DEN EVIGE ILD - Turnéversion
Den Evige Ild – Turnéversion
Bellevue Teater
25. februar – 15. marts, 2022
Forestillingens største styrke ligger i musikken. Det er i sangene, at historien finder sin fremdrift og her hvor karakterernes emotionelle relationer til hinanden udvikles
Af: Simone Zwicky
Hvad er det
Den Evige Ild bygger på tredje og sidste bind i Ken Follets Kingsbridge Triologi. Vi befinder os på Elizabeth d. 1’s tid, i en krig mellem protestanter og katolikker og i en fejde mellem førnævnte Dronning og den unge Mary Stuart, der begge ønsker magten. Publikum bliver ledt gennem store historiske begivenheder af et enormt persongalleris tæt sammenflettede historier, der alle omkranser problematikker om ære, tro, tolerance og kærlighed.
Den Evige Ild er blevet omskrevet til en musical af trioen Høg, Aagaard, Svanekier, som også tidligere har haft fingrene i Ken Follets værker med opsætningen Jordens Søjler på Østre Gasværk fra 2016. Denne iscenesættelse er en genopsætning af anmelder- og publikumssuccessen fra 2019, instrueret af Mads M. Nielsen, i en turnévenlig version.
Vi mener
Turnéversionen af Den Evige Ild er mærkbart nedskaleret fra dens originale opsætning i 2019. Benjamin La Cours oprindelige scenografi er skrumpet ind og består nu af en trappe, der kan opdeles i segmenter og konstellationer, og derved og derved skabe forskellige rum, hvori handlingen udspiller sig. Væggene er beklædt med monokrome aftegninger af forskellige karakterer, herunder præster og bedende kirkegængere.
Scenografien fungerer udmærket, og er en god løsning givet de få ressourcer, der ofte gør sig tilladt, når en forestilling let skal kunne transporteres rundt i landet på turné. Den begrænser dog til tider skuespillernes mulighed for at udfolde sig til fulde, hvilket resulterer i, at en stor del af fortællingen nødsages til at udspille sig gennem verbal genfortælling i stedet for fysiske handlinger. Uden at sige for meget, gør dette sig bl.a. gældende i en dramatisk kamp scene, som udspillede sig på en stor hængebro udspændt over scenegulvet i den oprindelige opsætning, men nu er nedskaleret til blot at blive genfortalt. Det gængse ordsprog ‘Show it, don’t tell it’ er vendt på vrangen, og det hæmmer flowet i fortællingen.
Det er ikke kun scenografien, men også antallet af medvirkende, der er betydeligt reduceret. Ni skuespillere er det blevet til, som overraskende elegant jonglerer mellem et hav af forskellige roller. Trods hastige kostumeskift og tydelige ændringer i spillestil, bliver det en anelse forvirrende. Man savner et større ensemble til at spille de mindre biroller, som oftest bliver italesat ud mod publikum, uden at en egentlig skuespiller personificerer dem. Det bryder med universet på en uheldig måde, og gør det sværere at hengive sig til fortællingen.
Ken Follets næsten 1000 sider lange roman er forsøgt kogt ned til en 3 timers musical, og det mærkes tydeligt i den hurtigt frembrusende historie, der forsøger at nå at få alle de sammenkædede momenter i fortællingen med. Grundet handlingens kompleksitet, skuespillernes mange skift og alle trådene, der skal udredes, lærer publikum aldrig rigtigt karaktererne at kende. De ender alle med at fremstå en anelse flade og unuancerede, fordi deres tid på scenen er så sporadisk og flygtig.
Hvis der er én ting, man ikke umiddelbart forventer i en grusom historie om krig og magtbegær, så er det humor. Humoren har dog fundet sin plads i Den Evige Ild, og det er der som udgangspunkt ikke noget galt i. De humoristiske passager bliver ofte elegant præsenteret gennem mimik og stemmeføring, især af skuespiller Tomas Ambt Kofod, der i rollen som Pierre let høster grin fra salen. Humoren har dog til vane at klistre til karakterer, og det ender med, at flere publikummer sidder og fniser under voldsomme passager. Det tager pondus fra fortællingen og resulterer i, at enkelte af karaktererne ikke får lov til at fremstå så farlige og nuancerede, som deres handlinger indbyder til.
Forestillingens største styrke ligger i musikken. Det er i sangene, at historien finder sin fremdrift og her, hvor karakterernes emotionelle relationer til hinanden udvikles. Der skal gives et kæmpe kudos til både sangere og orkester, for man bliver helt blæst bagover af de enorme mængder talent på scenen. Sangerne har et kæmpe vokalt overskud og synger med en indlevelse, som både frembringer smil og en lille tåre i øjet på de bedste tidspunkter. Det er svært at fremhæve én enkelt af skuespillerne, men Markus Borg som hovedkarakteren Ned Willard er især svær at vriste blikket fra. Han har hele salen i sin hule hånd i sine sange og besidder en af de flottest musicalstemmer, jeg har hørt i lang tid. Niveauet matches flot af de resterende skuespillere, bl.a. af Marie Louise Hansen som Mary Stuart i den hjerteskærende ’Man taber og man vinder’.
På trods af den lidt overkomplicerede og kompakte historie, formår Den Evige Ild stadig at fange dets publikum og tage dem med på en følelsesladet, musikalsk rejse af international kvalitet.
Studerende og fattig? Sådan gør du:
På Bellevue Teater koster billetterne det samme, uanset om du sidder på første række på gulvet eller bagerst på balkonen. Hvis du er under 25 år, kan du snuppe en billet til 225 kr. + gebyr. Forestillingen spiller dog ude i det danske land på turné i foråret, så du behøver ikke opgive håbet, hvis du ikke bor i nærheden af Klampenborg.
Foto: Robin Skjoldborg
