KONG LEAR

KONG LEAR

Husets Teater

9 september. – 7. oktober 2023

Når Čukić indtager rollen som hendes brutale far, tegner han et hæsblæsende portræt af et menneske, der med sit altid-hungrende ego dræner omverdenen for livsenergi. Det er skræmmende, men jeg griner også her, da latter er det eneste, jeg kan reagere på så absurd et vanvid med.

Af: Mikkel Lund

HVAD ER DET
Teaterchef for Husets Teater, Liv Helm, har de seneste år beriget dansk scenekunst med skæve perspektiver på klassikerfortolkninger, hvor kønsdebatten især har været i centrum. Mens hun sidste år kastede sig over Shakespeares Hamlet i Gertrud Svarer Igen, står Kong Lear nu for skud i Shakespeares tragedie af samme navn. Men hvor Shakespeares originale tæller et noget bredt karaktergalleri, er Kong Lear kogt ned til kun at rumme Lear, spillet af Dejan Čukić, og hans yngste datter af tre, Cordelia, spillet af Nanna Cecilie Bang. Lear vil pludselig abdicere fra tronen og vil deraf forære en del af riget til hver af sine døtre, men delen skal være proportional til størrelsen på den kærlighed, de hver især nærer til ham. Begge søstre proklamerer på kommando deres kærlighed, men når det bliver Cordelias tur, har hun intet at sige. Elsker hun ham ikke?

VI MENER
Jeg er ikke i tvivl om, at Kong Lear på Husets Teater er en genistreg, men jeg er til gengæld i tvivl om, hvorvidt man kan betegne forestillingen som en decideret opsætning af Shakespeare; snarere er der tale om en forestilling i dialog med Shakespeare, og Kong Lear har da også undertitlen Daddy issues, som er ganske sigende for indholdet (og lige så godt kunne være den bærende titel a la Gertrud Svarer Igen); nogen på scenen lider af et – som Freud betegnede det – ødipuskompleks som resultatet af en svært narcissistisk fader, hvor det virker til, at Bang, mens hun spiller Cordelia, også spiller sig selv. På den måde befinder Kong Lear sig i en konstant vekselvirkning mellem Shakespeares Kong Lear og en anden autofiktiv fortælling, der minder om et personligt terapiprojekt. Bang siger, at hun spiller roller, hvilket hun jo netop også gør, i og med hun står på scenen, men samtidig spiller hun også en påtaget rolle overfor sin krævende far, ligesom Cordelia gør. Der bliver leget med meta-niveauet.

I den forstand er Kong Lear meget selvreferentiel på en måde, som kan lyde indviklet, men udført med sådan en finesse, der er nem at følge og ikke mindst sætter forestillingens tragikomiske pointe på spidsen. For lynhurtigt kastes vi ud i livets dilemmaer, som når Cordelia tynges af at bryde med sin far, men samtidig må stille spørgsmålet, hvad hun egentlig ville gøre uden disse brydekampe; hun er et produkt af sin fars væremåde og kender kun til netop denne natur, som hun ved, er så destruktiv, selvom hun må spørge sig selv, hvad livets fylde ellers skulle bestå af; hvordan skal hun realisere sig selv, når hun kun ved, hvordan man realiserer sig gennem andres behov? Bekendelsen gør mig nærmest fysisk ondt, da jeg ikke kan beslutte mig for, om jeg skal grine eller græde af at overvære to mennesker slide sig gennem livets brydekampe, for de grusomme udfald følges lige så af små, korte øjeblikke, hvor Lear og Cordelia kan forsone sig.

Under Kong Lear må jeg dog ty til førstnævnte, da Bang og Čukićs måde at skildre deres kampe på er så karikerede, at det oftest er sjovt, som når de eksempelvis fysisk bryder med hinanden. Det letter den ellers tunge fortælling, når scenografien kropsliggør handlingen ved at forvandle scenen fra en psykisk til en fysisk kampplads. Sådan at reducere menneskets indre kampe til noget mere eller mindre banalt er helt i Shakespeares ånd, hvis værker ofte lovprises for sine universelle pointer i konkrete handlinger, hvilket Helm med Kong Lear har fortolket til perfektion. Fortjenesten ligger dog lige så meget på Bang og Čukić, hvis dynamik mellem hinanden aldrig tillader forestillingen at blive kedelig, men konstant holder dens dramaturgiske udvikling frisk og spændende.

Deres præstationer er hver især imminente og beriger forestillingen med en indlevelsesgrad, jeg ubesværet fortaber mig i. Flydende bevæger de sig fra den ene scene til den anden, fra originale scener fra Shakespeares Kong Lear til Bangs bekendelsesscener og helt op i helikopteren, hvor de reflekterer over idéerne bag Kong Lear. Især sidstnævnte er morsom, når Bang skejer ud i en dybdeborende, psykoseksuel fortolkning af sin faderlige kærlighed, hvor selv Čukić får for meget og må påminde hende om, at han altså ikke er hendes rigtige far! Men når Čukić indtager rollen som hendes brutale far, tegner han et hæsblæsende portræt af et menneske, der med sit altid-hungrende ego dræner omverdenen for livsenergi. Det er skræmmende, men jeg griner også her, da latter er det eneste, jeg kan reagere på så absurd et vanvid med.

Ej at forglemme det poetiske vanvid, Lear spyer under den berømte stormscene, hvor han kun ledsaget af en nar (også spillet af Bang, som jo over for sin far spiller roller) er fanget i et voldsomt uvejr, hvilket manifesterer sig gennem udnyttelsen af lys, lyd og vandbaseret røg, der falder fra salens loft; denne scene er ikke bare scenografisk blær, men sammen med brydescenen også en af de langsommere i Kong Lear, hvor jeg drukner i mine egne tanker og får lov til at fordybe mig i alle de indtryk og spørgsmål, forestillingen rejser. Spørgsmål, som Kong Lear dog også fortæller mig, hvordan jeg (ikke) skal forstå, som når Bang og Čukić bliver uenige om, hvordan stykket overhovedet skal fortolkes. Måske kan hele meta-niveauet her blive for meget for det publikum, der foretrækker en traditionel opsætning af Shakespeare. Selv nyder jeg personligt, at Kong Lear indbyder publikum til ikke blot at overvære en tragedie, men komme helt med ind bag det nihilistiske bagtæppe. Oplevelsen af katarsis stikker kun dybere af den grund; som tragikomisk guf.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
En almindelig billet koster 220 kroner, men er du under 25, kan du købe en billet til 150 kroner. Frem til d. 17. september kan du tilmed købe en såkaldt K7-billet til Kong Lear for kun 40 kroner, og så er der altså tale om stor kunst for småpenge.

FOTO: Christian Friedländer