Ebberød Bank 2.0

EbberoedBank_137.jpg
 

Ebberød Bank 2.0

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
8. maj - 29. maj 2021

Jeg beklager, hvis jeg er kommet lige lovligt negativt fra start. For der er mange pæne ting at sige om forestillingen. For selvom tempoet kan virke sløvt indledningsvis, så får det heldigvis gradvist mere og mere fat.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET 
Hvis der er noget, der kan give anledning til bekymring for de fleste mennesker, så er det penge og økonomi. Især fordi mange af os låner store summer penge af banken, for overhovedet at have råd til et sted at bo, som tager flere årtier at betale tilbage. Sådan er det også for Peter Vipperup (Rasmus Bruun) fra Ebberød. Han har hele byen på nakken, fordi han skylder dem alle sammen penge. Det hele ser ret sort ud for den lille triste mand, indtil hans stenrige søster Johanna (Christine Gjerulff) kommer hjem til byen og lærer ham at drømme stort og tænke sig selv som en “sexet millionøse”. Så Peter opfinder sit eget økonomiske system med nogle penge, der faktisk ikke rigtig er der, men som han får det meste af Ebberød til at hoppe med på. Pludselig vil alle tage lån i Peters nye bank “Ebberød Bank”. I virkeligheden er Peters system måske bare ikke så originalt endda. For måske er det i virkeligheden bare sådan, økonomi fungerer de fleste steder. Vores penge i banken er jo egentlig bare tal på en skærm og ikke rigtige fysiske penge. Det er vel i virkeligheden bare et ikke-fysisk system, vi er blevet enige om gælder som værende økonomi, og på den måde er Peters vel ikke så anderledes?

Ebberød Bank er heller ikke så ny og original en fortælling. Den er oprindeligt en folkekomedie fra 1923 og blev siden lavet til en film i 1943. Og hvad betyder det så, at den gamle fortælling i Det Kongelige Teaters udgave er en version 2.0? Jo, det betyder ganske enkelt, at instruktør Heinrich Christensen har omskrevet historien til en moderne farce. Grundhistorien er den samme, men er blevet løftet ind i nutiden - mere eller mindre. Dertil har man sat de to radio-satirikere Frederik Cilius og Rasmus Bruun på scenen i bærende roller. 

“En forestilling om økonomi? GAB!”, tænker du måske. Ja, måske ikke lige det, der umiddelbart får det til at kilde alle de fede steder, men som nyomksrevet farce er det nu alligevel ikke helt så kedeligt endda. 

VI MENER
Jeg indrømmer blankt, at jeg har en smule svært ved at forstå projektet, da jeg læser om det inden forestillingen. Jeg forstår ikke helt, hvad satire-duoen og Radio 24syv-legenderne Rasmus Bruun og Frederik Cilius skal i en farce på Store Scene i Skuespilhuset sammen med et hold solide og dygtige skuespillere. Jeg har set deres tidligere forestilling på selvsamme scene, Det skide show, som de selv skrev, og som tog udgangspunkt i det satiriske univers fra deres radioprogram Den Korte Radioavis. Det samme gjorde sig gældende for efterfølgeren Sommeren på Birgitø, som kun lige nåede at få premiere, før corona satte en stopper for festlighederne, men som snart genoptager spilleperioden. 

I Ebberød Bank 2.0 optræder de to dog “bare” som skuespillere. Rasmus Bruun endda i den altoverskyggende hovedrolle. Hvorfor nu pludselig det? Er det Det Kongelige Teaters forsøg på at gøre de kommercielle teatre kunsten efter og sætte uerfarne kendisser på scenen for at trække publikum til? Jeg er egentlig fan af Den Korte Radioavis, og Rasmus Bruun og Frederik Cilius i det hele taget, så det burde vel vække en vis begejstring at få glæde af dem på scenen. Der skal dog alligevel være en mening med galskaben, før jeg lader mig overbevise. Jeg indfinder mig derfor i det røde publikumssæde med både skepsis og forhåbning om, at den Cilius-Bruunske humor vil gennemsyre moderniseringen af den gamle tekst. 

Fra første sekund gøres det tydeligt, at det er en farce, vi nu skal være publikum til. Eller om ikke andet så i hvert fald noget gakket. Rasmus Bruun halser karikeret afsted på en gigantisk drejescene, hvorpå en stor skrå scene med simple plankehuse og træ-lygtepæle snurrer afsted. Symbolikken i Gjermund Andresens scenografi er til at tage og føle på med alle de skrå linjer; noget er helt skævt i byen Ebberød. Ind kommer alle karaktererne, så vi kan blive præsenteret for dem. De jagter alle sammen Bruuns karakter, fordi han skylder dem penge. Det giver også Bruun en kærkommen anledning til at tiltale dem alle ved navn, så karaktergalleriet er klart og tydeligt tegnet op, før fortællingen for alvor kan begynde. 

Selvom tempoet er højt fra start, er der alligevel noget gumpetungt ved det hele. En del af det er sikkert meningen, for der er noget sløvt ved Ebberød by, hvor de fleste bare gør som alle altid har gjort uden at stille yderligere spørgsmål til det. En del af det virker dog også utilsigtet. Rasmus Bruun må bære en hel del på sine uerfarne skuldre, og selvom holdet omkring ham slider for at holde det stabilt, så kan de ikke altid dække over, at spillet ind imellem bliver mere stift, end hvad godt er. Han har nu ellers god erfaring med at spille den nosseløse mand, og i den forstand er det ikke helt fjernt med ham i rollen som Peter Vipperup. Den del af det klarer han for så vidt også glimrende, men replikleveringen halter i første akt. 

At tempoet er til den vage side, er ikke Bruuns skyld alene. Det stikker og spider heller ikke på den intelligente måde, der ellers er kendetegnende for Bruun og Cilius, og det er her, jeg begynder at tvivle på projektet. For hvis ikke forestillingen gennemsyres af det, de to er kendt for, hvad er så deres berettigelse på den scene? Heinrich Christensens  modernisering af teksten bliver ofte lidt for søgt og åbenlys, og jeg må til min ærgrelse erkende, at der er langt mellem det sjove i første akt. Indimellem rammer den dog alligevel plet, og det er især, når teksten bliver højaktuel, for her mærker man den velkendte skarphed og hurtighed, som Bruun og Cilius vanligt mestrer. Et højt grin undslipper f.eks. mine læber, da en bank uden penge sidestilles med Jens Rohde i en debat om fri abort: K A T A S T R O F A L! 

Nu skal det ikke lyde som om, at Ebberød Bank 2.0 er en dårlig forestilling, for det er den ingenlunde. Jeg beklager, hvis jeg er kommet lige lovligt negativt fra start. For der er mange pæne ting at sige om forestillingen. Selvom tempoet kan virke sløvt indledningsvis, så får det heldigvis gradvist mere og mere fat, og det hjælpes især på vej af musiker Thomas Hamilton, der ofte ledsages af Frederik Cilius, der både spiller musik og skuespil i forestillingen. De spiller begge forrygende på en lang række instrumenter, og musikken fungerer ofte rigtig godt. Det bliver lidt irriterende, når det bliver for åbenlyst moderne; jeg havde ikke behøvet et nummer som This Girl is On Fire i en forestilling som denne, og det bliver nærmest lidt revy-agtigt, når forestillingen går den vej. I det store hele er musikken dog en gave til forestillingen. 

Dertil udmærker første akt sig også i kraft af skuespiller Christine Gjerulff, der er et lysende spillemæssigt højdepunkt. Hun er et powerhouse uden lige som personificeringen af kapitalismen; Peters søster Johanna, som lærer Peter at chante tre af livets store mål; PENGE, PIK OG PAGNE! Hun er gennemtrængende og kraftfuld. Andreas Jebro demonstrerer også, hvor uhyggeligt god og mesterlig en skuespiller han er i rollen som bankdirektøren, Askov. Han forstår sig både på komik og fysik og leverer det på en måde, hvor det bliver gakket, men aldrig plat. En evne der også især bliver tydelig i anden akt, hvor forestillingen løfter sig betydeligt. Her får også Nicolai Jørgensen for alvor foldet sit komiske talent ud. Det er ikke nogen nem opgave at skulle spille overbevisende fuld og samtidig gøre det sjovt, men lige præcis det mestrer Nicolai Jørgensen, og det er en kæmpe fornøjelse at overvære hans detaljerige og dejligt impulsive spil, når han kluntet forsøger at bryde ind i Peter Vipperups pengeskab. Han er et scoop for forestillingen.

Som Peter Vipperup får mere og mere succes i andet akt, kommer der flere farver på scenen, og det ville være nemt at tænke, at det åbenlyst er opturen i fortællingen, der løfter hele forestillingen. Men det er også som om, at teksten får mere bid og kant i andet akt. Rasmus Bruun har spillet sig varm og blender bedre ind, og Frederik Cilius’ i forvejen yderst solide og stabile spil bliver kun bedre. Cilius gør det nu egentlig rigtig godt hele vejen igennem, men teksten han har at arbejde med bliver gradvist bedre og skarpere. Det må dertil siges at være noget af et talent at kunne gøre lange monologer om økonomi så sjove og vedkommende, som han gør det. I andet akt mærker jeg for alvor Cilius og Bruun, og så begynder det pludselig at give mening at promovere hele forestillingen med de to. Her begynder meta-kommentarerne om “at monologer ofte er så lange og kedelige, at man glemmer at lytte” og den lidt ironiske distance til det at spille med i forestillingen at få lidt bedre fat, og de har i den grad deres berettigelse, når nu Cilius og Bruun jo rent faktisk er udefrakommende. Forestillingen kunne sagtens have båret et nøk mere af den slags. Ligesom den kunne have båret et nøk mere af den spiddende satire. Det er trods alt den, der får mig til at tænke over forestillingens pointe: hvor absurd vores økonomiske system og kapitalismen i grunden er.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Der er ikke mange billetter tilbage, så du skal handle hurtigt, hvis du skal nå at se den. Hvis du er under 24 år, er der ungdomsrabat at hente, hvilket betyder, at de billigste pladser, du kan få, koster 153 kr. Det er på bekostning af afstanden til scenen, men man ser udmærket fra de fleste pladser i Skuespilhuset, og på Det Kongelige Teaters hjemmeside kan man faktisk se et billede af, hvordan man ser fra den udvalgte. Smart!

FOTO: Emilia Therese

 
Den 4. VægComment