The Supreme Gentleman

The Supreme Gentleman

Betty Nansen Teatret

15. februar - 11. marts 2022 (Og igen under CPH STAGE i juni)

Jeg har lyst til at snakke med nogen om det, vi lige har oplevet og er samtidig ret rystet og ude af stand til helt finde rundt i mig selv. Mit etiske kompas har været udsat for et jordskælv.

Af: Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
I 2014 dræber Elliot Rodger seks personer og sig selv. En tragisk og forfærdelig serie drab, der efterfølgende bliver kendt som Isla Vista-massakren. Forud for drabene har Elliot Rodger lagt en video på youtube, hvor han i detaljer fortæller, hvad der skal ske og hvorfor. Kvinder har nægtet ham kærlighed, opmærksomhed og sex, og derfor skylder de ham livet, mener han. Hele situationen er gruopvækkende, men endnu mere skræmmende er det, at der findes flere som ham, og at Rodger blandt dem er blevet udråbt som lidt af en helt.

Dramatiker Nanna Cecilie Bangs The Supreme Gentleman handler ikke om Rodger, men om dem, der stadig findes derude. De såkaldte incels - altså involuntarily celibate. En online subkultur, der oplever sig selv som værende ekskluderet fra deres lyst til sex og romantik. De nærer ofte et voldsomt had til kvinder, men også til seksuelt attraktive mænd eller mænd i parforhold. De er dog også kendetegnet ved ekstremt selvhad. Dette had dyrker de med andre ligesindede i mørke internetfora, hvor de sammen kan grave sig længere og længere ned i dybe misogyne huller, der i de værste tilfælde leder til fysiske handlinger. Det er sådan et menneske, der portrætteres af skuespiller Mathias Skov Rahbæk i denne timelange monolog på Betty Nansen Teatrets nye balkonscene.

VI MENER
“Hej skat. Jeg kører hjem nu. Vi ses om lidt <3 ” er en besked, jeg ofte har skrevet til min kæreste, når jeg har forladt arrangementer. Særligt hvis jeg tager hjem efter mørkets frembrud. De sidste par uger har jeg været ekstra grundig med at få den skrevet. Jeg har endda skrevet flere sms’er på vejen hjem: “Er på Nørrebro Station nu”. Den tragiske hændelse i Aalborg, der har præget nyhedsbilledet den seneste tid, har sat sig i både mig og min kæreste. Vi er endnu engang blevet mindet om, at der findes mennesker i verden, der vil andre det ondt. Som vil kvinder det ondt. Den påmindelse mejsles ekstra grundigt fast efter mit besøg på Betty Nansen Teatret en tirsdag aften. Men en time i selskab med skuespiller Mathias Skov Rahbæk og Nanna Cecilie Bangs tekst er ikke kun en uhyggelig reminder. Det er så meget mere, og det gør et uafrysteligt indtryk. 

Betty Nansens nye balkonscene forvandler sig hurtigt fra en flot foyer i moderigtige farver til et klaustrofobisk rum, hvis udvej blokeres af en mand, som jeg næsten glemmer bare er en skuespiller. Teksten og skuespillet er så stærkt, at jeg ikke behøver en scenografi. Det tætte lille rum, som ordene suger alt luften ud af, er mere end rigeligt. Jeg får undervejs lyst til at forlade rummet i ubehag, men lader alligevel være. Både fordi jeg ikke har lyst til at komme tættere på manden, der står foran os, end jeg allerede er, men mest fordi jeg vil have det hele med af Bangs mættede og intense tekst. Det er sådan en tekst, man på papiret måske kunne fare lidt vild i pga. mængden af ord, men ordene er så velvalgte, og det hele er så flot konstrueret, at jeg suger hvert et ord til mig og ikke på et eneste tidspunkt zoner ud. Det virker totalt umuligt, for teksten gør krav på mig, og jeg tør i øvrigt heller ikke fjerne min opmærksomhed fra det utilregnelige mennesker, der står lige foran mig og leverer den.

Han er selvfølgelig blot en skuespiller, fortæller min fornuft mig et sted i baghovedet. Men Rahbæk er så sitrende, heftig og overbevisende, at jeg i øjeblikke glemmer det. Selvfølgelig gør han ikke alvor af de ord, han står og siger, må jeg sige til mig selv. Det er jo replikker. Men han leverer dem så troværdigt, at de små hår alligevel rejser sig i nakken. Måske skyldes det også den forfærdelige vished om, at der findes mennesker derude, som ikke bare er skuespillere, der formidler andres ord, men som rent faktisk tænker disse tanker og tilmed fører dem ud i livet. Rahbæks spil bliver dog også særligt effektivt, fordi han og teksten nuancerer et mennesker, vi i udgangspunktet har det med at tænke temmelig endimensionelt om. Instinktet fortæller mig, at han er en rendyrket skurk, som jeg må tage afstand fra og ekskludere. Nærmest som var han ikke-menneskelig. Men den barske sandhed er, at selv han også er et menneske ligesom mig, og at der måske findes årsager til hans urimelige had. 

Det er ganske enkelt en genistreg ikke at lade Mathias Skov Rahbæk være gennemsyret af ondskab fra start. Med den historie, der langsomt folder sig ud, kunne man muligvis være fristet til at lade modbydeligheden og barskheden koge under overfladen fra start. Men det gør den ikke her. Der er ganske vist noget i hans blik, og ind imellem siver der også lidt væmmelighed ud gennem små usynlige sprækker. Overordnet møder vi dog en nervøs ung fyr, der tydeligvis ikke har haft det nemt, og som det er enormt nemt at fatte sympati med. I starten griner jeg af de ting, han siger og gør, og tager også mig selv i at grine empatisk med ham for at gøre den intime situation nemmere for ham. Som for at give ham en vished om, at der også findes mennesker, der godt vil sige hej til ham og vil ham det godt. Så pludselig vender teksten. Filmen knækker, og de mest modbydelige ting kommer ud af hans mund. Hævntørsten og hadet buldrer op i ham og vælter fortvivlet ud over os. Jeg rives midt over og ved slet ikke, hvordan jeg skal forholde mig, og hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg skal vel føle afsky og tage afstand fra nogen, der kan sige og tænke sådan. Men jeg opdager til min gru, at jeg stadig føler med ham og stadig har lyst til at fare op og give ham et knus. Jeg skammer mig over den følelse, for han har jo pludselig vist sig at være et af de mennesker, som jeg og mange af mine medmennesker insisterer på ikke at ofre et gram medlidenhed på og nærmest nægter at forholde sig til som menneske. Intet kan jo undskylde deres monstrøse tankegang og handlinger. Kan det vel? 

Heri består også denne forestillings genialitet. Den insisterer nemlig på at tale om noget af det, som er allersværest at sætte ord på og forholde sig nuanceret til. Den balancerer på et knivsæg hele vejen igennem med gennemført blik for den ubehagelige og komplicerede verden, den forholder sig til. Med denne forestilling markerer Nanna Cecilie Bang sig atter som en vigtig og dygtig samtids-dramatiker, som der i den grad er mangel på og brug for i dansk scenekunst. Hun har blik for det naturlige i sproget, og hun går til sit publikum med ubarmhjertig hårdhed, som det dog ikke er svært at tilgive hende, fordi hun skriver så hjernedødt godt, og fordi det hun skriver er vigtigt. Det er efterhånden en udvandet kliché at udråbe nogen som en generations-stemme, men man fristes i den grad til det, når det kommer til Bang. Kliché er dog det sidste ord, man kan være bekendt at bruge om hende, for hun er en modig éner, der løfter niveauet i dansk scenekunst. 

Da Rahbæk forlader scenen er der helt stille i salen på en måde, jeg sjældent oplever det. Pusten virker slået ud af salen, og det er som om, ingen rigtig har lyst til at klappe af uhyrlighederne. Det virker forkert at klappe af en fyr, der har forladt salen med et afsluttende ønske om at tage flere med sig i døden for at blive noget større, og hvis fodtrin vi stadig kan høre runge på trappen. Heldigvis brydes tavsheden på et tidspunkt af et første forsigtigt klap, der ryster os ud af illusionen og minder os om, at vi befinder os i en teatersal, hvor en dygtig skuespiller og dramatiker må honoreres. Jeg er fuld af ord og tavshed på én gang. Jeg har lyst til at snakke med nogen om det, vi lige har oplevet og er samtidig ret rystet og ude af stand til helt finde rundt i mig selv. Mit etiske kompas har været udsat for et jordskælv. Se dét er hvad scenekunst kan, når det er allerbedst! 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Du skal være umanerlig hurtig, hvis du skal nå at få fingrene i en billet, for der er ganske få billetter til hver aften. Er du under 25 år, koster forestillingen dig kun 80 kr., og ellers må du slippe ca 100 kr. mere. Forestillingen spiller også under CPH Stage i juni, hvor der lige nu er flere billetter til rådighed end til den almene spilleperiode.

FOTO:  Marie Hald