KALK

KALK

AKT1, Butcher’s Lab

18. februar - 5. marts 2022

Niels Erling har en særlig evne til at finde rum, som på én gang gemmer på en masse fortællinger i forvejen og samtidig agerer blankt lærred for forestillingen. 

Af: Anne Louise Slott Thorborg & Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Uden på nogen måde at være en klimakommentar foregår KALK i en nær fremtid, hvor verdenshavene er steget, digerne omkring kontinenterne er brast, og hele jorden er blevet oversvømmet; kun mændene i de lysstofrørbelyste crossfitkældre har overlevet. De lever nu i centrene under vandet, og tilbage har de kun vægtene, juicecaféerne og tvivlen. I KALK følger vi to af de overlevende juicedrenge i deres daglige træningsrutine. De taler med hinanden om, hvordan det er at være endt i denne situation. Er det befriende, at man altid ved, præcis hvad man skal (træne)? Eller er det snarere et fængsel, hvor man ikke længere har det frie valg?

Det er AKT1s kunstneriske leder, Niels Erling, der har instrueret dette fitnessmareridt, som er skrevet af dramatikerdebutant, Victor Boy Lindholm. Til Ravi Kumas pulserende beats kropsliggøres de efterladte juicedrenge af Tue Lunding og Christoffer Hvidbjerg Rønje. I løbet af de fem kvarter, forestillingen varer, okser de to sig ikke bare igennem Lindholms tekst, men også et heftigt træningspas med sandsække, sjippetove, vægtstænger og kettlebells.

VI MENER
Det er en del af præmissen, at målet er at blive større og stærkere. Det er den nye møntfod. Men til hvilken nytte? Fortællingen i KALK kommer til at virke så universel, at den sagtens kunne høre til blandt de gamle, græske myter. Som Sisyfos, der resten af uendeligheden må trille sin tunge sten op ad bjerget, smelter dagene i KALKs dystopiske fremtid sammen i en umiddelbart endeløs kavalkade af træning, juice, solarie, træning, juice, solarie, træning… Samtidig er den nærreligiøse dyrkelse af deres egne kroppe, modsat Narcissus, ikke resultatet af kræsenhed, men simpelthen fordi der ikke er andre tilbage at forelske sig i end dem selv. Victor Boy Lindholms tekst leder også tankerne mod nyere fortællinger såsom Ray Bradburys Fahrenheit 451. Den har det tilfælles med KALK, at de begge eksperimenterer med, hvordan en nær fremtid kunne se ud, og hvordan vi mennesker ville reagere på forandringen. I begge fortællinger får læseren – og tilskueren – mulighed for at betragte beboerne som arbejdende myrer i den slags glaskasser, hvor man kan se gangsystemerne og spørge sig selv: ”Hvorfor opfører de sig mon sådan?” På samme måde er KALK et studie af, hvad mennesket gør i så absurd en situation.

De fleste har nok på et eller andet tidspunkt i deres liv stået og betragtet den slags myretue, og undret sig over, hvordan i alverden de små myrer bare bliver ved? De aser og maser, flytter rundt på grannåle og sågar somme tider hinanden. Det er præcis den samme følelse, vi sidder med som publikum: Hvordan i alverden bliver de ved? For de to skuespillere, Tue Lunding og Christoffer Hvidbjerg Rønje, bliver bare ved. Og de bliver ved. Og de bliver ved. Instruktør Niels Erling presser sine to myrer til det yderste og formår i sidste ende at presse dem helt derud, hvor al forestilling falder bort, og det er her, vi virkelig mærker dem og deres verden. Her bliver det ægte.

Imellem de benhårde øvelser skrider handlingen frem. Her taler og ikke-taler de to juicedrenge om tingenes tilstand; den ene, som desperat klynger sig til troen på, at status quo er at foretrække, og den anden, der på manisk vis søger fornyelse og forbedring. Begge formentlig i forsøget på at skabe en mening i den tilsyneladende meningsløse verden, de er efterladt i. I takt med at pulsen stiger, og sveden begynder at dryppe, titter tvivlen frem hos dem begge på skift. Dette formidler Lindholm så fint med sin tekst. Der er dog et eller andet i hele opbygningen op mod klimaks, der rammer en smule skævt. Det er som om, spændingen stiger for langsomt indtil den lige pludselig kammer over i den endelige konflikt. Om det er i teksten, spillet eller noget helt tredje, er svært for os at gennemskue, men vi oplever at forestillingen af den grund kommer til at fremstå en smule ufærdig.

Som så ofte med AKT1s forestillinger, så er det æstetiske og lydmæssige udtryk i topklasse. Niels Erling har en særlig evne til at finde rum, som på én gang gemmer på en masse fortællinger i forvejen og samtidig agerer blankt lærred for forestillingen. Placeringen af KALK i Butcher’s Lab gør, at scenografien nærmest har skabt sig selv. Lise Marie Birch, Lars Frimann og Malte Hauge har dog tilsammen stået for at forvandle det generiske træningsrum til en pangfarvet verden af juice, sved og tårer. Musikken er nykomponeret af hiphop-duoen Ravi Kuma, som med deres tunge basrytmer har skabt det perfekte lydunivers, der kan ryge direkte ind på træningsplaylisten.

Om du selv nogensinde har trænet crossfit eller gået i solarie er ikke afgørende for, om du kan relatere til KALK. For det handler jo i bund og grund ikke om træning. Det handler om den evige søgen efter mening i det meningsløse. Noget, der er så universelt, at den kan fortælles på hundredvis af måder. KALK er et kreativt, nyt bud på dette, og overordnet set en forestilling med masser af potentiale. Konceptet er virkelig lækkert, det fortjener bestemt at blive genbesøgt, og vi ville elske at se AKT1 videreudvikle endnu mere på det.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetterne koster 110 kroner, og der er ingen rabatter at hente. Men forestillingen er næsten allerede udsolgt, så hvis du skal nå at skaffe dig en billet, så skal du ikke vente alt for længe.

FOTO:  Martin Høyer