Mahlers 3. Symfoni

MAHLERS 3. SYMFONI

Det Kongelige Teater, Operaen
19. maj - 4. juni 2021

Chmelensky er et strålende valg som publikums primære følelsesmæssige anker igennem forestillingen. Han brænder igennem med lige dele råstyrke, teknisk snilde og klædelig sårbarhed. 

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Det her er en forestilling af balletelskere, til balletelskere. Den er ikke “nem” - forstået på den måde, at den forlanger en anelse mere af sit publikum end den gængse helaftensballet. Vi bliver ikke båret igennem en fortælling af en yndig ballerina og hendes kavalerer i kostumer og kulisser, der tydeligt fortæller os, hvem vi skal holde med, og hvad historien handler om. Narrativet viger i dette 6-satsers værk pladsen for en yderst subjektiv fortolkning af Gustav Mahlers musik. Fortolkningen er ingen ringere end selveste John Neumeiers. Han kendes i Danmark bedst for at have koreograferet værkerne Kameliadamen og Romeo og Julie (sidstnævnte kan du faktisk få glæden af at opleve i den kommende sæson). Som et yderligere bevis på hans kunnen valgte Hendes Majestæt Dronningen, som også var blandt publikum til aftenens forestilling, at tildele ham fortjenstmedaljen, Ingenio et Arti, der gives til fremtrædende personer indenfor kunst og videnskab.

Neumeier koreograferede i sin tid Mahlers 3. Symfoni til Hamborg Ballett, som han har været chefkoreograf for siden 1973, og det er første gang forestillingen opføres i Danmark. Dette er Neumeiers ballet hele vejen igennem. Skulle du være i tvivl, behøver du blot tage et hurtigt kig på indlægssedlen i programmet. Koreografi: John Neumeier. Iscenesættelse: John Neumeier. Kostumer: John Neumeier. Lysdesign: John Neumeier... You get the gist. På nær bidrag til iscenesættelsen fra blandt andre Janusz Mazon, er det faktisk kun selve udførelsen af forestillingen, han lader andre om. Mesterligt dirigeret af Hossein Pishkar, med vokal af Johanne Bock og akkompagneret af Det Kongelige Operakors damer og Københavns Drengekor, danser cirka halvdelen af Den Kongelige Ballet sig igennem Mahlers 3. Symfoni.

VI MENER
Der var dømt ægte premierestemning i den funklende bygning på Operaholmen, og forventningens glæde var til at tage og føle på blandt gæsterne i den store foyer. Ikke så underligt, når man tænker på hvor længe, vi har måtte vente på denne forestilling. Da Mette Frederiksen lukkede landet ned tilbage i marts sidste år, havde man netop lagt sidste hånd på værket, og var fuldstændig klar til premieren på dette stort opslåede værk. Så nemt skulle det ikke være. Der kom til at gå et helt år, før de endelig kunne gennemføre, og det i sig selv var heller ikke helt uden krumspring. I en kort tale før forestillingen forklarer balletmester, Nikolaj Hübbe, at de for at kunne overholde pladskravet, har set sig nødsaget til at flytte orkestret ned i en tilstødende prøvesal. Det var simpelthen ikke muligt at stoppe de fornødne 82 instrumenter og deres dertilhørende musikere ned i orkestergraven på forsvarlig vis. Alternativet ville, som Hübbe så fint formulerede det, have resulteret i, at “Så var der ikke meget Mahler tilbage.”. 

Udover at savne synet af Det Kongelige Kapel mere end jeg troede, jeg ville, oplever jeg faktisk kun én mulig konsekvens af det usynlige orkester. Det skurrer en smule i øjnene, at danserne ikke er fuldkommen synkrone i starten. Normalt kan de skue dirigenten og orkestret fra scenen, men nu er de tvunget til at indføle sig på nye præmisser. Efter kort tid lykkes det dem heldigvis at finde hinanden i forhold til musikken, og det hele samler sig lækker forening. Derfra har jeg ingen klager, når det kommer til de store korpsnumre, der er finder en stilsikker balance mellem det symmetriske og det grafiske. Især første og sjette sats, der tonemæssigt er vidt forskellige, udmærker sig sig med storslåede formationer af kroppe, der smyger og strækker sig, for at danne de smukkeste billeder for øjnene af publikum. De holder formationen akkurat længe nok til, at publikum kan nå at værdsætte, hvor imponerende en teknisk styrkeprøve, det er, men er derefter hurtigt videre til næste bedrift. Det hele kunne så nemt kamme over i noget nær rytmisk gymnastik, sådan som især herrerne springer, ruller og slynger sig mellem hinanden. Vi får sågar et par menneskepyramider at se, men forestillingen bevæger sig aldrig for langt væk fra ballettens formsprog. Den er kun lige ude og snuse til grænsen. 

Neumeier forstår at give danserne tid. Med flair for dramatisk effekt og visuelt velkonstruerede scenekompositioner, gør han flittigt brug af den lysende baggrundsskærm, der i løbet af det meste af forestillingen udgør hele scenografien. Han lader danserne indtage positioner, der for publikums øjne blot bliver en skarp silhuet og dermed skaber rolige øjeblikke med tid til refleksion uden at tabe momentum. Denne respekt for værdien af sensorisk tavshed kommer også i særdeleshed til udtryk i den fjerde sats, Nat, hvor kun lyden af Wilma Giglios åndedræt og hendes tåspidsskos slag mod dansevinylen høres. Jonathan Chmelensky og Ryan Tomash gør hende selskab, og først efter hvad der føles som relativt lang tid, smyger Mahlers musik sig ind i salen. Man skulle tro, at det ville være grænsende til komisk, at koreografere et stykke dans til Mahlers musik uden rent faktisk at lade danserne danse til Mahler. Komisk bliver det nu langt fra. Jeg får snarere en oplevelse af at musikken blot respektfuldt har afventet sin tur i kulissen og først træder ind, når det er på sin plads. 

Neumeier formår at fastholde det abstrakte format hele vejen igennem og skaber således en emotionel forbindelse mellem publikum, dansere og musik, der i kombination med de yderst velkonstruerede menneskelige formationer rummer langt mere end blot kroppe i bevægelse. Personligt fornemmer jeg gennemgribende temaer som identitet, relationer og isolering, flettet sammen med accept og omsorg, men enhver beskuer vil kunne udlede sit baseret på egne oplevelser og erfaring. Til at føre os igennem de seks satser danser Jonathan Chmelensky en form for hovedperson, stykkets centrale element, imens de øvrige dansere er lige så meget særskilte karakterer, som de er nuancer af hans person. Chmelensky er et strålende valg som publikums primære følelsesmæssige anker igennem forestillingen. Han brænder igennem med lige dele råstyrke, teknisk snilde og klædelig sårbarhed. Udover ham vil jeg også fremhæve Marcin Kupinski og Eukene Sagues, der i henholdsvis første og femte sats annekterer en god del af min opmærksomhed. 

Som man kunne ønske sig, er hele kompagniet i topform. De sprudler af energi, og deres gensynsglæde med scenen og hverandre efter en alt for lang pause gør hele salen elektrisk. Det kan ikke udelukkes, at jeg projekterer mine egne følelser over på danserne, men uanset hvad, fungerer det, og mere kan jeg simpelthen ikke forlange.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Til netop denne ballet, er det ikke altafgørende, at du sidder tæt på scenen, da meget af forestillingen faktisk har godt af at blive set lidt på afstand, så man har et overblik over hele scenen på en gang. Billetpriserne rangerer i øjeblikket mellem 155 og 755 kr, og er du under 25, får du 40% rabat på dine billetter, men du skal være hurtig, for de fleste dage er allerede udsolgt.

FOTO: Henrik Stenberg