Homage

Homage

Turneforestilling

10. september - 28. september 2020

Genkendeligheden i Rønnes små leverpostejs-handlinger er sjove, men jeg havde håbet på, at også alvoren og dramatikken fik lov at skinne igennem.

Af: Emilie Beske

HVAD ER DET
Har vi ikke alle prøvet at stå foran et tandpasta-befængt spejl og spurgt os selv: “var det virkelig en god idé med den pornofarvede, røde læbestift?”. Bevares, nok ikke os alle sammen, men der er nok nogen, som kan nikke genkendende til dette. 

Forestillingen HOMAGE (betydning: hyldest) hylder de drømme, vi endnu ikke har mistet i en fortælling om en ung kvinde, der lider af en voldsom usikkerhed på sig selv. Hendes mistro til sig selv kommer til udtryk i genkendelige hverdagssituationer, som når hun tjekker sit spejlbillede for 25. gang, eller når hun panisk står med sin kjole under håndtørreren på toilettet, fordi hun, forgæves, har prøvet at vaske den fremtrædende sovseplet af kjolen. I sit ydmygende liv tillader hun sig at drømme om noget mere. 

Mette Rønne, stifter af Kulturmarkt-DK som har produceret selvstændige forestillinger i over otte år, har i selskab med sin morbror, Hans Rønne, fundet en håndfuld dagligdagsklichéer og pakket dem ind i en fortælling om en ung kvindes rejse fra usikkerhed på sig selv til at lytte til sine egne behov og at give en stor fed fuckfinger til samfundet. Fingeren, og resten af forestillingen, bliver udelukkende fortalt via mime-kunsten.

VI MENER
På Toldbodgade 6 i København ligger Teater FÅR302. Under normale omstændigheder kan salen rumme 48 tilskuerer, hvilket gør det til Københavns mindste teater. Grundet tingenes tilstand er vi dog kun 15, og her er plads til alle corona-foranstaltningerne. Teatersalen er en lille lejlighed, der er omdannet til en blackbox, og denne aften danner den ramme om 50 minutters mimeforestilling. I HOMAGE er alt usynligt, og kun fantasien sætter grænser for rummets udfoldelse. Således beskriver Kulturmarkt-DK selv forestillingen. Det eneste, der pryder scenen, er en sort taburet, som jeg normalt forbinder med et comedy onemanshow. 

Mette Rønne indtager scenen i stilhed. Hun er iklædt sort tøj og sorte sko - intet bemærkelsesværdigt. Jeg sætter min lid til, at Rønne kan få forestillingen til at blomstre, for jeg er indtil videre ikke imponeret over scenografien. Straks begynder hun at interagere med ting, der ikke er til stede i rummet. Hendes bevægelser er præcise og velvalgte, og det er tydeligt, at hun mestrer mimekunsten. Mette er uddannet på den russiske teaterskole TeaterStudio/GITIS i Moskva, hvor hun har lært teknikken bag. Normalt ville denne spilleform tage mig durk til Tivolis storslåede Pantomimeteater, hvor der er skruet op for farver, musik og følelser, men Rønne skræller det hele af og går med en mere nøgen form, hvor alt er overladt til fantasien. 

Vi møder den usikre kvinde i, hvad jeg først tror er, et tog, men som, ud fra hendes interaktion med andre gæster, en tjener og en varm suppe, peger mig i retningen af en tætpakket restaurant. I starten er hendes billeder lidt uklare, og min forvirring fjerner sanseligheden fra oplevelsen. Rønnes karakter skifter hele tiden mellem at opretholde en facade ude blandt de øvrige restaurantgæster og at krænge al sin usikkerhed ud inde på det lille toilet, der har plads i scenens kongeside. Derude fylder det lave selvværd hele rummet. Det er også her, hun folder sit talent ud og er ekstra præcis i sin mimen. Særligt er det sejt, da hun helt naturtro lægger mascara og læbestift uden selve remedierne. Desværre fylder dagligdagsklichéerne for meget i den første halvdel, og forestillingen bliver derfor noget ensformig. Rønne formår ikke at fremkalde spænding og dramatik, og jeg savner nogle flere lag. 

De billeder, der især fungerer, er dem, der akkompagneres af Ask Kjærgaards musik, som erstatter den altoverdøvende stilhed, der før tog mit fokus. Et af dem er en lang drømme/mime-montage, hvor Rønne indleder et forhold til en høj elsker. Det munder ud i en stor, hvid flødeskumskjole, en skrigende diamantring, graviditet og børn - alt sammen mimet. Her vælter vi ikke bare rundt i hverdagskonflikter, men får lov at smage på lidt af den dramatik og vigtighed, jeg har ventet på. Desværre følger Rønne ikke spændingen til dørs, men springer for let over, hvad der burde være det store øjeblik. Bryllupssekvensen støtter sig til humoren, og her kunne jeg godt have ønsket mere nuance fra Rønnes side. Hvis hun havde givet scenen lidt mere ro og hjerte, havde også den næste sekvens stået krystalklart: da musikken stopper, og drømmen afbrydes, bliver jeg kastet tilbage til hendes virkelighed, hvor der ikke er kys og kram, men kun spildt sovs på trøjen. Hun lader publikum tro, at hendes lykke er gjort, mens hun i virkeligheden stadig er lige så ubekvem i sit liv som før. Komikken falder igennem og bliver akavet, og jeg føler mig fanget i en episode af KLOVN, og det er ikke på den gode måde - tværtimod. Måske er det min egen usikkerhed reflekteret i hendes karakter, der afholder mig fra at overgive mig til komikken, eller også er det bare et spørgsmål om smag. 

Fortællingen leder frem mod et indre opgør med karakterens usikkerhed, men desværre bliver det kastet på gulvet til fordel for banaliteter, der i stedet trækker grin fra salen. Genkendeligheden i Rønnes små leverpostejs-handlinger er sjove, men jeg havde håbet, at også alvoren og dramatikken fik lov at skinne igennem. De identificerbare øjeblikke er forestillingens force, og jeg kan se mig selv udføre hverdagshandlingerne, men jeg kan bare aldrig helt mærke følelserne i HOMAGE. . 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingen turnerer rundt i landet, og du kan stadig nå at fange billetter til Aarhus og Momentum, hvor billetterne står til 80 kr.

Foto: Per Pedersen