KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER
KATALOG OVER KOMMENDE KATASTROFER
Teater Får302
28. november - 19. december 2020
Anne Zacho Søgaard har legeret de fire dramatikeres arbejde til et samlet værk, der med et køligt overblik taler ind i den tid, vi er i lige nu.
Af: Julie Renata Bjerremand
HVAD ER DET
Den 4. Vægs stiftere og podcastværter, Line Kirsten og Clara, har sunget mangen en sang for vigtigheden af ny dansk dramatik, der tør tage stilling og skille sig ud. Teater Får302 har hørt bønnerne, og præsenterer med Katalog over Kommende Katastrofer omkring 12 nyskrevne scener. Racepolitik og menneskelig moral forbinder, som den fælles røde tråd, de ellers uafhængige scener, der er skrevet af Peter-Clement Woetmann, Joan Rang Christensen, Mikkel Trier Rygaard og Julie Maj Jakobsen. Forestillingen er i sin helhed produktet af et helt arsenal af kreative hjerner, deriblandt disse fire tekstforfattere samt instruktør Anne Zacho Søgaard og komponist Matilde Böcher.
Forestillingen er, som titlen også antyder, et katalog – en samling scener, der viser små og store menneskelige katastrofer af politisk og etisk observans. Det er de fire dramatikeres take på, hvad Brecht ville have skrevet om, hvis han havde fortsat arbejdet på sit værk Det Tredje Riges Frygt og Elendighed. Som det gjorde sig gældende i 1930’erne, er det skræmmende nok stadig primært racepolitiske problematikker, der fylder i årene omkring 2020, og det er disse, der portrætteres i løbet af aftenens forestilling. Måske skulle forestillingen snarere have heddet Katalog over Tidligere og Kommende Katastrofer, selvom jeg godt vil indrømme, at det ikke lyder nær så sexet.
VI MENER
”Så er vi klar, Bjørn.”, lyder sufflørens stemme i den lille lejlighed på Tolbodgade, der huser Teater Får 302. Lyset skifter på scenen, en dør går op, og ud kommer en dreng iklædt butterfly, skjorte og vest. Han blæser en kort tone i sin stemmefløjte og begynder at synge. Den rene og klare barnestemme får straks mine hår til at rejse sig, en effekt der ikke mindskes af sangens dystre tekst: ”I disse tider er håbet ude, og vi trækker vejret tungt...” Der lægges mørkt fra land, og andet var måske ikke at forvente med en titel som Katalog over Kommende Katastrofer. Den lover ikke just muntre og opløftende temaer, og det kommer derfor som lidt af en overraskelse, at den første scene, Frokoststuen, er decideret morsom.
Det er frokostpause, og kommunalarbejderne Margrethe, Flemming og Lis, spillet af henholdsvis Tilde Maja Fredriksen, Brian Hjulmann og Marie-Lydie Nokouda, får sig en lille snak om flygtningekrisen. Det vil sige, Flemming får kastet sig ud i en lang og lettere upassende tirade om hans eget syn på sagen, imens Margrethe med nærmest manisk hastighed stopper mad i munden i et forsøg på at slippe for at behøve at sige noget, og Lis sidder med krydsede ben og bliver mere og mere fast i blikket. I starten er det især Tilde Maja Fredriksens Margrethe, der drager min opmærksomhed. Ikke mindst fordi hendes synlige utilpashed ved Flemmings udtalelser på én gang er velkendt og patetisk, men også fordi hun formår at fastholde mit blik, så jeg ikke kan andet end at se hende direkte i øjnene, og jeg får en klar fornemmelse af, at hun også kigger direkte på mig.
Brian Hjulmann er også skøn i sin portrættering af ungdomspolitikeren, der holder et oplæg ved Folkemødet på Bornholm for at at gøre reklame for den højreorienterede gruppe Identitær. Ifølge eget udsagn kæmper de primært for “re-migration”, og det er med slet skjult selvhøjtidelighed i blikket, at han ved talens afslutning holder en hvid rose for brystet og træder tilbage fra talerstolen. Marie-Lydie Nokouda træder som den næste frem til talerstolen, denne gang i rollen som Black Lives Matter-medlem. I løbet af hele forestillingen er det ofte hendes karakterer, der får lov til at tage kampen op mod fremmedhadet. Nogle gange bliver det som offer og med bøjet nakke, imens hun i andre scener udviser ilter kampgejst og beslutsomhed. Fælles for dem alle er, at hun spiller dem med en oprigtighed, der sørger for lidt ekstra stof til eftertanke.
Denne aften er det sanger, Jonathan Beyer-Karlshøj, vi får glæden af (han og de to andre korsangere, Noah Lützen og Fang Qi deler rollen), og han styrer slagets gang med hård hånd. Det er hans fløjte, der markerer starten på hver scene og også ham, der oplyser publikum om tid, sted og titel på hver ny scene. Hvorfor han skal være så vred i blikket, forstår jeg ikke helt, men hvert enkelt indspark af comic relief føles yderst tiltrængt i denne katastrofemættede forestilling, så er det den eneste grund, er det for mig også grund nok. For sjovt er det, når han ordløst hundser rundt med de tre voksne skuespillere, der spagt må lade sig gelejde rundt på scenen af ham.
Af andre højspændte og nutidige emner kunne kønsdebatten og klimakrisen også nævnes, men de berøres kun flygtigt, hvilket for mig virker som et godt valg. Det lader fokus blive på Brechts oprindelige intention om at male billeder af hverdagen i en krisetid med race og racisme som hovedtema. Derudover giver det både tid og plads til en mere uddybende undersøgelse af fremmedhadets mange grimme ansigter. I løbet af forestillingens 90 minutter kommer vi både forbi Folkemødet på Bornholm, åbningen af en ny moske i Næstved, en klagesag på en lokal politistation og mange andre situationer, der på skiftevis morsom og tragisk vis samler sig til denne mosaik af en Brecht-fortolkning.
En afslutningsvis ros skal lyde til hele holdet bag Katalog over Kommende Katastrofer. Her er tale om en forestilling, hvor de individuelle bidrag til helheden passer så godt sammen, at sømmene bliver umulige for mig at få øje på. Kun et sted bliver det tydeligt, nemlig til aller sidst i forestillingen, hvor de alle står på scenen, og Jonathan Beyer-Karlshøj proklamerer, at: “fremtiden begynder nu” og slår i en gong, hvorefter lyset går ud. Klart, det er en smart måde at markere enden på et værk, der ellers kunne fortsætte for evigt. Jeg kunne bare godt have tænkt mig noget lidt mere elegant. For eksempel kunne man bare have ladet hans smukke sang, som i forvejen har været med til at danne bro mellem scenerne, være det sidste, vi hørte. Anne Zacho Søgaard fortjener nu alligevel en stor portion ros for sin instruktion. Hun har legeret de fire dramatikeres arbejde til et samlet værk, der med et køligt overblik taler ind i den tid, vi er i lige nu.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Som en af de eneste forestillinger på Det Kongelige Teater, er der stadig ganske få billetter at finde til denne forestilling. Den spiller kun i weekenderne, og hvis ikke du nåede at få billetter til det totalt udsolgte hit Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til dig og de små omkring dig, må dette siges at være en fuldgod erstatning.
FOTO: Åsmund Sollihøgda
