Små blå sko

 

Små blå sko

Riddersalen

7. september - 8. oktober 2023

Komik og magiske effekter er store styrker ved Små blå sko. Når en flok små børn skal være koncentrerede, kræver det sin skuespiller, og Ragnhild Kaasgaard gør det fremragende!

Af: Julie Mørkeberg

HVAD ER DET
I en lille entré møder vi damen Ragnhild i børneforestillingen Små blå sko, der henvender sig til de 1,5-4-årige. Ragnhild-karakteren er sådan en, der går tur med folk. Denne gang venter hun på Alfred, som hun skal gå tur med, så et par små, blå sko bliver fundet frem til ham. I ventetiden fantaserer Ragnhild om mulige udflugtsmål for dagen. Så lyder klokken ved entrédøren, men det er en anden slags Alfred, der er ankommet.

I løbet af forestillingens 35 minutter bliver der tryllet med entréens billeder, skabe og skuffer, og dukker og musik danner rammen for børnefantasi. Ragnhild Kaasgaard er eneste skuespiller på scenen, mens Erik Olsen er den usynlige dukkefører, der også styrer effekterne. Signe Birkbølls står bag idé og manuskript.

VI MENER

En sød, rødhåret dame med opsat franskbrødsfrisure og denimkjole kommer ud til publikum, inden forestillingen begynder. Her hilser hun på børnene og kommer med praktiske informationer på sjov måde: “Så, børn: Pas på, at de voksne ikke falder ned af trappen.” Smart tænkt. Der er tydeligvis nok at se til, når man skal lave en god oplevelse for små børn. Fascinationen er ikke til at tage fejl af, og damen – Ragnhild – formår at skabe en overraskende ro, der falder over de små publikummer, inden de sætter sig ind i teatermørket. “Uhh, det her bliver SÅ spændende!” udbryder en 4-5-årig pige på bagerste række.

Ragnhild befinder sig i sin entré i grå og hvide nuancer, men som med finurlig, effektfuld teatermagi udvikler sig til en mere farverig og glad scenografi med røde og grønne farver: I et maleri af et par sko er der pludselig røde snørebånd, som Ragnhild binder sløjfe på. Når hun trækker en skuffe ud af kommoden, sker det uden at røre noget, men blot “trække” i luften. Børnene er overraskede over de mange tricks: De gisper over den magi, der udspiller sig for øjnene af dem. Magien bliver forstærket af de søde, rolige melodier, der spiller i baggrunden.

Ragnhild fortæller os, at hun kan lide at gå tur med forskellige mennesker, og i dag skal hun gå tur med Alfred. Spændt venter børnene på, at Alfred dukker op. Da det endelig ringer på døren, er det ikke en lille dreng, der dukker op, men en and. “Det går over min forstand, hvad man gør med en and,” rimer Ragnhild. Hun er skuffet, for hun havde jo forventet et barn som gåturs-ven. Men Ragnhild ender med at blive gode venner med anden, og det bringer et fint budskab frem om, at man godt kan blive glad, selvom alt ikke helt går, som man havde tænkt det.

Anden Alfred kommunikerer udelukkende med særlige kazoo-lyde. Den rapper løs til børn og voksnes store fornøjelse. Egentlig utroligt, hvor meget mening man kan udlede af forskellige længder “rap”. Alfred laver løjer med Ragnhild, og deres samspil fungerer uforligneligt. Jeg skal anstrenge mig for ikke at grine med lyd, og det må siges at være et godt tegn.

Komik og magiske effekter er store styrker ved Små blå sko. Når en flok små børn skal være koncentrerede, kræver det sin skuespiller, og Ragnhild Kaasgaard gør det fremragende! Hun kommer aldrig ud af kurs på trods af diverse almindelige børneforstyrrelser, og hun taler pænt og møder børnene på en god måde. De virker trygge ved hende, og det kommer særligt til udtryk helt til sidst, når Ragnhild siger, at man kan komme hen og give hende et kram, hvis man har lyst. Det er der mange, der har. En 4-5-årig pige nærmest spæner fra bagerste række til den lille scene for at få et kram. Hvor nuttet har det lige lov at være?

Små blå sko er et vellykket og originalt stykke, der giver de allermindste en magisk oplevelse i teatret.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
En normal billet koster 150 kr., men er du under 25 år, får du en billet for 75 kr. Pladserne er unummererede.

FOTO: Dennis Westerberg

 
Den 4. VægComment