MY DEER HUNTER

MY DEER HUNTER

Edison, Siloen
31. Oktober - 5. december 2020

Jeg bevæger mig uroligt på publikumssædet, og det slår mig, at jeg ikke kan huske, hvornår en forestilling sidst har haft så stor en fysisk effekt på mig.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Teaterkompagniet Fix og Foxy beskæftiger sig med samfundet og den tid, vi lever i. Det kan man sige om meget teater, vil du måske tænke, men Fix og Foxy er nu alligevel noget særligt. I deres forestillinger inviteres rigtige mennesker nemlig på scenen, og de giver derfor deres publikum en helt unik mulighed for at komme meget tæt på og stå ansigt til ansigt med mennesker, der har levet den historie, der formidles. 

I Fix og Foxys nyeste forestilling, My Deer Hunter, er det krigsveteraners kamp for at vende tilbage til livet, der er omdrejningspunktet. På scenen befinder sig derfor fire vaskeægte veteraner, hvis historie er blevet iscenesat af kunstnerisk leder og instruktør Tue Biering som et dokumentarisk drama. Sammen med publikum genbesøger de det liv, de havde før krigen, det liv de havde under krigen og tiden efter krigen. Alt sammen i et forsøg på at samle skårene og finde tilbage til den de var, før livet som krigssoldat ødelagde dem

VI MENER
Fix og Foxy er mestre i at få menneskers fremmede virkelighed til at synes virkelig for andre, og My Deer Hunter er endnu et vellykket eksempel på dette. Allerede fra start bliver vi bragt helt tæt på de fire krigsveteraner, der præsenterer sig selv foran et kamera på scenen, hvis billeder vi kan følge på en skærm, der hænger ud mod publikumsrækkerne. De fortæller os også, hvordan de har det med at stå der på scenen og være i rum med så mange fremmede mennesker. Det er utilregneligt terræn, og der er mange ubekendte. Ikke ligefrem en beroligende situation for et traumatiseret og måske endda PTSD-ramt menneske.

Den jakkesætklædte Jonas Hjort med tilbagestrøget hår ligner mere en tjekket forretningsmand eller politiker end en ødelagt veteran, men han lader os vide, at han ser sådan ud af en årsag. Han vil nemlig gerne gøre sig umage. Hans indledningsvist lidt stive replikføring, som dog blødes op undervejs, får mig først til at frygte, at jeg vil få svært ved at involvere mig ordentligt, fordi det tydelige manuskript bliver for distancerende, men på en eller anden måde kommer det hurtigt til at gå godt i spænd med hans afpudsede ydre. Det lugter af et overdrevet kontrolleret menneske, der gennem kontrollen desperat forsøger at klamre sig til et holdepunkt midt i et altoverskyggende kaos. På samme måde fornemmer man uroen bag det rolige familie-faderlige ydre hos den lidt ældre Nicolai Stokholm, der med en god, naturlig ro indtager scenen. Det nervøse smil og ordene, han siger, afslører, at der under overfladen gemmer sig et virvar af ubehagelige erindringer. Sara La Cours store blå angste øjne gør indtryk, idet de står i skærende kontrast til den stålfaste ro, hvormed hun præsenterer sig selv. Hun er ikke noget offer, gør hun det klart for os. Sidste mand i rækken er den udadtil bryske, jyske mand Palle Würtz. Jeg bliver nærmest skræmt af, hvor kølige og metalliske hans øjne er, og hvor nøgtern en stemme, han leverer sine barske og gruopvækkende ord med. 

Det er fra begyndelsen klart, at vi skal tæt på de fire. Der er virkelig noget på spil for dem, hvorfor det også virker ekstra skrækindjagende, når de kaster sig ud i fortællingen om deres liv som soldater. Vil de kunne holde til det? Kan vi være sikre på, at det her ikke ripper op i traumet for dem og udløser en reaktion? Måske lige der midt på scenen? Det bliver dog overkommeligt at være publikum til, fordi det er tydeligt, at de er hamrende godt instrueret af Biering. Det er en imponerende bedrift at få fire almindelige mennesker til at levere replikker med så stor overbevisning. Godt nok er det deres egne historier, og de ville næsten kunne overbevise mig om, at det hele er improviseret og spontant, hvis ikke det er fordi, de enkelte gange har brug for suffli.

Doku-dramaet gør brug af et utal af effektive greb, der har til formål at bringe os uhyggeligt tæt på virkeligheden. Dels er der to kameraer på scenen, der giver os mulighed for at komme tæt på de medvirkendes ansigter, så vi selv kan gå på jagt efter de sprækker, der afslører al den gru, der gemmer sig under overfladen. Jonas’ rædsler nærmest siver ud gennem hans evigt bekrymrede rynke i panden, og Sara virker flere gange tydeligt påvirket, og må af og til lukke øjnene, mens de andre taler eller agerer. Det gør også indtryk, når de fire må iføre sig høreværn og solbriller, hver gang der gøres brug høje lyde eller voldsomt blinkende lys. Det forklares aldrig, men jeg forstår, at det er et spørgsmål om at afskærme dem fra eventuelle triggers. Det bliver ikke mere virkeligt, end da Nicolai fra scenen ringer til sin kone for at høre, hvad hun tænkte, da han skulle udsendes. Det er ikke en båndet optagelse. Vi får lov til at dumpe lige ind i deres virkelighed, hvor hun har travlt med at passe børnene derhjemme. 

Således udvider My Deer Hunter grænserne for, hvad teater er og kan, for her får vi lov til nærmest at leve en rigtig virkelighed med fire fremmede, der generøst deler ud af deres liv i halvanden times tid. Den del af virkeligheden, vi af gode grunde ikke kan være med i, da den befinder sig i fortiden, genskabes på scenen gennem en effektiv aktivering af alle sanser. En død hjort parteres på scenen, hvorefter et stykke kød fra den steges i en toaster. Normalt vil en sådan duft sikkert kunne få manges tænder til at løbe i vand, men når den pludselig spreder sig, mens de fire veteraner genskaber krigsscener og fortæller om døde kammerater, bliver lugten af stegt kød pludselig kvalm.

Det er så virkeligt, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal reagerer. Mit hjerte hamrer og klumpen i halsen vokser sig større og større, jo længere vi når ind i historien. Jeg bevæger mig uroligt på publikumssædet, og det slår mig, at jeg ikke kan huske, hvornår en forestilling sidst har haft en så stor fysisk effekt på mig. Da Sara stiller sig og synger salmen Se nu stiger solen, kan mit hjerte ikke mere og tårerne strømmer ned ad kinderne. Og de gør det igen nu, hvor jeg skriver dette. Det er så hjerteskærende. Sangens håbefulde melankoli passer perfekt til forestillingen, hvor de fire famler efter håbet om en mindre traumatiseret hverdag. Det er nedslående at høre, hvordan fire liv blev splintret så tidligt - Sara nævner på et tidspunkt, at hun er 19 år, da hun starter i militæret. 19 år! Det er også nedslående, at My Deer Hunter ikke kan slutte lykkeligt og være fortællingen om, hvordan de heldigvis alle er kommet ud på den anden side igen og har det helt perfekt. Det kan den ikke, fordi det ikke er sandheden. De fire er stadig lige midt i det og lever med denne virkelighed hver dag. Alligevel efterlader forestillingen mig med håb om og en tro på, at man kan vende tilbage til livet. Alene det at de fire kan stille sig op på en scene og rent faktisk fortælle deres historier vidner om fremskridt.

Alle fire kan de berette om voldsomme efterreaktioner, der rummer enorm vrede, angst og afmagt. Palles fortællinger er især voldsomme. Forestillingen igennem virker han mest af alt som en hård, usympatisk, fremmedfjendsk og kvindehadsk militærmand, og det gør ham utrolig svær at holde af. Alligevel gør det ondt, når han fortæller, hvordan han har truet både ekskonens nye kæreste og datterens dagplejemor på livet i glødende raserianfald. For som forestillingen skrider frem, forstår jeg ham mere og mere og kommer derfor til at holde med ham. Mod slutningen siger Sara, at det er gået op for hende, at hun må fortælle sin historie, hvis hun vil have andre til at forstå, og det er præcis, hvad både Palle, Sara, Nicolai og Jonas formår med denne forestilling. De får mig til at forstå deres virkelighed og minder mig også om, at der kan gemme sig meget bag andre menneskers uforståelige handlinger.

Sara siger indledningsvis, at hun ikke er noget offer, og hun kan være ganske rolig ved, at det ikke er det indtryk, hun efterlader. Det gør ingen af dem. My Deer Hunter er på ingen måde en offerhistorie. Det er en fortælling om helte, der kæmper bravt for at overvinde krigen inde i dem selv. 

My Deer Hunter er et medmenneskeligt mesterværk! 

Tak Palle
Tak Sara
Tak Nicolai
Tak Jonas

Tak for jeres mod. I er i sandhed helte!

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Salen er lille, og alle pladser koster det samme. Hvis du er under 25., sparer du 100 kr. ifht. normalprisen og kan komme afsted for 95 kr. Som studerende er der også rabat at hente, da du her kan få en billet for 145 kr.

FOTO: Søren Meisner