Kannibalen

Kannibalen

Lille Scene, Skuespilhuset

D. 27. april - 7. maj 2022

Forestillingen udfordrer mig og leger med mine følelser, da jeg kommer ud med en forståelse og en sympati for både Meiwes og Brandes, som jeg slet ikke har lyst til at have. På den måde er Kannibalen et perfekt eksempel på, hvad teater kan og skal, nemlig at udfordre sit publikum.

Af: Victoria Bjertnæs Maegaard

HVAD ER DET
Med udgangspunkt i den tyske sag om Armin Meiwes, der parterede og spiste Bernd-Jürgen Brandes, har forfatter og dramatiker Johannes Lilleøre skrevet stykket Kannibalen. I stedet for at skildre den bestialske side af kannibalisme går Lilleøre i dybden med at finde ud af, hvorfor Meiwes havde lyst til at spise et andet menneske, og hvorfor Brandes frivilligt gik med til det. Kannibalen er Johannes Lilleøres første stykke dramatik, og manuskriptet er skabt i samarbejde med Det Kongelige Teaters dramatikerlaboratorium KGL Dansk.

VI MENER
Da jeg ankommer til Skuespilhuset torsdag aften, er jeg noget betænkelig ved at skulle se et teaterstykke, der handler om kannibalisme. Selvom jeg har glædet mig hele dagen til at se stykket, er jeg alligevel lidt nervøs, da jeg forventer forestillingen bliver en grafisk visualisering af den bestialske side af kannibalismen. Heldigvis overrasker Kannibalen mig stort, og mine bekymringer bliver hurtigt gjort til skamme, selvom forestillingen er grænseoverskridende på andre punkter, end hvad jeg havde forestillet mig.

For Kannibalen er ikke en historie om to sindssyge mænd, hvor den ene spiser den anden i en blodrus. Nej, det er tværtimod en kærlighedshistorie om to menneskers inderlige hungren efter at mærke et andet menneske helt tæt på. Det lyder vanvittigt at kalde en forestilling om kannibalisme for en kærlighedshistorie, men det er vitterligt, hvad Kannibalen er, idet den dyrker den indbyrdes relation mellem de to mænd og det, deres møde giver til dem begge efterfølgende.

Manuskriptet er mesterligt skrevet, og det er meget tydeligt, at Johannes Lilleøre har stor erfaring med at arbejde med ord. Lilleøre har på en eller anden måde skabt en humoristisk forestilling, der konstant driller sit publikum med sin vekslen mellem absurditet og realisme. Flere gang tager jeg mig selv i at grine af nogle absurde situationer, der egentlig er virkelige, som da Patrick Baurichter, som Bernd-Jürgen Brandes, beder Morten Burian, som Armin Meiwes, om at skære hans pik af, hvilken de efterfølgende begge spiser. Alligevel nærer jeg en form for omsorg og sympati for disse to personer, da forestillingen slutter, og jeg kan på et eller andet punkt godt forstå, motivationen bag deres handlinger. Og netop det faktum skræmmer mig fra vid og sans. For har jeg virkelig sympati med en kannibal?

Kannibalen har ingen scenografi, hvilket også er unødvendigt, da forestillingen størstedelen af tiden bliver spillet i mørke. Der bliver i stedet brugt små lygter til at vise skuespillerne i deres interaktioner, og det er hele tiden skuespillerne, der styrer dem. På den måde bruges lyskilderne til at vise, hvis synspunkt forestillingen bliver fortalt fra på det pågældende tidspunkt. Det manglende lys gør stemningen enormt intim i rummet, og det skærper alle min sanser og gør, at jeg lytter ekstra godt med i skuespillernes dialog.

Jeg er fuldstændig mundlam efter Kannibalen, og jeg må også have en god snak med min teatermakker efterfølgende for at kunne fordøje denne oplevelse - no pun intended. Forestillingen udfordrer mig og leger med mine følelser, da jeg kommer ud med en forståelse og en sympati for både Meiwes og Brandes, som jeg slet ikke har lyst til at have. På den måde er Kannibalen et perfekt eksempel på, hvad teater kan og skal, nemlig at udfordre sit publikum. Det føles næsten forkert at anbefale denne forestilling grundet dets emne, men så også kun næsten. For manuskriptet er så velskrevet og veludført af skuespillerne, at det nærmest ville være en skam andet.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU: 
Som det ser ud lige nu, er alle billetter fuldstændig udsolgte, hvilket er med god grund. Men hold alligevel øje med, om der skulle dukke en ledig billet op et sted, eller om forestillingen får lov at spille på et andet tidspunkt også.

FOTO: Camilla Winther