NOGEN ER UDE OG DRIKKE ØL

NOGEN ER UDE OG DRIKKE ØL

Aveny-T

1.-5. december 2020

Dybe tanker, som hvordan folk ville reagere, hvis man ikke var der længere, bliver bragt i spil, men det kommer aldrig rigtig dybt nok ind. Det hele kunne være så godt - men det bliver det bare aldrig rigtigt.

Af: Josefine Elfrida Hartvig Twisttmann

HVAD ER DET
Du kender det måske. Man sidder derhjemme i sine slaskede joggingbukser, udtrådte sutsko og med sin mobil i hånden, man evighedsscroller igennem Instagram. Og pludselig ser man på sine venners story, at de sidder og drikker øl. Sammen. Uden dig. Ikke fordi du har sagt nej til en invitation, men fordi du slet ikke har fået en. Hvad gør man så? Et bud kunne være at høre en podcast, at spise en hel citronmåne selv eller at ignorere følelsen af dyb frygt i maven og sætte en film på.

Det er desværre ikke mig, der har fundet på de meget fornuftige forslag. Det er derimod Mathilde Arcel Fock og Josephine Eusebius, der sammen har skrevet Nogen er ude og drikke øl, som indeholder en endnu længere liste med forslag. Derudover filosoferes der over dét at være alene, og hvordan man kan håndtere det, hvis nu man egentlig bare meget hellere ville være ude sammen med de andre og have det sjovt.

VI MENER
Nogen er ude og drikke øl begyndte som Mathilde Arcel Focks bachelorprojekt på Den Danske Scenekunstskole, som hun dimitterede fra i sommer. Allerede da den blev opført første gang i februar 2020, læste jeg om forestillingen og var enormt ærgerlig over at gå glip af den. Jeg var derfor slet ikke i tvivl om, at jeg skulle ind at se den, da Aveny-T valgte at lægge scene til en genopsætning af forestillingen på deres nye scene, House of T. Mine forventninger er høje, da jeg sætter mig på klapstolen foran den interimistiske scene af podier i Aveny-T’s foyer. Arcel Focks kæmpe succes i Teater Republiques An Education tidligere på året, der fik anmelderne til at spå hende som en af de næste helt store stjerner, gør ikke mine forventninger mindre. Længe inden alle har fundet deres pladser, begynder Arcel Fock at vralte lidt kluntet frem og tilbage foran scenen. Hun er iført gråt ”hjemmetøj”, og jeg er ærlig talt lidt i tvivl om, hvorvidt det er karakteren Mathilde, jeg ser på, eller om det er skuespilleren Mathilde, der går lidt forvirret frem og tilbage og retter de sidste ting til og prøver at finde ud af, om hun egentlig skal have mundbind på, når hun går så tæt på publikum. Der er en uelegant og piget usikkerhed over hende, og jeg føler nærmere, at det er et stort barn, jeg ser på, frem for en ung pige.

Forestillingen går i gang, og hun tager plads i den lille dagligstue, som scenen er indrettet som. Hun gør det klart, at vi nu skal se film, og en projektering af Les Misérables toner frem. Éponine synger den velkendte On My Own, og den storslåede musical skaber en sjov kontrast til den lille, intime forestilling. Intimiteten bliver dog også slået til jorden, da Arcel Fock begynder at tale lidt mere. Hendes høje og tydelige teaterstemmeføring virker malplaceret i det lille rum. Det bliver bedre hen ad vejen, men der har hun desværre allerede skabt en distance til mig, hvilket viser sig at blive svært for hende at råde bod på. Flere gange i løbet af forestillingen henvender hun sig direkte til publikum, men hun har svært ved at hive en interaktion ud af os. Det er som om folk ikke regner med, at hun forventer et svar, når hun spørger om noget. Jeg føler mig ikke som en del af hendes lille rum, hvorfor det kommer bag på mig, at hun forventer noget af mig og mine medpublikummer.

Ironisk nok kommer der næsten mere naturlighed og nærhed over hende, da hun klæder sig ud som en skotsk detektiv og ivrigt går ind i karakteren som en selvsikker ældre herre, der i hvert fald ikke har brug for andre. Den diametrale modsætning til hende selv. Hun har en skøn komisk timing, og hendes skotske accent sidder lige i skabet. Det falder desværre lidt til jorden, da hendes falske overskæg ikke vil sidde fast. Problemet er ikke så meget det løse overskæg, men snarere at det, jeg ser, er en febrilsk skuespiller, der prøver at redde situationen. Jeg ville sådan ønske, at hun enten bare havde taget det ind og spillet på det eller helt havde ignoreret det. Det er her, den velkendte instruktørkommando ”stay in character” får betydning.

Forestillingen byder på mange fine og sjove momenter. Den førnævnte skotske detektiv er rigtig sjov, og den mekaniske computerstemme fra Google Translate bliver flere gange brugt til speaks, der f.eks. opremser ting, man kan lave, når man er alene. De maskinelle og forkerte udtalelser går rent ind hver gang og får mig til at grine. På et tidspunkt tåger Mathilde helt ud og sidder og laver mærkelige øglelignende ansigter i sofaen, og jeg kan se for mig, hvordan jeg selv må se ud, når jeg sidder derhjemme og laver åndssvage ansigter til mig selv. De små, finurlige momenter er dog ikke helt nok til at bære forestillingen. Ud over sekvensen med øglegrimasserne virker hun simpelthen ikke ægte nok til, at jeg får skabt et bånd og en relation til hende, og det gør desværre, at meget af hendes snak kommer til at virke ligegyldig og får forestillingen til at virke langtrukken på trods af sine kun 50-60 min. Det er ærgerligt, for jeg synes, at forestillingen har potentiale til mere. Hele tanken om, hvordan vi håndterer at være alene, og hvad vi så egentlig tager os til, når vi er det, er både interessant og næsten skræmmende relevant i denne coronatid. De seneste års fokus på FOMO hos den yngre generation gør kun tematikken endnu mere relevant og vigtig. Dybe tanker, som hvordan folk ville reagere, hvis man ikke var der længere, bliver bragt i spil, men det kommer aldrig rigtig dybt nok ind. Det hele kunne være så godt - men det bliver det bare aldrig rigtigt.

Med både forestillingens og Arcel Focks store potentiale ville en tur tilbage på arbejdsbordet kunne gøre underværker og ligefrem skabe en virkelig smuk, rørende og relevant forestilling, så jeg krydser fingre for en videreudvikling.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Er du under 25, kan du købe en billet for kun 60,-. Forestillingen er dog desværre allerede udsolgt resten af spilleperioden.

FOTO: Jacob Sprogøe