Det Porøse Menneske

Det Porøse menneske

Sydhavn Teater
6. juni - 1. juli 2023

Jeg ville ønske, man havde turde gå hele vejen med en mindre historie, noget mere nært og knapt så konstant filosofisk, for det er i de momenter, at forestillingen for alvor lykkes.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Det Porøse Menneske er en teaterhybrid, hvor et lille publikum inviteres med rundt i forskellige rum på Sydhavn Teater og præsenteres for både scenekunst, animation og lydinstallationer, der giver liv til instruktør og dramatiker Vivian Nielsens tekst. Den handler om den særlige kvinde Alex (Siff Vintersol), der er uddannet biolog, lever i et meget nært og venskabeligt forhold med sine planter og oplever sig selv som værende halvt menneske halvt svamp. Hendes kæreste Fabia (Maria Rich) er mere, som moderne mennesker er flest. Hun har travlt med karriere, præstation og konstant optimering af sig selv. En dag opdager Alex, at hun ikke ældes, og derfor sætter hun gang i en laboratorieundersøgelse af sig selv. Selvom det måske lyder rimelig spacy, er det dog stadig nogenlunde til at forstå, når det sættes simpelt op som her. Men så simpelt er det ikke på Sydhavn Teater. I Det Porøse Menneske er den lineære tidsforståelse nemlig forsøgt opløst, og vi svæver ind og ud af fortid, fremtid, tankestrømme, filosofier og fantasi, og hvor publikum inviteres til ro og refleksion. Der sker meget, og det sker på én gang.

VI MENER
Og det er lige præcis ved den tanke, at forestillingen tager sin begyndelse, da skuespiller Maria Rich kommer ud i foyeren og møder os med sit gennemborende, men dog smilende, blik. Hun introducerer os kort for kvantemekanikkens teori om, hvordan alting sker på en gang. Fortid og fremtid er en illusion, og det eneste, der findes, er nuet. Således er vi forsøgt mentalt forberedt til den forestilling, vi herefter lukkes ind til. Således er tonen slået an for en intim og sanselig forestilling. 

Det manifesterer Marie Rosendahl Chemnitz flot i sin kryptiske og detaljerige scenografi: Utallige snore er spændt ud i et vilkårligt mønster henover hovederne på os i Østre Kapel. Som et stort rodnet, der forbinder rummet og det hav af planter og spirer, der er placeret rundt omkring. Publikum sidder under det på store sphagnum-sække - helt tæt på fortællingen. Det er sådan et rum, der vækker nysgerrighed, for der er kælet for de helt små ting, som man kun opdager, hvis øjet har været på opdagelse længe nok, eller hvis du kommer tæt nok på. I løbet af forestillingen inviteres vi også ud i det, der tidligere var foyeren, men som nu er forvandlet til Alex og Fabias køkken, hvor planter hænger ned fra loftet over køkkenbordet, som vi samles om i dunkel belysning. De to kvinder påfører planterne elektroder, der afslører at planterne giver lyd fra sig. Der er nærmest musik i dem, som aktiveres, når Alex, der er dybt forbundet med dem, rører ved dem. 

I øjeblikke som dette nærmer forestillingen sig håbefuldt den undertitel, der står på den uddelte flyer med krediteringer: Om at være mere menneske ved at være mere plante. Det er dog også en undertitel, der lover mere end hvad forestillingen kan holde. Det Porøse Menneske lægger med sin beskrivelse og titel op til klarhed og indsigt i, hvad det moderne menneske kan lære af planterne. Og det kan da også spores i Vivian Nielsens portræt af Alex og Fabia, og deres to førnævnte forskellige tilgange til livet og i de lejlighedsvise næsten forelæsningsagtige bidder om planters adfærd og elektrodeeksperimenterne. Den skriftlige invitation til refleksion og ro i forestillingsbeskrivelsen lykkes også momentvis i små lommer af interessante øjeblikke, men desværre ikke med gennemført eftertryk. For idéerne er mange, og netop dét bliver på en og samme tid forestillingens styrke og svaghed, for de forbliver udført og forbundet på overfladeniveau og slår aldrig rigtig rødder. Der sker ganske enkelt for meget til at den fragmentariske tekst kan samle sig, til at de intime øjeblikke løfter sig til en større følelse, og til at det filosofiske budskab for alvor trænger igennem. 

Jeg ville ønske, man havde turde gå hele vejen med en mindre historie, noget mere nært og knapt så konstant filosofisk, for det er i de momenter, at forestillingen for alvor lykkes. Det er f.eks. vældig stærkt, da vi samles siddende på madrasser tæt omkring den døende Fabia. Jeg holder hende endda i hånden, så tæt er jeg på. Stilheden, der hurtigt indfinder sig, giver plads til et intenst fokus på hendes sidste anstrengte vejrtrækninger. Sammen lytter vi efter, om det mon var det sidste åndedrag. Sammen befinder vi os i roen og naturens uundgåelige gang. En følelse af forbundethed. Det er et utroligt smukt øjeblik. 

De to skuespillere kunne uden problemer have trukket en mindre ambitiøs mængde indhold, for de mestrer nærværet i en sådan grad, at selv de replikker, der siges nærmest hviskende eller for sig selv som mumlende mellemreplikker, står helt skarpt. Særligt Siff Vintersol fremstår nærmest lysende med en utrolig fin skrøbelighed, men samtidig med dyb forståelse og omsorg for den karakter, hun spiller. Hun er en virkelig grundig skuespiller med enormt overblik og herligt troværdig repliklevering. Det er med andre ord ikke Vintersols eller Richs skyld, at forestillingen aldrig helt samler sig. Som en replik i forestillingen lyder “ved skoven, at den ikke er stærkere end sit svageste træ”, og de svage træer er her for mange. Det er ikke fordi Charlotte Petersens animationsvideoer, der pludselig afbryder forestillingen med en animeret flok hjorte, der farer henover væggen, er svage, eller at sci-fi-delen, fantasien om mennesket der en svamp, det diffuse i teksten, klima-kommentaren og fortællingen om psykisk sårbarhed ikke er relevant eller spændende. For de fungerer for så vidt i deres egen ret. Men i det store hele flyver de lidt for løst omkring og spolerer det samlede fokus. 

Afslutningsvis bliver vi bedt om at lægge os godt tilrette på en madras under Chemnitzs virvar af snore. Jeg kigger op i en lyspære, der er omkranset af nøgne grene, der med strips er tvunget ind i en form for rund natur-lysekrone. Imens spiller Lola Ajimas lydinstallation. Først er de dybe rungende lyde, der ind imellem suppleres af skingre høje toner, uhyggelige - som noget fra en gyserfilm. Men de fortsætter heldigvis længe nok til at trænge igennem mit umiddelbare forsvar, og det bliver næsten meditativt. Der er tydeligt givet rum til, at den store og omfangsrige mundfuld, vi lige har fået serveret, kan falde på plads inden i os. Tid til refleksion. Men det eneste, jeg kan tænke på, er, hvad det helt præcist er, der skal lande i mig. For forestillingen vil fortælle mig så meget på én gang, at den aldrig rigtig får sagt mig noget tydeligt. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, koster en billet dig sølle 60 kroner. Normalprisen er heller ikke den dyreste i byen. Den ligger nemlig på 135 kr. pr. billet.

FOTO: Zuhal Kocan