ALICE

ALICE

Betty Nansen Teatret
20. oktober - 23. november 2023

I stedet for at dykke ned i kaninhullet hopper Alice ind i hamsterhjulet, hvor vi forpustede følger hendes færd mod at finde sig selv.

Af: Frederik Nagel Fryland og Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Vi kender alle den ikoniske historie om Alice i Eventyrland, der rimer på barndom, uhæmmet fantasi og eskapisme. De fleste kan også huske, hvordan det hele begynder. Først møder vi Alice, der falder i søvn ved træet, foran søen, under solen med bogen uden billeder og trækkes ned i kaninhullet, ind i Wonderland. Men det er ikke just tilfældet her. Selvom hun måske virker genkendelig, har du ikke mødt denne Alice før. Fantasien er forduftet, te-tid er aflyst og der er hverken flamingo-croquet, eller Tweedledee og Tweedledum. Alice handler nemlig ikke om oplevelserne i Eventyrland, men nærmere Alice’s stræben for at nå dertil.

Der er plukket og stjålet, lånt og fordrejet, fortolket og leget i en sådan grad, at man kun lige akkurat kan genkende den oprindelige historie om Alice. Dramatiker Alexandra Moltke Johansen, instruktør Amanda Ginman og koreograf Sebastian Kloborgs Alice er en hektisk skildring af en moderne pige, der famler sig frem mellem tilværelsens utallige muligheder for underholdning, selvpromovering, karriere og selvrealisering. Febrilsk forsøger hun at følge med alle de andre uden at glemme sig selv i farten. Det handler om at løbe hurtigt, hurtigere end man kan, for at komme fremad.

VI MENER
Tiden går, tiden løber, tik tak, TikTok, vi skal videre, vi skal fremad, op i tempo, siger kaninen. Hvor er vi? Kan du følge med? Nok ikke. Men det er heller ikke meningen. Alice føles som en mavepuster, der på få minutter overvælder os med indtryk og sender os på et eksistentielt syretrip sammen med Alice. Forestillingen består af et væld af korte scener, der flimrer forbi som snapshots af populærkulturens underholdningsiver. Vi får ikke lov at kede os. Den eneste konstant er det høje tempo, der hastigt sender publikum på kollektiv soulsearching i hælene på Alice.

I stedet for at dykke ned i kaninhullet hopper Alice ind i hamsterhjulet, hvor vi forpustede følger hendes færd mod at finde sig selv. Instruktør Amanda Ginman leger både med den oprindelige Alice-fortælling og med os. Det gør hele holdet faktisk, for Alice er et produkt af Betty Udvikler, hvor forestillingen samskabes af alle på og bag scenen. Mundheldet om for mange kokke i køkkenet er på ingen måde gældende for Alice, der ganske vist er super rodet til tider, men efter vores overbevisning også bliver en vellykket, fjollet fusion, der har krævet mange krøllede hjerner.

På overfladen er der ikke meget eventyrland at finde i Steffen Aarfings gråtonede skaterampe-scenografi, der ved første øjekast er meget lidt wonderful. Den føles nærmere som antitesen til vores forventning om det farverige univers, der hører et eventyrland til. Men der åbner sig hurtigt en verden af overraskelser. Som låger i en julekalender afslører Aarfings streetscene sine godter én efter én. Den bedste overraskelse må dog være Rasmus Juncker på trommer og highhat, der med høj hat i gal hattemagerskikkelse overraskende dukker op - som en kanin ud af en… hat? (Sorry, vi kunne ikke lade være). Juncker har komponeret baggrundmusikken, der som et dunkende hjerte sætter pacen for Alice’s acceleration.

Betty har efterhånden markeret sig som en scene, der forstår at forene skuespil med moderne dans, så begge går op i en højere enhed. Sebastian Kloborgs ekspressive koreografi giver en kropslig og funky dimension til psykedeliske Alice. Skuespillernes bevægelser i samspil med danserne Linn Fletcher, Matthew Rawcliffe og Dorotea Saykaly højner det allerede høje skuespilniveau til et gennemført kunstværk, der visuelt og fortælleteknisk spiller på alle de rigtige tangenter.

De fire skuespillere på scenen spiller fantastisk, skørt og animeret. Freja Klint Sandberg er en genial som den uskyldige Alice, der velvilligt leger med og spejler publikums forvirring over det galehus, vi lader os lokke med ind i. Hun virker almindelig, bekendt, og samtidig udstråler hun kæmpe x-factor-energi med sans for fysisk, verbal og ikke mindst komisk timing. Det er få, der kan slippe afsted med at nynne The Girl from Ipanema på en så uforståelig og sjov måde. Nicolas Bro er den perfekte neurotiske kanin med slåbrok og lodne slippers, der lokker og haster. Bros kaninkarakter pendulerer mellem slesk og smisket á la Frits Helmuths udødeliggjorte Lektor Blomme mod blid og medgørlig, når han stryges med hårene.

Morten Brovn som Den Hvide (dyne)Konge har ligesom de andre en skøn fysisk tilstedeværelse og er fuldkommen cartoonish med vandvidsøjne, der kører rundt i ansigtet på ham. Marie Dalsgaard spiller fænomenalt som selvsmagende momfluencer beauty queen, der i sangkonkurrence med Klint Sandberg ufiltreret disker op med Nattens Dronnings arie. Dalsgaards take på Hvid Dronning med kardashiansk oh-so-perfect-attitude er både morsom og spidsfindig.

Afslutningsvis er vi tilbage, hvor det hele startede, akkurat som i den Alice-historie, vi kender. Oppe af kaninhullet, i den virkelige verden. Lidt ligesom at gå ud af døren efter en tur i teatret. Der er bundet sløjfe på en hæsblæsende, moderne fortælling om Alice, ligesom Petruska Miehe-Renard har bundet en velkendt sort sløjfe i Alices lyse lokker. Alice er en intelligent og legesyg introspektion af moderne identitetsdannelse. Den dybere mening finder du ikke i selve forestillingen, men i spejlingen med din egen hverdag. Som sådan fortæller Alice os heller ikke noget, vi ikke vidste i forvejen, men den vinder til fulde sin berettigelse ved at være så elskelig – og så ser det bare helt vildt sejt ud. Vi håber, at Alice undslipper trædemøllen, nu hvor hun er oppe af kaninhullet. Måske hun køber en dumbphone og flytter til Falster. Good for her.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du studerende, kan du købe billetter ned til 140 kr og hvis er under 25 år, starter priserne ved 90 kr. Det er udmærket at sidde på Bettys billige rækker, men for den helt fortryllende forestilling bør du søge længere ind mod midten, så du kan se alt, der foregår i kaninhullet.

FOTO: Camilla Winther