KONG LEAR

KONG LEAR

Aarhus Teater - Scala

31. august - 4. oktober 2023

Hvor iscenesættelsen kommer til kort, er holdet på scenen en tour de force af forståelig tekstlighed og betagende livagtighed.

Af: Camille Jepsen

HVAD ER DET
Kong Lear er Shakespeares tragiske epos om den aldrende Kong Lear, der på sine gamle dage abdicerer og beslutter at dele sit kongerige mellem sine tre døtre. For at finde ud af hvordan landet skal fordeles, spørger han dem hver især, hvor højt de elsker ham. De første to døtrer priser ham overdrevent, og får hver en stor del af landet. Men da den yngste datter Cordelia blot svarer, at hun elsker ham, som hun har pligt til, gribes den gamle konge af raseri og sender hende bort til Frankrig. Hvad, der følger, er Shakespeare på højeste klinge: komplot, intriger, trekantsdrama, vanvid og forviklinger. Skuespillere der spiller flere karakterer og karaktere der spiller dobbeltspil. Instruktør Katrine Wiedemanns opsætning på Aarhus Teaters næststørste scene er klassisk på den klassiske måde.

VI MENER
Scala, der på det sidste har haft for vane at byde publikum velkommen med en oplyst scenografi og eksperimenterende nyfortolkninger af klassikere, ligger hen i mørke, imens vi finder vej til vores pladser. Dog anes det, at scenen en meter fra kanten begynder at skråne dramatisk opad. Da alle er på plads, går lyset op, og Kong Lear indtager scenen. Alt er som man kunne forvente det fra en Shakespeare-opsætning. Den ikoniske kongerolle spilles af Jens Jørgen Spottag, og så snart han begynder at tale, ånder jeg lettet op. Spottag formår ikke bare at gøre sproget forståeligt; i hans mund er det dragende og lyslevende. 

Omkring Lear dukker forestillingens andre karakterer op. De to glubske døtre Goneril og Regan – spillet af Mette Døssing og Rikke Lylloff – sidder bagerst i den skrånende scenografi. Omkring dem står det delvise persongalleri: Gonerils mand, den tjener og Jarlen af Kent. Tæt ved Lears side sidder hans yndlingsdatter Cordelia, spillet af ensemble-medlem Anne Plauborg. Alle er de iklædt den form for formalwear – et jakkesæt, en spadseredragt eller noget tilsvarende kontor-agtigt – der er blevet så utrolig populær i moderne opsætninger af klassikere. Denne tidløse påklædning tillader publikum selv at fortolke, hvor og hvornår forestillingen mon finder sted, men bliver ofte konsekvensløs og kedelig. Det bliver desværre lidt det samme som ikke at tage et valg, og jeg mangler følelsen af, at instruktøren har forholdt sig til, hvilken historie hun vil fortælle med sin opsætning af klassikeren. 

Det samme kan siges om scenografien; et neutralt rum med egetræspaneler og designerstole, der ikke fortæller meget om, hvad vi må drage ud af den. Det, der dog adskiller denne scenografi fra dens lige, som vi har set så mange gange før, er scenegulvet, der skråner stejlt opad. På grund af dette spilles hele forestillingen med bøjede knæ og distraherende, chunky salomon-sko, der skal forhindre spillerne i at falde. De skrå brædder er forestillingens mest markante – og eneste – greb. Det tillader skuespillerne at falde dramatisk rundt, kaste sig frem og tilbage og skal nok give publikum en følelse af, at verden er ved at ramle sammen? At vi er lige på kanten? At alting falder fra hinanden? En metafor, der er ligeså tyk som sålen på de skridsikre sko.

Det er meget muligt, at scenografi og kostumer er holdt “neutrale” for at give teksten plads til at udfolde sig. Men med tre opsætninger af Kong Lear rundt i landet i denne sæson, og en tekst så klassisk som denne, ville det have været klædeligt, at der var taget flere chancer, eller i det mindste flere valg. De få stilistiske virkemidler der rent faktisk tages i brug, er set så mange gange før, at de ikke ligefrem hiver teksten op på dupperne. Sceneskift illustreres med en rumlen, hvorefter spillerne målrettet forlader scenen, mens en fra bagsceneholdet kommer halv-synligt ind i sort tøj og lægger rekvisitter klar. Der er så mange frys-øjeblikke, at jeg får ondt af de stakkels skuespillere, der skal stå fastfrosset-midt-i-en-bevægelse i baggrunden, mens en scene udfolder sig foran dem. Flere gange skal spillerne samle visne blade op, som de skal stå og svaje med, for at forvandle den neutrale scenografi til en skov. Det er endnu en række ikke-valg fra iscenesætterens side.

Men hvor iscenesættelsen kommer til kort, er holdet på scenen en tour de force af forståelig tekstlighed og betagende livagtighed. Kjartan Hansen er pragtfuld i rollen som skurken Edmund, der med sine små asides til publikum rusker liv og finurlighed ind i forestillingen. Clint Ruben er direkte dragende som den adelige Edgar, der går i skjul som Tosse-Tom og lever som tigger på den selvsamme hede, Kong Lear forvilder sig ud på. Hans levering af salige monologer om verdens tilstand er levende - rørende i deres ægthed. Anne Plauborgs Cordelia giver mig grund til at forstå hvorfor Cordelia betragtes som en af Shakespeares markante kvinder, selvom hun desværre kun er med i hvad der føles som fem minutter af den to timer lange forestilling. Spottags Lear sætter endnu en gang to streger under hans karismatiske talent. Selv i hans tiltagende vanvid er det ham, vi holder med; hans autenticitet overstråler alt, der foregår omkring ham.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Er du under 25 eller studerende, kan du få en billet til kun 90 kroner inklusiv billetgebyr, uanset hvor i salen du vil sidde.

FOTO: Emilia Therese