Den utrolige historie om den kæmpestore pære

Den utrolige historie om den kæmpestore pære

Skuespilhuset, Det Kgl. Teater

28. november 2020 - 17. januar 2021

Den utrolige historie om den kæmpestore pære viser sig at være præcis det legende åndehul, 2020 har brug for.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
Der findes et utal af vidunderlige fortællinger for børn. De helt store ender med at fungere som fælles referencerammer for flere generationer. Tegner og forfatter Jakob Martin Strid har i den grad gjort sit for at skrive sig ind i danske børns bevidsthed med populære, gakkede børnebøger som Mustafas Kiosk, Mimbo Jimbo, Min mormors gebis og i 2012 Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Sidstnævnte fik ekstra luft under vingerne, da den i 2017 udkom som animationsfilm, og nu har også Det Kongelige Teater kastet sig over en musikalsk udgave af den mystiske og fantasifulde børnefortælling om vennerne Sebastian (Sigurd Holmen le Dous) og Mitcho (Sara Viktoria Bjerregaard). 

Sebastian og Mitcho bor i Solby, hvor alt er fryd og gammen. I hvert fald lige indtil den dag hvor den vellidte borgmester JB (Mads Rømer Brolin-Tani) forsvinder, og den hidsige viceborgmester Kvist (Alvin Olid Bursøe) overtager byen. En dag fisker Mitcho og Sebastian dog en flaskepost op fra JB, som gemmer på et halvødelagt brev og et mystisk frø, som de forstår, at de skal plante. På én enkelt nat vokser det sig til en kæmpestor pære, som de to venner kan flytte ind i og sejle væk i. Den ender med at tage de to venner og den skøre professor Glykose (Anton Hjejle) ud på en magisk rejse for at finde den forsvundne borgmester JB

VI MENER
Der hersker efterhånden bred enighed om, at 2020 ikke nødvendigvis har været en bragende god start på det nye årti. Oven på sådan en omgang er der noget dejligt befriende og betryggende i at slå sig ned i et teatersæde og overvære en børneforestilling. Og så oven i købet et sandt eventyr af slagsen. Den utrolige historie om den kæmpestore pære viser sig at være præcis det legende åndehul, 2020 har brug for. 

Det er vidunderligt og magisk at se en børneforestilling i så stort et format, som den store scene i Skuespilhuset giver mulighed for, og heldigvis har man udnyttet pladsen og givet de store æstetiske armbevægelser frit løb. Hele det lalleglade karaktergalleri vælter ind på scenen, mens de muntert synger “Her i Solby er der harmoni”, mens diskolysene brager ud i salen. Den ene er mere herligt karikeret end den anden, og de ligner nærmest tegneseriefigurer i deres farvestrålende kostumer. Selvom flere af børnene højlydt undrer sig over, hvorfor Sebastian ikke er en elefant, som han er i filmen, når nu Mitcho stadig er en kat, synes jeg nu, at det er ganske klædeligt, at scenograf og kostumier Astrid Lynge Ottosen har lavet sin egen fortolkning. Det elefantede i Sebastian kommer glimrende til udtryk gennem hans størrelse, hårfarve og væremåde, og Mitcho kunne for så vidt sagtens være et barn, der i leg har påført sig et par katteører. I virkeligheden er det heller ikke så vigtigt, hvad de er, for det forstås hurtigt, at dette er et mystisk univers, hvor pærer kan vokse sig så kæmpestore, at man kan udhule dem og sejle i dem og møde alverdens eventyr på sin vej. Figurernes skønne ydre viser sig at passe perfekt ind i en imponerende, storslået, legesyg og fantasifuld scenografi, der virkelig vækker det indre legebarn til live. Den giver lyst til at rejse ud på eventyr - gerne i en kæmpestor sejlende pære. 

Forestillingen udmærker sig særligt i det humoristiske, som foregår i øjenhøjde med børnene og ikke gør det mere barnligt og involverende end højst nødvendigt. Der synes at være en god tiltro til, at børnene selvfølgelig godt kan fanges af et velfortalt eventyr, uden det behøver at være spækket med prutte/bøvse-humor og konstant kommunikation med børnene. Børnene omkring mig synes i hvert fald at være totalt opslugt af fortællingen og griner især af Sigurd Holmen le Dous vidunderlige bud på Sebastian. Han udviser god forståelse for den børnehumoristiske timing. De voksne kan dog også grine med af det gakkede på scenen og som i de allerbedste børnefilm, er der også lagt humoristiske kinderæg ind til de voksne, som flyver hen over hovedet på børnene. De kigger i hvert fald undrende rundt, da alle de voksne griner højt, da viceborgmester Kvist, med Trumpsk temperament, kræver omtælling efter en demokratisk afstemning og kalder den for svindel. 

Sara Viktoria Bjerregaard er vidunderligt sprudlende, uden at være overgjort, som den kattelignende Mitcho. Hun må virkelig siges at være et scoop for Morten Kirkskovs skuespillertrup. En skuespiller, der med så stor overbevisning kan veksle smertefrit mellem de store Shakespeare-roller og det gakkede børneteater, er i den grad værd at samle på. Hun er dragende på en scene, og jeg ser frem til at skulle følge hende fremover. Det samme kan siges om Anton Hjejle, der ligesom Bjerregaard imponerede i Hamlet. Hans mimik og bævende stemme fungerer genialt som den arketypiske skøre professor. Alvin Olid Bursøe er uigenkendelig i forklædning som viceborgmester Kvist, men ikke desto mindre er han virkelig sjov. Det er en fornøjelse at se ham mestre det humoristiske, som han gør det her. Han kæmper lidt med lydproblemer som sødragebyggeren Olysses, hvorfor hele dennes sang nærmest udgår. Det kan Bursøe selvfølgelig ikke gøre for, men det er en skam, at han bryder ud af rollen og kommunikerer til de andre, at han ikke kan høre noget, da det er lidt ødelæggende for oplevelsen. Han kæmper bravt i bedste show-must-go-on stil, men det havde nok virket mindre forstyrrende, hvis han ikke havde afsløret sig selv og lydfejlen. 

Der er dog generelt ikke særlig meget, der ikke fungerer i instruktør Anders Lundorphs version af Den utrolige historie om den kæmpestore pære. Det kan undre, hvorfor Jonas Munck Hansen skal gå rundt som tavs musiker i mange af scenerne, når nu det meste af musikken er studieindspilninger, som skuespillerne synger over. Det er faktisk en smule forstyrrende af og til, at han sådan er til stede hele tiden. Især når han står midt på det, der skal forestille at være vand. Det bryder lidt med illusionen, og han virker desværre som et ikke helt gennemtænkt gimmick. Det er dog ingenlunde ødelæggende for det storslåede eventyr, denne forestilling må siges at være. Da jeg forlader Skuespilhuset med et hav af børn, overhører jeg nogen af dem sige: “Det her var virkelig virkelig sjovt teater. Det vil jeg godt igen”. Jeg deler deres begejstring. Både for forestillingen og for dens evne til at give børn lyst til at se mere teater.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Som en af de eneste forestillinger på Det Kongelige Teater, er der stadig ganske få billetter at finde til denne forestilling. Den spiller kun i weekenderne, og hvis ikke du nåede at få billetter til det totalt udsolgte hit Nøddeknækkeren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til dig og de små omkring dig, må dette siges at være en fuldgod erstatning.