ARENDT - AT SE I MØRKE

ARENDT - AT SE I MØRKE

Odense Teater - Værkstedet

31. august - 10. oktober 2023

Forestillingen er på sin egen måde en kunstnerisk historietime. Vi lærer ikke kun om filosoffen, der er stykkets omdrejningspunkt, men også om de politiske tendenser og bevægelser, der er karakteriserende for samtiden.

Af: Sofie Bay Jensen

HVAD ER DET
Arendt – At se i mørke er en fiktiv fortælling inspireret af den tyske filosof Hannah Arendts liv og tænkning. Stykket portrætterer både den filosofiske, tænkende og arbejdsvillige kvinde, som Hannah Arendt var, samt den følsomme, fjollede og forelskede privatperson bag.

Stykkets første akt starter i København i 1975, som Arendt besøger for at modtage Sonningprisen, der er Danmarks største kulturpris. Fra hotelværelset i København bevæger fortællingen sig tilbage i tiden, hvor vi følger hende fra 1930’ernes Berlin, som hun flygter fra på grund af nazisterne, til Paris. Her sendes hun til den franske interneringslejr Gurs, hvorfra hun flygter og ender i USA, hvor hun bliver amerikansk statsborger.

Anden akt omhandler primært retssagen mod Adolf Eichmann (SS-officer og nazist) i Jerusalem i 1961, som Arendt tog hen for at dække. Med hendes egne ord, ville hun ”se den mand der næsten fik mig”. Det er ud fra denne dækning, at Arendt skriver et af sine mest omtalte værker ”Ondskabens banalitet” (1963), som møder stor kritik fra både kollegaer og private relationer. Kritikken fører til, at mange mennesker vender Arendt ryggen, og hun står måske alene, måske ensom tilbage.

Skuespillerne til at varetage forestillingens karakterer er Ina-Miriam Rosenbaum, der spiller stykkets hovedperson, samt Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard, der portrætterer stykkets resterende roller. Stykket er skrevet af Rhea Leman og iscenesat af Anne Zacho Søgaard.

VI MENER
Arendt – At se i mørke starter med, at Hannah Arendt kommer ind fra siden og går tænkende og undrende rundt foran tæppet. Vi hører kun lyden af hendes refleksive mumlen. Tæppet trækkes til side og afslører et simpelt værelse med en seng, et bord med en skrivemaskine, et toilet og en masse kufferter spredt ud over det hele. Et enkelt værelse hvorudfra hele stykket tager sit udgangspunkt. Stemningen, scenografien og kostumerne mimer præcis, hvordan jeg tænker 70’ernes København var, og jeg lader mig rive tilbage i tiden. Beskuer spændt og med høje forventninger.

Forestillingen er på sin egen måde en kunstnerisk historietime. Vi lærer ikke kun om filosoffen, der er stykkets omdrejningspunkt, men også om de politiske tendenser og bevægelser, der er karakteriserende for samtiden. Det understreges ved brugen af tre skærme, der udgør baggrunden for scenen. En simpel ide, men som fungerer virkelig godt. På skærmene skrives by og årstal, når vi springer i tiden, og billedliggør samtidig, hvor vi befinder os: Københavns bybillede set fra vinduet, træerne i skoven under flugten. Skærmene bruges også til at vise faktiske fotos af Holocaust og jødeforfølgelsen. Billederne gør mig ubehageligt tilpas, og de virker næsten forbudte at vise uden en disclaimer. En reaktion, jeg er sikker på, er den præcise effekt, stykket ønsker at frembringe. Det er direkte og konfronterende, og vi bliver som publikum ikke beskyttet for historiens barske virkelighed. 

Dog brydes den rå historietime også af komiske og inderlige kommentarer, dialoger og karakterer. Replikkerne er spækket med bandeord, som gennemstrømmer hele stykket, og det er befriende at overvære, ligesom de (falske) cigaretter, karaktererne ryger stykket igennem, er det. Portrætteringen af den unge, forelskede Arendt er samtidig med til at give pusterum for de ellers tunge emner, og jeg begynder hurtigt at knytte mig til karakteren. Særligt i dialogerne mellem Arendt og hendes mand Heinrich kommer hovedpersonens rapkæftede og drillende karakter til syne. Kemien mellem de to er fantastisk og er det absolut sjoveste ved stykket. Derudover er det befriende at se en 50+ kvinde opføre sig som sin karakters 20-årige jeg, der er flirtende, fjollet og begærer følelsesmæssig og seksuel intimitet. Scenen, hvor den unge Arendt dansende giver sig hen til sin elsker i sengen, rørte mig til tårer. 

Stykket forsøger på forskellige måder at være kunstnerisk eksperimentel, blandt andet gennem abstrakte dansescener og med karakteren skovhuggerkæmpen, hvilket desværre ikke fungerer. Særligt anden akt leger med dette, hvor den fjerde væg brydes og publikum inddrages som en del af retssagen. Samtidig diskuterer Arendt og anklageren hendes værk ”Ondskabens banalitet”, som endnu ikke er udgivet, hvilket Arendt selv italesætter. Det falder lidt fladt og virker lettere malplaceret. Det ville klæde stykket bedre at holde sig til det mere simple udtryk, der ellers er gennemgående for forestillingen.

To tilbagevendende karakterer, der følger Arendts rejse gennem hendes fortid, er Heinrich Blücher og Adolf Eichmann. Det afsløres løbende, at disse personer begge er døde, og at det er Arendt alene, der taler med sig selv. Ofte befinder karaktererne sig bag hende og kigger ned på hende. De er spøgelserne fra hendes fortid, og effekten er slående. Dette tydeliggøres i stykkets sidste scene, hvor de to mandlige skuespillere træder ind på scenen iført det samme tøj som Arendt, og hvor de mimer hendes bevægelser. Skrøbeligheden i hele situationen bliver afsløret, og den ellers konfronterende, legende og standhaftige kvinde, vi indtil videre har mødt, virker nu pludselig ensom. Jeg begynder at sympatisere med den 70-årige Arendt, der ellers ikke har haft brug for min sympati.

Arendt – At se i mørke har både fået mig til at grine, græde, tænke og citere. Ina-Miriam Rosenbaums portrættering af Arendt, samt hendes levering af de lange, svære monologer, er enormt imponerende, og jeg sender hende en kæmpe klapsalve herfra.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Odense Teater tilbyder forskellige tilbud for unge og studerende, men desværre er denne forestilling udsolgt. Dog spiller den på Aventy-T den 5.-9. september, hvor der stadig er billetter at finde.

FOTO: Emilie Therese