, og det er ikke alle oversættelser, som er lykkedes lige godt. Særligt den ikoniske “Season of love”, hvor strofen “525.600 minutes” er oversat til “uendelig strøm af sand der rinder i glasset”. Det konverterer den rytmiske staccato-vibe til en for blød og flydende masse, hvor ordene er svære at høre. Andre steder er det noget mindre bemærkelsesværdigt, og passer fint ind i fortællingen.

Udover musikalske præstationer, så er musicals også altid båret af enorme scenografier med tekniske sceneskift. Det kan af gode grunde ikke lade sig gøre i en lille amatør-opsætning, men jeg synes, der er gjort et godt forsøg på at skabe et rough Alphabet City med stilladsopsætning på scenen og dyster lyssætning. Show-mæssigt hjælper scenografien ikke meget, så det bæres fuldkommen af skuespillerne. De fleste numre er desværre lidt rigeligt stillestående, men enkelte numre står frem med en næsten professionel kvalitet. Der er castet nogle super fede kvindelige dansere, som især giver den gas i Mimis “Ud i nat”. Der er skruet helt op med sexet latextøj og høje støvler, og jeg tror virkelig på de her unge natklubsdanserinder. Så seje! Også karakteren Angel har det skønne nummer “I dag er din”, hvor hun er blevet dresset op i sit drag-tøj. Johan Engel Bolving er en kæmpe stjerne i rollen som Angel, både ift. sang, spil og dans. Han kaster sig rundt i plateaustøvler, som om han var med i castet på Kinky Boots, men uden at blive for plat og karikeret. Han er forestillingens højdepunkt for mig.

De to ledende mandekarakterer Mark og Roger kæmper en anelse mere med sangpræstationerne, men jeg mærker til gengæld et godt spil i sangen “Farvel Skat”. Her ser vi deres komplekse venskab, som er tynget af, at de begge er forvildede og sårede over alt det, der er sket omkring dem, hvilket kommer til udtryk i raseri overfor hinanden.

RENT er en gennemkomponeret musical, og selvom niveauet er ret højt for en amatør-trup, så varierer det alligevel så meget, at den næsten tre timer lange forestilling føles en anelse langtrukken. Der skal dog lyde stor ros til det flotte arbejde, som i flere momenter nærmer sig noget, der kunne have kørt på en professionel scene.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
En billet koster 190 kroner, og der er desværre ingen rabatter at hente.

FOTO: Louise Eriksen

 
Den 4. VægComment