NOGET VIRKELIG VIRKELIGT

NOGET VIRKELIG VIRKELIGT

Teatret Svalegangen, off the record
Spilleperiode: 29. Oktober 2020

Jeg græder af grin - bogstaveligt talt, men det tragiske ligger lige under overfladen og lurer. Hvorfor er hun nødsaget til at fortælle alt dette til øjet på væggen? Noget virkelig virkeligt er et glimrende eksempel på, hvordan man kan lave ærligt, kærligt og ikke mindst tragikomisk dramatik anno 2020.

Af: Sofie Risager Aaby

HVAD ER DET
En ung kvinde kommer ind på scenen iklædt en lilla bomberjakke, hvide sneakers og lyse cowboybukser. Under bukserne, der stumper, kan man se et par violette sokker, hvorpå ordet EMPATHY står med store bogstaver. Umiddelbart ligner hun en ganske almindelig ung kvinde fra storbyen. Og dog! Der er noget spacy ved hendes fremtoning. De to små totter pandehår som, helt stive af hårlak, stritter i hver sin retning. Det stive smil. De små firkantede solbriller hun tager på, hvilke leder mine tanker mod Neos fra The Matrix. Tydeligst indikeres det mærkelige af det faktum, at hun har en fjernbetjening tapet grundigt fast til sin hånd. Den syrede stemning bliver i den grad understreget, da et kæmpestort øje bliver videoprojekteret op på væggen bag kvinden akkompagneret af et elektronisk og nærmest tranceagtigt lydunivers. Lyset er i rosa og violette nuancer. På gulvet står kartoner med plantemælk, urtekram-pakker og økologiske havregryn i papiremballage. Hvad skal der ske, tænker jeg? 

Noget virkelig virkeligt er en fortælling om en ganske almindelig kvindes ganske almindelige hverdag. Forestillingen i sig selv er dog noget ganske særligt: nutidsdramatik, der formår at være relaterbart, empatisk og hysterisk underholdende på én og samme tid. 

VI MENER
Da jeg i forestillingsprogrammet læser, at dette er fortællingen om dig, der “fik ondt i maven, da du blev nødt til at vælge æblerne i plastik”, tager jeg mig selv i kort at frygte, at det er en moraliserende omgang, jeg har i vente. Jeg kigger spændt rundt på publikum i Svalegangens Lille Sal. På scenen hænger ternet plastikpresenning ned fra loftet, hvilket skaber væggene til et intimt, rosa-violet univers. Snart kommer skuespilleren (Simone Mikkelsen) ind på scenen. Hun står længe og kigger på os. Hun har ikke travlt. Efter sin entré henvender hun sig til det store, blinkende øje og begynder at fortælle det om sin ganske almindelige hverdag, som inkluderer grønne smoothie bowls på instagram, kaffeaftaler, som hun egentlig ikke orker og sms-beskeder fra Amnesty. Hver gang kvinden, som vi erfarer er 23 år, kommer fra Jylland og også hedder Simone, trykker på en knap på sin fjernbetjening, svarer øjet hende.

Igennem denne syrede samtale mellem øjet og Simone får vi indblik i en ung kvindes politisk korrekte hverdag, men langsomt krakelerer den perfekte facade. Ud gennem sprækkerne pibler en fortælling om en altomsluttende kedsomhed og indebrændt frustration over sig selv, sin omverden og de samtaler, vi har med hinanden - eller snarere frustration over de samtaler, vi ikke har. Simone savner, at der er nogen, der interesserer sig for, hvordan hun virkelig har det. Hun er frustreret over, hvorfor der ikke snart sker noget virkelig virkeligt! Som da hun udbryder, at hun ville ønske, hun var krigsflygtning eller kræftpatient, for så skete der i det mindste noget! Hun bliver ofte træt af øjets mekaniske svar, men kan alligevel ikke undvære samtalen, så hver gang ender hun alligevel med at trykke på sin fjernbetjening. Jeg får indtrykket af, at øjet er hendes (eneste) betroede, en omsorgsperson i robotform. Men hvem er dette øje? Er det hende selv? Er det publikum? Er det en robot, der holder hende med selskab? 

Simone Mikkelsen gør det fremragende i rollen som den unge, frustrerede kvinde. Hun er underspillet og har en gudsbenådet timing. Det underspillede eksploderer, og alting kulminerer, da Simone for tredje gang fortæller os om sin ganske almindelige hverdag. For hver genfortælling klinger fortællingen mere og mere skingert. Hun bæller nu økologisk soyamælk og gnasker havregryn, alt imens hun skriger og skaber sig. Jeg får associationer til Anders Matthesens stand-up show Tal for dig selv fra 2004, hvor man i første halvdel af showet får den positive fortælling, mens anden del er den pessimistiske og noget mindre flatterende side af historien. På samme vis ser vi nu i Noget virkelig virkeligt den anden side af Simones sandhed. Hendes bukser, som i første fortælling var et genbrugsfund, er nu et par nye weekday-jeans, som hun har sprættet bagmærket af. Fortællingen om det hyggelige middagsselskab er nu erstattet af parodier af en endeløs, kværnende samtale, der røvkeder hende. På et tidspunkt bliver Simone så træt af sin egen fortælling, at hun metaforisk og nærmest bogstaveligt talt brækker sig over den, hvilket er herligt grotesk. Generelt har Mikkelsen publikum i sin hule hånd, og hele salen, på tværs af køn og alder, griner med, når hun, skinbarligt ærligt, lukker os ind i sit univers. 

Jeg ville ønske, at jeg ikke kunne relatere til Simones frustrationer, men det kan jeg. For selvom hendes hverdag med forelæsninger og visit fra venner på overfladen syner tryg og god, kan jeg genkende hendes frustrationer. Jeg kan relatere til hendes higen efter at noget virkelig virkeligt skal ske. Jeg kan relatere til hendes frustration over de polerede fortællinger, vi skaber for os selv og hinanden. Noget virkelig virkeligt føles på den ene side som en kærlig krammer fra en kær ven. På den anden side kalder forestillingen bullshit på al den overfladiskhed, vi fylder vores hverdag med. Med ubehageligt præcise hverdagsepisoder formår dramatiker Rebekka Boyding at skabe et spejl for vores førsteverdens-frustrationer, uden at tonen bliver proklamatorisk eller belærende. Forestillingen er i øjenhøjde og lykkes med at tage frustrationerne seriøst. Hvorfor keder vi os? Hvorfor føler vi os nødsaget til at holde den perfekte facadefortælling? Det er imponerende, hvordan forestillingen på én og samme tid er konfrontatorisk og tankevækkende, men samtidig hysterisk underholdende. Jeg græder af grin - bogstaveligt talt, men det ubehagelige ligger lige under overfladen og lurer. Hvorfor er Simone nødsaget til at fortælle alt dette til øjet på væggen frem for sine venner? Noget virkelig virkeligt er et glimrende eksempel på, hvordan man kan lave ærligt, kærligt og ikke mindst tragikomisk dramatik anno 2020.

Noget virkelig virkeligt har min fulde opmærksomhed langt det meste ad vejen med sin groteske, satiriske og selvironiske portrættering af en ganske almindelig hverdag. Mod slutningen bliver forestillingen dog til den lange side, da det frustrerede tager overhånd og munder ud i vrede råbereplikker. Jeg brød mig bedre om, da det var sjovt. Der gemmer sig muligvis en pointe her: at undertegnede, selv efter at jeg i den grad har fået vakt min empati for Simone, alligevel bliver irriteret på hende, når hun ærligt og uden omsvøb fortæller mig, hvordan hun har det. At hun viser sig at have ret, når hun siger, at “ingen gider at høre, hvordan jeg virkelig har det”? 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingen spillede blot denne ene aften på Svalegangen. Til gengæld spiller den på Teater Katapult den 3.-4. december, hvor der stadig er enkelte billetter til salg til fredag den 4. december.