ER DU BLEVET ANDERLEDES

image2.jpg
 

ER DU BLEVET ANDERLEDES

Teater Momentum
2. og 3. november 2020

Scenografien leger med en association til et fremkalderrum, der på samme måde som vores bevidsthed henter billedlige erindringer frem, fremkalder fotografier af det mest mindeværdige fra vores liv.

Af: Astrid Elisabeth Bjåstad

HVAD ER DET
Hvem kender ikke følelsen af sårende ord, der nærmest kan pierce sig ind igennem kroppens muskelfibre og for evigt blive lagret som arvæv på sjælen? Disse ord smedes oftest, hvis relationer når et brud, en kursændring eller en forandring, som kalder på en reaktion. Lige dér. Så flyder munden, som bekendt, over med, hvad hjertet er fuld af, og modtageren er for evigt mærket af det sagte – det skrevne.  
Er du blevet anderledes er en collageforestilling af sekvenser, som baserer sig på autentiske danskeres udveksling af skrevne ord mellem hinanden. Projektet om at indsamle SMS’er, breve og mails fra anonyme danskere startede tilbage i begyndelsen af 2019 under navnet ’Breve Søges’ af projektleder Mille Nor Koefoed. Dette empiriske indblik i ægte menneskers kommunikation, til og imellem hinanden, blev samlet, formidlet og iscenesat på de skrå brædder på Aveny-T og Teater Momentum af Mille Nor Koefoed og Oline Zilstorff under navnet DONNA DONNA.

VI MENER
Med løftet om en forestilling, som skal præsentere og repræsentere virkelige menneskers ordudvekslinger under mere eller mindre velkendte relationelle omstændigheder, er jeg godt begejstret og direkte nyfigen.
Scenografien er enkel men effektfuld. Skuespillerne Martin Nielsen og Marie Boda træder ind i et åbent rum med tynde forhæng, der skiftevis trækkes for og fra mellem de forskellige scener. Scenografien leger med en association til et fremkalderrum, der på samme måde som vores bevidsthed henter billedlige erindringer frem, fremkalder fotografier af det mest mindeværdige fra vores liv. Scenografien understøtter collagestrukturen, og den giver plads til, at de to skuespillere kan vække ordene til live og udspille historierne. 

Vi møder flere skæbner i de korte fortællinger, men ingen af dem præsenteres ved navn eller relation. Deres forhold må vi gætte os til som deres dialog folder sig ud og disse skift markeres ved brugen af forhæng og ved enkelte koreografier undervejs i stykket. Det er dog ikke vanskeligt at skelne imellem karaktererne på scenen. Nielsen og Boda skifter ubesværet roller og portrætterer på fin vis far og datter, efterfulgt af mand og kone, dernæst kæreste og overgrebsmand osv. Er du blevet anderledes berører dermed også flere tangenter på følelsesskalaen, da de mange forskellige konfrontationer dækker over en bred kam af konflikter. Vi hører for eksempel en person undskylde sin utroskab overfor kæresten, og vi er dermed vidne til et forhold, der slutter med de ord, der bliver talt. Senere i forestillingen møder vi en mor og søn, som hen over vasketøjet, skændes om de penge, der har skilt deres forhold og som må føre til en adskilt jul. Sekvenserne fungerer som små, komprimerede indblik i hele livshistorier, og manuskriptet er skrevet af virkelige mennesker. 

Enkelte gange fremføres sekvenserne så hurtigt, at jeg sidder med en fornemmelse af at savne nerve og dybde i disse karakterer. Det er ærgerligt, for senere i forestillingen står det klart, at det ikke er et udtryk for skuespillernes begrænsede formåen. Det er måske nærmere konceptet og ønsket om at portrættere så mange af de forskellige, autentiske skæbner som muligt, der skaber en følelse af overfladisk fortælling.
Uagtet så er det værd at se forestillingen, som et kreativt resultat af et spændende, sociokulturelt projekt, der med garanti fremkalder egne erfaringer og erindringer på din indre lystavle. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Har du årskort til Teater Momentum, så er dette en af de utallige forestillinger, som ikke koster dig indgang. Til gengæld skal du være hurtig, hvis du skal nå at reservere plads! 
For unge under 25 år koster en enkelt billet 60 kroner, og en almindelig billet koster 110 kroner (begge ekskl. et mindre gebyr på 4,95 kroner)

FOTO: DONNA DONNA 



 
Den 4. VægComment