TITUS
TITUS
Operaen, Det Kongelige Teater
10. september – 8. oktober 2023
En storslået overraskelse åbenbares, når Operaens scene forvandles til en gigantisk pejs, der pleaser min indre lejrbålspyroman og i sin vildskab og voldsomhed giver mig paniske tanker om et Rom, der står i flammer.
Af: Frederik Nagel Fryland
HVAD ER DET
Med det ene ben i graven komponerede Mozart i 1791 sin sidste opera, La clemenza de Titus (Titus’ nåde). Siden da har operaen overvejende levet en stille skyggetilværelse bag andre hovedværker af den store mester som fx Tryllefløjten, Figaros Bryllup og Don Giovanni. Men endnu vigtigere, hvem er denne Titus og hvem viser han nåde?
Titus var romersk kejser i to sølle år fra år 79 til 81 og havde dermed ikke meget tid til at lave ballade, hvilket måske forklarer hans gode eftermæle som en venlig og gavmild leder. Spoler vi frem til slutningen af 1700-tallet, bliver Mozart bedt om at komponere en opera til kroningen af kejser Leopold II af Bøhmen, det tysk-romerske rige, der tager udgangspunkt i den historiske kejser. Med dramatiseringen af Titus’ liv sluttes en ring mellem to kejsere, der begge skulle finde sig til rette i deres ansvarsfulde roller, og nu, små 230 år senere, er Titus endnu en gang aktuel i Jetske Mijnssens moderne iscenesættelse.
Vi møder indledningsvist Titus, der lever en løssluppen og ubekymret tilværelse, før hans kejserlige forpligtelser bliver til alvor. I kulissen lurer den tidligere kejsers datter, Vitellia, der selv ønsker at indtage tronen. Tunge grå skyer trækker ind over Rom og mens Titus har travlt med sine forpligtelser som nyslået kejser, planlægger Vitellia et kup med sin elsker Sextus, der er Titus’ nære ven. Vitellia forfører Sextus til at udføre et attentat på Titus og brænde hovedstaden ned til jorden. Titus overlever, men står tilbage i asken og ruinerne uden nogen at stole på. Da Sextus skal dømmes for mordforsøget, indrømmer Vitellia i 11. time, at hun i virkeligheden var den skyldige. Af sin milde natur vender Titus blot den anden kind til og tilgiver dem alt, da den største straf er angren over deres ugerninger.
VI MENER
Titus er en opera af internationalt format. Østrigsk komponist, italiensk libretto, iransk dirigent, dansk orkester, hollandsk instruktør og listen fortsætter. På trods af, at flere kommer langvejs fra, er der flere gengangere på rollelisten fra tidligere sæsoner. Jetske Mijnssens iscenesatte sidste sæson Monteverdis Orfeus med fokus på de psykologiske aspekter ved fortællingen, hvilket hun også har fokuseret på i denne forestilling. Hossein Pishkar, der forrige sæson dirigerede til Næsen, leverer igen i år sød musik i samspil med Det Kongelige Kapel.
Også scenografen Ben Baur, der sidste år kreerede en storladen og skarptskåret marmorsal til Orfeus, er tilbage og hvilket held! Jeg er vild med Baurs pivlækre scenografi og kostumer, der emmer af klassisk italiensk stil og elegance. Selvom det grandiose rum med vægpaneler og ornamenterede lofter giver mig en svag følelse af déjà vu fra Orfeus, bringer det mig tur-retur til Antikkens Rom. Kostumerne er derimod fuldstændig i tråd med nutiden. Der er hverken hvide parykker eller barokke kejserkåber, men moderne magtklæder i blå-grå toner. Baurs kostumer er stilrene og minder mig om reklamer for Giorgio Armani eller Nespresso med skræddersyede jakkesæt og skjorter. En storslået overraskelse åbenbares, når Operaens scene forvandles til en gigantisk pejs, der pleaser min indre lejrbålspyroman og i sin vildskab og voldsomhed giver mig paniske tanker om et Rom, der står i flammer.
Fra første færd opsluges jeg af den lækre og dramatiske magtfortælling, der udspiller sig som et saftigt dobbelafsnit af HBO-serien Succession. Hvis du er opera-curious, er Titus er en oplagt italiensk sag for begyndere, der på intet tidspunkt er langsommelig eller kedelig. Dog kræver den, som alt andet opera, at du er godt forberedt hjemmefra, så du ikke snubler over persongalleriet eller kløjs i de italienske fraser, der skrives med store typer på væggen.
De dygtige sangere imponerer mig flere gange i smukke arier og duetter. Deres klare og kraftfulde stemmer, og overbevisende skuespilevner, river mig med i handlingens dramatiske syndflod af følelser. Edgaras Montvidas personificerer perfekt kejser Titus, men i form af en blød DJØFer anno 2023 snarere end oldschool herskertype fra antikken. Bukserollerne er enormt naturtro på trods af, at det er kvinder, der spiller mænd, og deres stemmer langtfra signalerer rå maskulinitet. Især sopran Elisabeth Jansson synger helt fænomenalt i bukserollen Sextus, der både kræver dramatisk indlevelse og en veltrænet stemme. Derudover kan jeg ikke lovprise det Kongelige Operakor nok, der som sædvanligt løfter forestillingen med deres harmoniske og stærke udtryk.
Historien om den gode Titus, der, på trods af modgang, til det yderste insisterer på at møde sine medmennesker med den største venlighed og godmodighed, er dybt inspirerende. Det må have været lidt af en huskekage for den nykronede Kejser Leopold II tilbage i 1791, at blive mindet om, hvordan magt kan korrumpere selv dine allernærmeste, hvilket må have efterladt ham med en let paranoia og mistro. I dag er Titus også yderst relevant, i en tid hvor vi holder vores samfunds ledere op til høje moralske standarder. Skandaler og utallige afsløringer tyder på, at moderne etiske kodeks kan være noget nært umulige at leve op til. Eller måske vælger vi de forkerte ledere? Titus viser styrken i tillidsbaseret ledelse og at tilgivelse er svært, men frugtbart for en bedre verden.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Det kan være kejserligt dyrt at se opera på Det Kongelige Teater, men lige nu er der en gylden mulighed for dig, der er mellem 18-25 år og gerne vil opleve den lækre fortælling om magtmennesket Titus. Frem til d. 17. september kan du nemlig købe såkaldte K7-billeter for kun 40 kroner.
FOTO: Miklos Szabo
