Light - Bach dances

Light - Bach dances

Det Kongelige Teater, Operaen
8. maj - 15. maj 2021

I halvanden time er jeg fuldstændig opslugt af de stærke fortællinger om livet og dets afslutning, som tryllebundet af det længselsfulde, smukke univers.

Af: Frederik Nagel Fryland

HVAD ER DET 
Hofesh Schecter har i samarbejde med operachef og instruktør John Fulljames sat dans til musik fra Bachs kantater. Light tager publikum med på en eksistentialistisk rejse, hvor der stilles spørgsmål om livets forgængelighed og dødens uundgåelighed. Undervejs afspilles uddrag fra otte interviews med terminale patienter, der beretter om deres tanker og overvejelser om snart at skulle herfra. Indholdsmæssigt spænder vidnesbyrdene bredt; fra banale betragtninger om ikke længere at have brug for sit vintertøj til store, fundamentale livsspørgsmål om, hvordan man gerne vil huskes.

Musikken spilles af det danske barokorkester, Concerto Copenhagen, under ledelse af Lars Ulrik Mortensen. Koret er sammensat af danske såvel som internationale sangere, heriblandt Jakob Bloch Jespersen, Mary Bevan, Chia Tanigaki, Mia Bergström, Kristin Mulders, og Yannis François. De 11 danserne er alle en del af Hofesh Schecters Kompagni. Forestillingen er udarbejdet i samarbejde med St. Mary’s Hospice i Birmingham, landsforeningen Liv&Død, tidligere formand for etisk råd Ole Hartling, m.fl.

VI MENER
Mine forhåbningerne til Light er store, da Hofesh Shechters koreografier før har blæst mig omkuld, bl.a. som en del af Det Kongelige Teaters format Dans2Go. Dog er jeg spændt og en smule usikker på, hvorvidt Shecters moderne og til tider vilde formsprog er foreneligt med Bachs højstemte, barokke kirkemusik. Jeg glemmer hurtigt mine bekymringer.

Indledningsvist dominerer den kirkelige stemning, da kor og dansere sidder på rækker af institutionsvenlige stabelstole med ryggen til publikum. Jeg føler mig inviteret med til sorgterapimøde i den lokale menighed, og passende er et bakkebord anrettet med plastickopper og kirkekaffe. Forsamlingen har formået at indrette et nærmest intimt rum i den imposante og andægtige kulturkatedral, operasalen udgør. Orkesteret er trukket op af orkestergraven og placeret på scenegulvet, hvilket gør musikken til en naturlig og velintegreret del af forestillingen. Det en fryd at se ensemblet spille og langt mere stimulerende, end hvis den blot udgjorde et usynligt baggrundslydtæppe. Jeg oplever efter kort tid, at der er etableret et oprigtig nærvær og en inderlig samhørighed på scenen. Det kommer især til udtryk i et tilsyneladende gnidningsfrit samspil mellem dansere, kor og orkester, der fuldkomment smelter sammen til en pulserende homogen organisme. 

Tom Scutt har skabt en enkel, men utroligt velfungerende scenografi, der tillader kor og dansere at bevæge sig frit mellem forscenen og et plateau i baggrunden, der udgør en ekstra scene. Henover plateauet hænger et kæmpe lysreklameskilt, der frembringer korte budskaber og nøgleord gennem teatermørket og røgkanonernes slør. Kostumerne er hverdagsagtige, men smagfulde, i moderne farver og mønstre, og både dansere og kor ligner noget, man genkender fra det Københavnske gadebillede. Paule Constables lyssætning er legende og bidrager flere gange til en særlig, gådefuld stemning, som da Jakob Bloch Jespersen drages af en kridhvid lyskegle og går mod evigheden, idet han kravler ind i en åben, oprejst kiste hvorfra spotlyset udstråler. 

Koret synger aldeles tydeligt, så publikummer med gode tyskkundskaber let kan afkode sangenes indhold. Mit skoletyske er dog “sehr rostig”, hvorfor det er en stor hjælp, at de oversatte sangtekster undervejs vises på en skærm over scenen. En enkelt kantate er oversat til dansk, og selvom det er smukt at høre mit modersmål sunget til Bachs velkomponerede melodier, foretrækker jeg personligt “das Originial”, da det momentale sprogskift er en smule forstyrrende. De afspillede interviews er udført på engelsk og min første indskydelse er, at det ikke fungerer optimalt. For et par danskere, der interviewes, udgør fremmedsproget åbenlyst en sproglig barriere, der leder til tøven og problemer med at oversætte danske betegnelser. Efterfølgende erkender jeg dog, at det er med til at gøre fortællerne endnu mere menneskelige, skrøbelige og charmerende. 

Schecters koreografi nyfortolker barokdans og bygger bro mellem Bachs musik og de nutidige fortællinger. Dansernes synkrone bevægelser pendulerer smidigt frem og tilbage og er lige så velkalibrerede som et nyserviceret schweisisk urværk. Kompagniet danser eminent, men især Jared Brown brillerer i en scene, hvor han først klæder sig af til kun at stå i undertøj. Afklædt lader han sig føre, favne og løfte af de andre dansere, der danner en omklamrende, men omsorgsfuld terapigruppe, og med energiske spjæt forsøger han at flygte fra dem – og fra døden. Det er en ekstremt fin passage, der udføres med stor ømhed og symbolsk viser det limbo, terminalpatienterne navigerer i. Jeg sidder flere gange undervejs på kanten af stolesædet med øjnene spærret op og tænker, at jeg vil se det hele i slowmotion igen og igen. 

Jeg har ikke let til tårer, men under arien Schlummert ein, ihr matten Augen dirrer mine øjne alligevel af overfladespænding. Bachs repertoire gør mig salig, og det er som at få en mild hovedbundsmassage og derefter blive indhyllet i et lunt og uldent tæppe. Lars Ulrik Mortensen leder kyndigt og med stor indlevelse orkesteret gennem hele forestillingen og formår på imponerende vis at dirigere med den ene hånd og spille orgel med den anden. Han har en smittende energi, der spreder sig til resten af orkesteret. Kort før det hele kulminerer i en eksplosiv glædesrus til tonerne af Sinfonia i D-dur, rejser Mortensen sig fra orgelet. Det lyser ud af ham, at han er overvældet og stolt af ensemblet, der også rejser sig og blander sig med dansere og kor, mens de spiller. Det Kongelige Teaters årlige samarbejde med Concerto Copenhagen er således endnu en gang vellykket. Efter et splitsekunds stilhed hædrer publikum holdet bag Light med fuldt fortjente stående ovationer og højlydt applaus.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende på Det Kongelige Teater. Schecter og Fulljames har formået at skabe et ekstremt raffineret og hjertevarmt rum, der runger og giver genklang af eksistentielle ekkoer. I halvanden time er jeg fuldstændig opslugt af de stærke fortællinger om livet og dets afslutning, som tryllebundet af det længselsfulde, smukke univers. Det eviggyldige, alvorlige tema om døden bliver behandlet på fornemmeste vis, og jeg forlader Operaen mere opløftet end nogensinde før med største appetit på livet. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Der er få ledige billetter tilbage, så det er stadig muligt at opleve Light i Operaen. Hvis du er under 24 år, får du 40% rabat, så du kan være heldig at få billetter helt ned til 159 kroner. 

FOTO: Camilla Winther