Ugens Rapport

Ugens Rapport

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
28. april - 4. juni 2022

 Den ene mere smart i en fart end den anden. Den anden med en mere fjollet paryk end den tredje.

Af: Emilie Beske

HVAD ER DET
I 1970’erne var der ét bestemt blad, mændene tyede til, når de ville have hårdtslående journalistik og store barme: Ugens Rapport. Styret af en flok karismatiske, men fordrukne mænd, kom salgstallet op over 200.000 solgte blade om ugen. I dag er bladet blot et stykke dansk kulturhistorie.

Det Kongelige Teater har, efter den danske dramatiker Jakob Weis’ idé, iscenesat historien om Ugens Rapport med et stjernecast. Vi følger bladet i sin storhedstid til dets endeligt. I rollen som den storarmede chefredaktør Kurt, har vi Mads Rømer Brolin-Tani. Redaktionen og de resterende roller spilles af Det Kongelige Teaters ensemble kyndigt instrueret af Thomas Bendixen.

VI MENER
Hvide og rødternede voksduge, patinerede lampeskærme og raflebægre. I baren sælger de whiskey. Skuespilhusets foyer er blevet forvandlet til en tidslomme. Det Kongelige Teaters projektteam har sandelig udvidet oplevelsen, og det ser helt absurd ud med de proviensielle rekvisitter og gadgets, der clasher med kulturinstitutionen vante rammer.

Forestillingen har knald på. Tempoet er højt fra starten. Rømer åbner showet i næsten musical-agtige dimensioner med en præsentation af redaktionsmedlemmerne. Den ene mere smart i en fart end den anden. Den anden med en mere fjollet paryk en den tredje. De er karrikerede, men troværdige. Et mandsdomineret miljø, hvor Stine Schrøder Jensen, som den tiarmede kontor-blæksprutte Bitten,både skiller sig ud med sit køn, men også med hendes blændende karakterarbejde. Hun har en kærlighedsaffære med rapportens stolthed, journalisten Wiffert, spillet af en Mikkel Arndt. Han er så langt fra genkendelighed, at det først er i anden akt, jeg opdager, det virkelig er ham, der spiller rollen. Kenneth Christensen er nærmest en tegning af en actionman som eventyreren Wulf, og Jonathan Berholdt Jørgensen er skøn som den kalkulerede kyniker Castella. Chefredaktør Kurt har et winning team, og det har instruktør Thomas Bendixen sandelig også.

Teksten er skrevet af den danske dramatiker Andreas Garfield, der bl.a. også har forfattet krigsdramaet Hjem Kære Hjem. I Ugens Rapport skildrer han en stemning, af “way of life”. Især Kurt er fuld af one-liners, den ene mere ikonisk end den anden. Det kører virkelig for karakterne i første akt: Bladet sælger fantastisk, øllene er kolde, holdet sat og brysterne store. Hvad kan gå galt? Garfield ridser i overfladen til problematikken, da Johanne Louise Schmidt, som birollen Bente, kommer med en stikpille a la “Hver uge sørger du for, at kvinder bliver undertrykt,” men den fejer Kurt let af banen med: “Jeg sørger for, at kvinder bliver... trykt.” Det er dejligt med en stemme fra vores tid, her som en rødstrømpe-aktivist. De fortsætter dog af samme tangent resten af forestillingen. De laver statistikker over salgstallene på baggrund af hårfarve og størrelsen på barmen af de kvindelige forsidemodeller. Det er seksuel frigørelse, men det er også billedet på seksuel udskammelse. Forestillingen er et portræt af en løssluppen tid, man måske længes tilbage til. Den er også et billed på, hvor godt det er, at vi ikke er der længere. Her møder vi folk, der ikke kun er på kanten af vandvid, men som træder langt ud over.

Rømers skildring af Kurt er en showstopper. Den amerikanske jargon, de store armbevægelser og den høje energi smitter. Han er i sandhed en professionel. Det hele emmer af blockbuster-filmen Wolf of Wallstreet fra 2013, med Rømer i Leonardo DiCaprios rolle som Jordan Belfort. I samspil med Schmidt i rollen som hans kone Marianne, står også nogle stærke billeder af familielivet overfor karrieren. Parrets søn er dødssyg af astma, og det er også her, forestillingen får plads til de få rørende momenter.

Alt i alt er Ugens Rapport anbefalelsesværdig, hvis du er til gakket humor og nysgerrig på de eskapader, der foregår inden for dansk journalistisk i 70’erne med Kurt ved roret.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er ungdomsbilletter til 186 kroner, hvis du er under 25 år. Hvis du har den alder, er det lige så favorabelt at anskaffe sig et Sceneskift-abbonemt, hvor du for 99 kroner om måneden kan tilgå alle Det Kongelige Teaters forestillinger gratis.

FOTO: Camilla Winther