RAVNEN

RAVNEN

Den Jyske Opera, Turné

13. oktober - 2. december 2023

Ouverturen indkapsler fint alle de følelser, der i løbet af de næste par timer udfolder sig på scenen; det storslåede og skrøbelige, det legende og uhyggelige, skænderier, grin og sorg

Af: Sofie Bay Jensen

HVAD ER DET
Den Jyske Opera præsenterer librettoen Ravnen, der er skrevet af en ung H.C. Andersen, og som J.P.E. Hartmann har skrevet musikken til, der angiveligt er noget af Nordeuropas bedste bel-canto-musik. 

Librettoen drejer sig om den unge Armilla, der holdes skjult af sin far, Norando, fordi han ikke vil have, at hun har noget med verden udenfor at gøre. Hun lader sig derfor forsvinde ind i bøgernes univers og sin egen fantasi, hvor hun drømmer om vampyrer, havnymfer og en sørgmodig prins, som hun skal redde. 

Denne drøm bliver springbrættet til en fortælling inde i fortællingen, hvor vi møder prinsen Milo, som Armilla forelsker sig i, og hans bror Jennaro. Milo har skudt en ravn i skoven og bliver på grund af det forbandet til at være i konstant smerte af en mystisk munk. Jennaro prøver at rette op på dette ved at kidnappe Armilla til giftermål med Milo, eftersom ægte kærlighed vil ophæve forbandelsen. Men Jennaro rammes selv af et ondt orakel, der sætter ham i en umulig position i forhold til sin bror, og mens alt dette foregår, rumsterer Norando og Armillas far-datter-forhold hele tiden i baggrunden som en ramme omkring fortællingen. 

Hovedrollen Armilla spilles og synges af Sybille Glosted, mens Prins Milo og Jennaro i denne opsætning tilfalder hhv. Christian Oldenburg og Anders Kampmann. Rollen som danseren varetages af Keiko Moriyama, og faren Norando af Steffen Bruun. Operaen turnerer rundt i hele Danmark, og man kan finde det generelle overblik over turnéen på Den Jyske Operas hjemmeside.

VI MENER
Der vil altid være noget magisk over at sidde og lytte til et symfoniorkester, der lige foran en spiller de smukkeste kompositioner, og Odense Symfoniorkester med Christopher Lichtenstein som dirigent er ingen undtagelse. Ravnen, der er instrueret af Philipp Kochheim, introduceres med et af Hartmanns musikkompositioner, og vi får som publikum lov til at læne os tilbage og nyde - eller i mit tilfælde rykke mig helt ud på kanten af stolen og blive blæst bagover. Ouverturen indkapsler fint alle de følelser, der i løbet af de næste par timer udfolder sig på scenen; det storslåede og skrøbelige, det legende og uhyggelige, skænderier, grin og sorg.

Første scene er et lille værelse, hvor Armilla går haltende rundt om sin seng med en dukke i hånden. Værelset er henlagt i grå nuancer. Kun Armillas grønne kjole og bøgerne rundt omkring i værelset bryder den monotone farve. I scenens centrum er døren ud fra værelset placeret, og døren er et sted, vi hele tiden vender tilbage til i løbet af operaen. Armilla er låst inde af sin far og kan ikke få lov til at komme ud fra det lille rum. Kun enkelte gange formår hun at åbne døren og kigge ud i det sorte, det er verden udenfor. Værelset er det eneste, hun kender, men det hjemsøges af et uhyggeligt, mareridtsagtigt kor, der fylder hele rummet, mens Armilla kryber sig sammen til en lille, ængstelig kugle. En position hun ofte befinder sig i, som det bange og efterladte barn hun er. 

Men frygt ej. Armilla får besøg af sin ven, danseren, der – ligesom mareridts menneskene – følger Armilla, hvorend hun er. Jeg nyder hver gang, at Glosted og Moriyamas tosomhed er på scenen. Deres energi sammen er sjov, energisk og overbevisende i deres dansende barnlighed. Koreografen Sean Stephens har leget med mødet mellem storslåede dansekoreografier og barnagtige kropslige bevægelser i form af trampen på gulvet og ustyrlige udbrud. Værket er ikke for fint til at råbe og skrige, kaste sig på gulvet eller rive bøgerne ned fra hylderne, hvilket er så lækkert og befriende at se. Samtidig mindes vi på den måde hele tiden subtilt om, at Armilla stadig er et barn, der bare har brug for sin fars opmærksomhed og omsorg, hvilket skaber en underliggende skrøbelighed og tristhed over hele stykket. 

Men Glostrup og Moriyamas kemi er desværre mere undtagelsen fremfor reglen i stykket. Bel-canto betyder ‘smuk sang’ og er kendetegnet ved store, ekstravagante følelser, og mens musikken og sangen i særdeleshed er storslået, er skuespillet generelt for performerne ikke overbevisende. Leveringen af replikkerne falder for mig ofte fladt, og jeg bliver slet ikke revet med i de vilde og voldsomme følelser, fordi jeg simpelthen ikke tror på dem. Samtidig mangler jeg en følelse af generel samhørighed mellem performerne. Jeg bliver meget bevidst omkring, at jeg ser på en performance, hvilket sætter en stopper for at kunne lade mig selv rive med i det skønne kaos, der er Ravnen. Det hjælper heller ikke, at handlingen til tider er svær at følge med i. Librettoen er skrevet i H.C. Andersens unge år, og han var i perioden oprørsk og eksperimentel. Vi springer hele tiden i, hvilke karakterer vi følger, og fortællingen i fortællingen bliver i længden lidt mudret. 

Ravnen er for mig en mere visuel og musikalsk fantastisk oplevelse, end det er selve fortællingen, der tager mig med storm. Scenografien og kostumerne, som hhv. Rifail Ajdarpasic og Arianne Isabell Unfried er mestrene bag, er en historie i sig selv. I Armillas rejse (eller kidnapning om man vil) mod prins Milo bevæger vi os fra det monotone, lille værelse til et slotsagtigt, orangeri-lignende rum med søjler, der indikerer rigdom, mens bøger flyder rundt omkring og plantevækster gror ud fra væggene. Rummet er i særdeleshed storslået, og jeg kan ikke komplimentere det nok. Derudover er kostumerne også fuldstændig fantastiske i deres volumen og kreativitet hos især havnymferne og vampyrerne, der overraskende nok er klædt i hvide dragter, men som akkompagneres af en scene henlagt i helt rødt lys. Det er gotisk og magisk og passer perfekt ind i rummet og stemningen. 

Og slutningen. Waow. Jeg havde virkelig høje forventninger til den, og alligevel overgik det min fantasi - ligesom virkeligheden ender med at overgå Armillas. For selvom librettoen sluttede, som jeg forventede, var eksekveringen så fantastisk, at det alligevel overraskede mig og vakte min enorme begejstring. Så hvis man er ny i klassisk musik og opera, er Ravnen et godt sted at starte.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Eftersom operaen turnerer rundt i hele Danmark, er priserne på billetterne forskellige fra sted til sted.

FOTO: Anders Bach