jeg står i kviksand og brøler som en hjort

jeg står i kviksand og brøler som en hjort

Sort/Hvid
17. Maj - 1. juni 2021

Vi mærker hende så meget som menneske, at det kryber ind under huden og flår hjertet fra hinanden. 

Af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen

HVAD ER DET
De fleste oplever nok, på et eller andet tidspunkt, at føle sig forelsket. En stor del vil nok også kende til den sorg, det kan medføre, når kærligheden ikke holder. Om ikke andet så kan man i hvert fald få lov til at smage på det i Jeg står i kviksand og brøler som en hjort. Her tager skuespiller Josephine Reumert Grau os med igennem kærligheden, forholdet og forelskelsen i en bare én time lang monolog. Teksten har hun selv skrevet, og den er tidligere blevet opført som hendes afgangsprojekt fra scenekunstskolen. Denne gang lægger Sort/Hvid i Kødbyen scene til, og Nanna Bang er sat på som instruktør, hvilket synes som et utrolig godt match, tekstens karakter taget i betragtning. Nanna Bang har nemlig tidligere skrevet og opført værker i samme stil som dette.

VI MENER
Det ser ikke ud af meget, da vi træder ind i det lille sorte rum på Sort/Hvid. På gulvet foran stolerækkerne står Josefine Reumert Grau og tager imod os med et smil. Ved siden af hende sidder musiker og lyddesigner Viktor Dahl bag sine instrumenter. Forrest på scenen er et lille podie, som Reumert Grau træder op på, da hun begynder sin monolog. I lang tid stirrer hun bare på os uden at sige noget. Hun smiler stort og lidt anstrengt. Skuldrene er nervøst placeret oppe omkring ørerne. Hun tager sig god tid. Hendes første sætning afslører, at hun har stået og tænkt på sin skede, fordi hun har læst, at det får én til at virke mere tiltrækkende. Herfra ruller kærlighedshistorien. For det er, hvad Jeg står i kviksand og brøler som en hjort er og som enhver anden historie af den slags, begynder vi ved forelskelsen og de første dates. 

Der tales til et du, og de fleste sætninger tager udgangspunkt i et jeg. Jeg tænker, jeg gør, du siger, du griner. Hendes lettere nervøse kropssprog emmer af tusindvis af sommerfugle i maven, som når man lige er blevet forelsket. Hvis teksten og spillet ikke skulle være nok til at få os til at føle forelskelsen, så hjælper Viktor Dahl det godt på vej med et nærmest filmisk akkompagnement. Vi føler os hensat til 90’ernes rom-coms, og var man hjerteløs, kunne man kalde musikken banal, men i Dahls kyndige hænder får det banale poetisk genklang og tryllebinder os totalt. Det musikalske er en blanding af moderne populærmusik, nykomponeret numre og atmosfæriske underlæg til teksten. Nogle gange er det næsten umærkeligt, og andre gange brager det igennem, så vi letter i stolen. Det fungerer rasende godt. 

På den måde går Dahls musik vældig godt i spænd med Reumert Graus tekst, der også er en herlig sammensmeltning af detaljerede hverdagsbanaliteter og mere poetiske tableauer. Popkulturelle kærligheds-referencer, som f.eks. en hel scene fra filmen Titanic, flettes flittigt ind og fungerer som en form for målestok for den kærlighed og følelse, Reumert Grau oplever i mødet med tekstens “du”. Den kan også få hende til at føle sig som et franskbrød, der ligger ude i regnvejret, og kan det egentlig leve op til den kærlighed, hun ser på film? De præcise beskrivelser af hverdagen står ekstra skarpt, når de sættes i kontrast til den voldsomme og storladne filmiske kærlighed, der gennemsyrer popkulturen. Det kan både give indtrykket af en ung kvinde, der har et forvrænget syn på, hvad kærlighed er, men kan også blot tolkes som et udtryk for, at Reumert Graus “jeg” er meget mere investeret i forholdet, end “du’et” er. 

Teksten er stærkest, når den holder sig til det hverdagslige. Det er der, vi mærker hende mest. Det er spændende, når teksten går på poetiske opdagelser, hvor det hverdagslige pludselig forvandler sig til et drømme-univers, der nok mere er et udtryk for følelser end egentlige situationer fra parforholdet. Men selvom det er interessant, er det også her teksten bliver sværest at følge, og ind imellem bliver Reumert Grau så længe i det, at nærværet forsvinder lidt og tankerne går på afveje. Det sker heldigvis forholdsvis sjældent, og overordnet set er teksten et ungt og friskt bud, som vil være oplagt at hive frem som modbevis, hvis nogen skulle påstå, at der ikke findes god dramatik til unge mennesker. 

Teksten og musikken alene er dog ikke nok til at få os til at mærke historien. Det kræver også en dygtig levering, og den sørger Josephine Reumert Grau heldigvis for med en solid jysk dialekt. Hun er vidunderligt sårbar og ublu. Hun har en dårlig vane med at starte alle sætninger med et stammende “jeg”. Blev det kun brugt enkelte gange, ville det måske fungere som et oplagt værktøj til at arbejde lidt naturlighed ind i levering, men når det bruges så konsekvent som her, udebliver effekten og tager i stedet for meget fokus. Det er dog ikke generende for det samlede indtryk af Reumert Grau som et hamrende stærkt talent, som vi glæder os til at se mere til fremover. 

Jeg står i kviksand og brøler som en hjort har en sjov og forholdsvis let tone det første stykke af vejen. Men så pludselig brister hjertet fuldstændig, da Reumert Grau møder, hvad der nu er blevet hendes eks-kæreste, otte dage efter bruddet i en 7-Eleven, mens Viktor Dahl akkompagnerer mødet med Bon Ivers re:stacks på klaveret. Hun kæmper bravt for at holde tårerne tilbage, mens hun leverer ordene, og det samme gør vi. Hun har indtil nu brugt forestillingen kløgtigt til at sætte sig selv i scene som en ganske almindelig og fejlbarlig ung kvinde, som i princippet kunne være os selv. Derfor rammer det også som et godstog, da sorgen først kommer. Vi mærker hende så meget som menneske, at det kryber ind under huden og flår hjertet fra hinanden. 

Vi føler os underligt forløste, da vi trækker vores cykler gennem Kødbyen efter forestillingen. Josefine Reumert Grau har ramt lige ned i de kærestesorger, vi igennem vores liv har oplevet. Lige så ondt som det gjorde momentant at genbesøge, lige så befriende var det også. For selvom vi aldrig har taget hævn over den smerte, tidligere flammer har påført os, så får vi næsten lov at opleve, hvordan det ville føles, da Reumert Grau, som et hævngerrigt punktum i forholdet, tværer og kaster mad ud over ekskærestens køkken; karrysild på væggen, sød chilisauce ud over komfuret og kapers som konfetti. 

Det er en lys forårsaften og en tynd halvmåne hænger ensomt på den stadig blå himmel, da vi går hjem. Det er lige så smukt, som forestillingen var det på en sådan helt særlig hverdagspoetisk måde. Det er så simpelt og rammer alligevel så dybt, at en ensom tårer finder vej ned over kinden.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Forestillingen er desværre totalt udsolgt, så du må krydse fingre for en genopsætning på et senere tidspunkt.

FOTO: Anna Marin