The Female Gaze

_DSC9725.jpg
 

The Female Gaze

Glyptoteket
(og Teatret ved Sorte Hest i 2021)
29. oktober - 1. november 2020
og 20. maj - 1. juni 2021

Men ligesom en gastronomisk oplevelse, der til at starte med kan virke fremmedartet og sær, men som efterlader en dejlig eftersmag, bliver jeg langsomt tryg ved de skamløse scenarier, som Thomasen og Rosenstjerne udsætter publikum for.   

Af: Anna Sharko

HVAD ER DET
Line. Line er en fin, lille prinsesse. Line er faktisk den fineste lille prinsesse i hele kongeriget. Hun har en far-”Konge” og en mor-”Dronning”, der ikke kan få nok af at vise deres fine, lille prinsesse frem. Line blev født i et nys og gylper kun blomster. Line har alt, hun kan drømme om - bortset fra én ting. Line har ikke et numsehul. Det er slet ikke muligt for Line at have et numsehul, da hun jo er den fineste prinsesse i hele kongeriget, som alle må beundre. Men uden et numsehul kan Line ikke komme af med alt det lort, hun hver dag bliver fyldt op med, og det æder hende. Lortet æder hende indefra.

The Female Gaze er en humoristisk forestilling, der bliver skabt i en kunststafet mellem fem kunstarter; lyd, dans, fotografi, dramatik og installation. Den enkelte kunstner har fået til opgave at undersøge kvinden med nye øjne, hvilket udfolder sig i et kunstnerisk eksperiment. Line er således navnet på de mange karakterer og sider af kvinden, som undersøgelsen har frembragt.

VI MENER
Længe har jeg glædet mig til at se The Female Gaze. I første omgang fordi forestillingen er skabt af disse fem ‘frames’, hvor man som publikum har kunnet følge processen i et års tid - blandt andet til en kunstsalon på Det Kgl. Teater. Nu står det færdige produkt endelig klar. Jeg har særdeles glædet mig, fordi forestillingens venue er den store, smukke festsal på Glyptoteket, hvilket viser sig at være en fremragende oplagt lokation for denne kvindeundersøgende forestilling, da det står i skarp modsætning til manden og den maskuline krop, som ellers fylder meget på Glyptoteket og i den festsal, vi sidder i. Det virker nærmest som om, at scenografien ikke kun er de få kvadratmeter, som skuespillerinden Line Bie Rosenstjerne og danseren Stephanie Thomasen bruger, men hele festsalen.

Ser man bort fra det store venue, fremstår scenografien som et stort roderum af fotografier, stofmaterialer og enkelte rekvisitter, der er indrammet i en stilladslignende indhegning. Det ligner et laboratorium, som man kan gå på opdagelse i og aldrig komme ud af igen, hvilket de to aktører nærmest også gør. Der er intet på aktørernes få kvadratmeter, som de ikke rører ved - og det gør både scenografien meget levende, men det er også roderummet, som lader forestillingen udfolde sig mere og mere i fælleskab med Line Bie Rosenstjernes fortælling om de mange ‘Line’-karakterer.

Det er også kun Rosenstjerne, som har en stemme i The Female Gaze. Hendes medaktør Stephanie Thomasen, der er koreograf fra Uppercut Danseteater, siger ikke et ord i løbet af forestillingen, men hun sætter til gengæld krop og bevægelse på de fortællinger, der ryger ud af Rosenstjernes mund. Sammen udtrykker de en vældig humoristisk vinkling af forestillingens temaer, hvor de kan gejle hinanden op og ping-ponge mellem ord og krop.

Det er særligt emner som patriarkatet, sexisme og feminisme, der er i fokus i The Female Gaze. I løbet af forestillingen kommer radikale statements frem, som eksempelvis udspiller sig i meget sexede scener, generel skamløshed eller nærmest barbarisk afbildning af det maskuline. Men ligesom en gastronomisk oplevelse, der til at starte med kan virke fremmedartet og sær, men som efterlader en dejlig eftersmag, bliver jeg langsomt tryg ved de skamløse scenarier, som Thomasen og Rosenstjerne udsætter publikum for. Jeg ser dette som en skarp afbildning af de mange aktivister eller “sure feminister”, der i manges øjne forarger og går over gevind i momentet, men som kan ændre vores normer i samfundet på den lange bane.

Når det er sagt, er jeg ærgerlig over alle de statements og provokationer, der var til stede i The Female Gaze. Ganske enkelt var der blot for mange af dem. Årsagen er muligvis denne sammensmeltning af kunstarterne, for det er nærmest som om, hver kunstner i de enkelte kunstarter leverer en bannerførende stemme. Der er et klimaks i fotografierne, i teksten, i dansen, i lyden og installationen, men de følges desværre ikke helt ad. Allerede halvvejs i forestillingen tror jeg, at den er ved at runde af, men så kommer der en ny konflikt, og sådan gentager det sig et par gange, så jeg mister hurtigt fornemmelsen af helheden. Og ja, der blev skabt god plads til alle kunstarter, men de ender med at stå i vejen for hinanden og for den røde tråd.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
The Female Gaze spiller ikke længere på Glyptoteket, men forestillingen sættes atter op på Teatret ved Sorte Hest til foråret med en billetpris på 90 kroner, hvis du er under 25 år.

FOTO: Karoline Lieberkind 


 
Den 4. VægComment