DON JUAN

Don Juan

Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
12. oktober - 29. november 2023

Balslev har set os tørste, og hun skænker op, til bægeret flyder over.
Vi drikker, til end ikke en dråbe er tilbage.

Af: Frederik Nagel Fryland og Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Hvis du ikke kender Don Juan, så kender du i hvert fald Don Giovanni, og hvis du heller ikke kender ham, så husker du nok forkert. Ganske kort: en ung adelsmand forfører sig igennem tilværelsen og hele vejen til Helvede. Det her er primærreferencen for alle amoralske kvindebedårere siden det femtende århundrede. Moliére skrev teksten i 1665, der nu iscenesættes særdeles frit fortolket og bearbejdet af Det Kongelige Teaters nytiltrådte husinstruktør Anna Balslev og “Holdet”. Sådan står det i hvert fald i programmet. Holdet, må man formode, består af skuespillerne (Morten Hee Andersen, Mathilde Arcel, Ellaha Lack, Karen-Lise Mynster, Ena Spottag og Kristoffer Eriknauer), scenograf og kostumedesigner Karin Gille, komponist Viktor Dahl, lysdesigner Jonas Bøgh og lyddesigner Jonas Vest.

VI MENER
Anna Balslev, we see you. Det er ingen nyhed for den ivrige teatergænger, at det efterhånden er Balslevs metier at puste støvet af historier, som vi tror, vi kender, og vise os, hvad det hele egentlig handler om. Vi har set hende gøre det et par gange nu, og hun er god til det. Vi ved det, og hun ved det. Så selvfølgelig er Balslev også selv udmærket klar over, hvad hun gjorde, da hun valgte at caste Morten Hee Andersen i rollen som Don Juan. Balslev har set os tørste, og hun skænker op, til bægeret flyder over. Vi drikker, til end ikke en dråbe er tilbage.

Morten Hee Andersen er (ikke overraskende) en helt fænomenal forfører i rollen som den på samme tid naive og udspekulerede fuckboy Don Juan. Han giver bogstaveligt talt blod, sved og tårer for rollen og har os i sin hule, lokkende hånd fra første vindende smil til sidste afmægtige blik mod publikum. Det er dog ikke kun titelrollen, der vinder vores hjerter, for Balslev har håndplukket et særligt charmerende og underskønt skuespillerhold, vi falder pladask for. Nede fra publikumsrækkerne er det også tydeligt, at skuespillerne er vilde med hinanden. Gnisterne mellem dem ville kunne sætte mange hjerter i brand, og på trods af lange enetaler og dialoger ville vi ikke have været et eneste sekund foruden. Alle får de den fornødne plads til at brænde igennem – både hver for sig og i samspillet.

Don Juan er på mange måder kulminationen på Balslevs leg med originaltekster, iscenesættelse og humor. Forestillingen er en mosaik af alt det bedste fra hendes tidligere forestillinger – hendes brug af fysikalitet, det visuelle og auditive udtryk og valg af flere af skuespillerne vil formentlig vække genklang for mange, der har set tidligere forestillinger som Færdig med Eddy, An Education eller Stolthed og Fordom. Men denne gentagelse sker helt uden frygt for forbedring af eget produkt, og intet føles således genbrugt eller bedaget. Det er forfinet og forbedret. Raffineret.

Forestillingen bliver en form for psykologisk analyse af Don Juans (kvinde)forbrug. Kristoffer Eriknauer i rollen som bondepigen Charlotte, Karen-Lise Mynster som alfaderlig moderfigur og Ena Spottag som først forsmået bejler og dernæst hævngerrig bror synes at fjerne vores kønsbias og lade os forholde os knivskarpt til Don Juans handlinger. Mathilde Arcel indtager også en klassisk manderolle som Don Juans højre hånd Sganarelle, men bliver i virkeligheden et spejl for publikum, et kritisk spejl der stiller moralske spørgsmålstegn ved en moderne egocentrisk livsførsel. Balslevs Don Juan er ikke en ensidig fortælling om en skruppeløs womanizer, men en langt mere spændende undersøgelse af Don J’s modus operandi og den psykologiske logik for en karismatisk psykopat, der bruger alle på sin vej som midler i sit hedonistiske lykketrip.

Vi har kastet vores kærlighed på Don Juan, og måske er vi naive og nyforelskede, men vi synes, det er en helt igennem pivlækker forestilling. Efter vores affære har vi dog behov for nøje selvransagelse, da ubehagelige spørgsmål lurer under den lyserøde overflade. Det er ubehageligt at erkende, at Don Juans uansvarlige livsførsel minder os om, hvordan vi selv kan komme til at prioritere egne behov over andres. Måske netop derfor har vi lyst til at forsvinde ind i Balslev og holdets sexede univers. Kan vi ikke få kostumedesigner (og scenograf) Karin Gille til at skabe sin egen tøjlinje, så vi kan iklæde os Karen-Lise Mynsters stålgrå paryk og orange power suit. Så vi kan gå i gennemsigtige skjorter under androgyne jakkesæt. Faktisk, kan vi ikke bare for bestandigt leve i en verden, hvor brudeslør kan flyve, og hvor vi kan boltre os, nøgne og ubekymrede, i støvregn til lyden af Viktor Dahls kompositioner?

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Det Kongelige Teater har som sædvanligt forsøgt at gøre det lidt mere spiseligt for unge at gå i teatret ved at give rabat på billetter for dem, der er under 25. Man sidder overordnet ret godt i Skuespilhuset, som modsat Gamle Scene er bygget til, at man rent faktisk skal kunne se det, der foregår på scenen. Dog, hvis du vil have hver enkelt spytklat, tåre og sveddråbe med, så må du hellere komme så tæt på scenen som muligt.

FOTO: Camilla Winther