Faust

Faust

Teater Republique

19. september - 28. oktober 2020

Selv newcomer Siw Ulrikke Maibom, som, man ellers kunne frygte, ville blegne lidt ved siden af en titan som Søren Sætter-Lassen, leverer et troværdigt portræt af den purunge Gretchen.

Af: Frederik Nagel Fryland og Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Den charmerende og intelligente Faust gennemgår den ultimative midtlivskrise i Goethes ikoniske værk af samme navn. Frustreret og deprimeret over livets mangel på indhold, indgår Faust en pagt med Djævelen, som her går under navnet Mefisto. Han lover at tjene ham i et liv uden mådehold til gengæld for hans sjæl - en ringe pris at betale, mener Faust. Den hedonistiske rejse kulminerer, da Faust møder den 14-årige Gretchen og i sin iver efter at få hende, formår han undervejs at ødelægge livet for alle implicerede, ham selv inklusive. Eminent portrætteret besætter Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen de to hovedroller som henholdsvist Faust og Mefisto i denne sjælegyser af makkerparret Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Højerslev.

VI MENER
Forventningerne er rimeligt høje til lørdagens premiere på Teater Republique og det med rette, når navne som Søren Sætter-Lassen, Olaf Johannessen og Joen Højerslev pryder rollelisten. Frygten for en slem skuffelse nager derfor en smule, da vi træder ind til synet af en mildest talt skrabet scene. Bente Lykke Møllers scenografi består i al sin enkelthed af en sort scene med mandshøje sorte blokke og plader langs de tre vægge. Det ligner mest af alt byggeblokke af krydsfiner, der nødtørftigt er blevet dækket med sort maling. Den association bliver dog hurtigt gjort til skamme, for den spartanske scenografi fungerer overraskende godt. Fortællingen springer rundt mellem scener fra private hjem, tilrøgede festlokaler og videre til Helvedes forgård, og netop i kraft af denne minimalisme undgår forestillingen at blive brudt op af sceneskift og pauser, når dette skulle illustreres. 

Det tager lidt tid, før det bliver klart hvad det er, vi skal til at opleve. Efter en sløv og noget forvirrende opstart overraskes vi endnu engang, og det går for alvor op for os, hvor sjov forestillingen er. Den er hysterisk morsom. Djævlen møder første gang Faust i skikkelse af en hund, og således entrerer Søren Sætter-Lassen scenen på alle fire og med tungen hængende ud af munden. Nok er det gakket, men det går rent ind, og et blik rundt i salen fortæller os, at vi ikke er de eneste, der er svært underholdt af dette. Også Anne Sofie Wanstrup og Joen Højerslev, i rollerne som to af Mefistos håndlangere og et par øvrige småroller, leverer nogle geniale øjeblikke af comic relief, når Goethes originale tekst føles en anelse for tung. Et godt eksempel på dette er Højerslevs spankuleren hen over scenen, som var han en karakter i Monty Python-sketchen om Ministeriet for Gakkede Gangarter eller Wanstrups ihærdige gøren sig til og forsøg på at forføre Mefisto. Det er i det store hele disse tre, der står for det fjollede og det skøre i forestillingen, imens Olaf Johannessen og Siw Ulrikke Maibom i rollen som Gretchen leverer det mere dystre og seriøse. Der er dog en enkelt undtagelse til dette. Endda en temmelig vigtig en. For at illustrere Fausts endeløse, festlige eskapader forvandles scenen ved hjælp af lyseffekter til en natklub, hvor Olaf Johannessen, til lyden af nuller-bangers og rock-anthems, giver den hele armen og viser os alle sine bedste moves, imens en henslængt Søren Sætter-Lassen sidder i hjørnet og filer negle.

Til trods for alle disse sjove indslag, får vi som publikum aldrig lov til at more os for længe. Instruktør og iscenesætter Staffan Valdemar Holm har sørget for en god balance mellem morskab og uhygge, og vi bliver gang på gang mindet om, at Faust mest af alt er en gotisk fortælling om djævelske fristelser og menneskelig dårskab. Også Clement Irbils lysdesign bidrager til gyserstemningen, idet han, med relativt simple greb og velvalgte lydeffekter, formår at skabe både ildebrand og buldrende tordenskrald på scenen. På denne måde er en højdramatisk stemning gennemgående i stykket, som heldigvis punkteres af de lejlighedsvise sjove indslag, der samlet bidrager med en god blanding af gak og gru.

Generelt bærer forestillingen hele vejen igennem præg af den ene solide skuespilpræstation efter den anden, hvor alle synes at være castet perfekt i deres roller. Selv newcomer Siw Ulrikke Maibom, som, man ellers kunne frygte, ville blegne lidt ved siden af en titan som Søren Sætter-Lassen, leverer et troværdigt portræt af den purunge Gretchen, der ledes i fordærv af Faust og Djævelens interventioner. Hun formår at at give karakteren både kant og skrøbelighed på én og samme tid, og selvom det med moderne øjne kan være lidt svært at forholde sig til et forhold mellem en 14-årig og en mand i halvtredserne, lykkes det hende alligevel at gøre det troværdigt. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25, koster en billet kun 95 kroner, og for denne nette sum kan man faktisk få nogle rigtig fine pladser. Teater Republique har været så rare at lægge virkelig mange spilledage ind, og der er stadig masser pladser tilbage, så der er ingen undskyldning for ikke at stikke et par masker i lommen (for dem skal du have på, når du går ind og ud af salen) og drage mod Østerbro.

Foto: Karoline Lieberkind