Projekt Frygt

Projekt Frygt

Teatret st. tv., gæstespil på Teater Momentum
28. april - 5. maj, 2022

Der er bundærlig jyskhed over forestillingen fra start til slut, og det satiriske take på noget så gennemgribende usjovt som frygt er lige i øjet.

Af: Elisabeth Renée Foged Sejbak

HVAD ER DET
Projekt Frygt er en tragikomisk énaktsforestilling, der undersøger, som teatret selv siger det, “en helt almindelig følelse”. Forestillingen er i collageformat, uden nogen reel handling, men med forskellige sceniske og musikalske udforskninger af følelsen frygt – hvad den kommer af, hvad den gør ved os, hvilke afskygninger den tager, og hvad vi gør med den.

På scenen står Lise Lauenblad og Marianne Søndergaard, ens klædt i pastelblomstrede tights og skjorte. De beretter herfra om, hvad de, man, andre og vi alle frygter, lige fra klimakatastrofer til pludselig uønsket skægvækst. Forestillingen er efter idé af Søndergaard og Kamilla Wargo Brekling, skabt af “hele holdet”, som de så solidarisk skriver i programmet, og instrueret af Line Paulsen.

VI MENER 
Har du nogensinde overvejet tanken om, at når du går ind i teatermørket, side om side med vidt fremmede mennesker, så er der ingen hvis tasker lige skal igennem en scanner? Hvorfor har ham der med hestehalen på rækken foran dig stadig jakke på? Hun hoster godt nok meget omme på bagerste, hva’? Hvad nu, hvis nogen er ude på noget? Hvordan har du det med at blive konfronteret med din frygt? Spejlet i dét, du frygter, se dine bekymringer forstørret på scenegulvet? Alt dét og mere til spørger Projekt Frygt publikum om, noget subtilt, andet helt direkte.

Frygt er en virkelig almindelig følelse, nok den mest menneskelige, fintfølende og adaptive følelse, vi kan have. Og den er enormt tabubelagt. Nok netop derfor har Teatret st. tv. sat sig for at dissekere fænomenerne bekymring, tryghed, alarmberedskab og stressrespons i forestillingen Projekt Frygt. Og tænk at det kan være så trygt at se en forestilling om frygt! Jeg er ellers et menneske, der døjer med en solid portion angst, så jeg var da lidt ængstelig over tanken om at få frygt så konfrontatorisk sat i scenelys, men hele vejen igennem den ca. 60 minutter lange forestilling føler jeg mig blot lige dele underholdt og eftertænksom. Der bliver taget tunge emner op til overvejelse, og alt fra banal frygt til fobier til dødsangst på andres og egne vegne bliver vendt. 

Lauenblad og Søndergaard har et satirisk samspil, kropslighed (i både statur og udtryk) og en komisk timing, der leder mine tanker hen på andre makkerpar af kaliber, såsom Ditte og Louise eller Søs og Kirsten. De balancerer virkelig nænsomt mellem inderlig, mærkbar uro på den ene side og humoristisk, fornægtende underholdning på den anden. Det bliver aldrig banal snak, og det bliver heller aldrig så dystopisk, at det overtager oplevelsen. Lauenblad og Søndergaard bevæger sig igennem de fleste teatergenrer, hvor de let jonglerer mellem musikdramatik, stand-up, slam poetry, improvisation og teatersport, alt sammen krydret med publikumsinteraktion. Det er noget af en tour de force at nå igennem på blot en time, men det er velafbalanceret og lige tilpas med afveksling.

Spillerne er undervejs virkelig godt støttet af hele den fysiske iscenesættelse, herunder både af scenografi og lys, skabt af Raphael Frisenvænge Solholm, og musik og lydsiden, som Sune Skuldbøl Vraa har stået for. Jeg oplever, at scenen er netop abstrakt nok til, at jeg ikke fortaber mig, så jeg under de mere ubehagelige scener ikke glemmer, at det her trods alt bare er dramatik. Under særligt én scene skal jeg minde mig selv om, at det “jo bare er noget, vi leger”; i denne skal Søndergaard, som et eksperiment, eksponeres for sin klaustrofobi, og et panikanfald følger. Her er røg, høj rock og kraftigt stroboskoplys velkomne påmindelser om, at vi stadig befinder os i en kunstig virkelighed.

Der er bundærlig jyskhed over forestillingen fra start til slut, og det satiriske take på noget så gennemgribende usjovt som frygt er lige i øjet – det er tragikomik, der leder ind i ustyrlig lattergråd, som kun de, der har prøvet at have et angstanfald, kender til fulde. Jeg vil dog klart mene, det ikke kun er de særligt ængstelige, som kan gå klogere og mere rolige ud af Teater Momentum, og man behøver ikke være ekstraordinært modig for at sætte sig i salen. Forestillingen taler energisk og i øjenhøjde om gravalvorlige emner, og netop dén dikotomi gør Projekt Frygt til en virkelig god og opløftende oplevelse for alle. I stedet for at gå fra salen nedslået af verdens undergang og risikofyldthed (hvilket, viser det sig, ingen blandt publikum ved, om de er forsikret til at modstå), føler jeg mig mødt og en smule lettere.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, kan du nøjes med at slippe 110 kroner, og ellers koster en almindelig billet 200 kroner. Teater Momentum har også, som ét af de eneste teatre, jeg kender til i landet, en såkaldt fattigbillet, som er tilgængelig for folk på start- eller kontanthjælp, hvilken står til blot 60 kroner. Der er fint med billetter, men kun få forestillinger tilbage i spilleperioden, så skynd dig, før det er for sent.

FOTO: Raphael Frisenvænge Solholm