Blue Jasmine

Blue Jasmine

Odense Teater

12. september - 2. oktober 2020

Albeck Børge tør være vanvittigt grim i Jasmines psykotiske udbrud, der efterlader hende med både tårer og snot løbende fra øjne og næse.

Af: Victoria Bjertnæs Maegaard

HVAD ER DET 
Sæson 20/21 er teaterdirektør Jens August Willes sidste på Odense Teater, inden Jacob Schjødt overtager. Teatret har givet sig i kast med Blue Jasmine, der oprindeligt er en Woody Allen film fra 2013. Dramatisering og iscenesættelse har Nicolei Faber stået for. Faber har tidligere stået bag blandt andet Riget på Det Kongelige Teater og Lyden af de skuldre vi står på på Aarhus Teater.

Woody Allen baserede Blue Jasmine på det famøse drama Omstigning til paradis skrevet af Tennessee Williams i 1947. Nu får Blue Jasmine lov til at få sin egen plads på scenen. Her møder vi Jasmine, en velhavende New Yorker, der bliver forladt af sin mand, Hal, til fordel for en 19-årig au pair-pige. Hal viser sig ovenikøbet at være en svindler, der stjæler penge fra de fattige for at give til sig selv. Jasmine ender derfor med at stå uden mand, penge og tag over hovedet. Efter en tur på den lukkede, og med nervemedicin i hånden, flytter hun ind hos sin stedsøster, Ginger, der lever en tilværelse så langt fra Jasmines, man overhovedet kan komme. 

VI MENER
Kan Woody Allen fungere som teater? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange, da jeg træder ind ad dørene på Odense Teater til premieren på Blue Jasmine. At lave film til teater er ikke nogen nem opgave, og når jeg har fortalt bekendte, at jeg skulle ind og se Blue Jasmine, har de alle rynket på næsen og virket skeptiske. Jeg er derfor ekstra spændt på og nervøs for, om forestillingen kommer til at bekræfte deres skepsis. 

Heldigvis kan jeg nu fortælle mine bekendte, at de kan lægge deres skepsis langt væk og i stedet tage et smut til Odense. Nicolei Faber har gjort et smukt stykke arbejde i oversættelsen og bearbejdelsen af manuskriptet. Det kan være en vanskelig opgave at skulle oversætte et amerikansk filmmanuskript til dansk. Film kan skifte hurtigt mellem tid og sted, hvor man på scenen ofte skal bruge mere tid på etableringen. Fabers oversættelse fungerer dog glimrende, og han sørger for et godt tempo i skiftene, så de ikke bliver for lange og kedelige. 

Allerede inden forestillingen begynder, fyldes teatersalen af Frank Sinatras sprøde stemme, der langsomt, men kælent, tager mig med til New York. Da tæppet bliver trukket fra, afsløres to kæmpe trapper, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi nu befinder os i en af de helt dyre lejligheder på grænsen af Central Park i New York. Scenen er farvet i skiftevis lyserød og rød, og bagerst, over trappen, hænger en kæmpe blå måne, der refererer til sangen Blue Moon af The Marcels, som Jasmine og Hal mødte hinanden til. I Jasmines New York er alting fyldt med farver, men så snart hun forlader byen, for at bo ved sin søster, bliver alt, i bogstaveligste forstand, farveløst. Hos Ginger er alt holdt i hvidt og beige. Alt er kedeligt, synes Jasmine, og de mænd, Ginger er sammen med, er en flok uambitiøse bonderøve. Hun hader stedet og savner det rige liv i New York med champagnebrunch og velgørenhedsarrangementer. Farverne spiller generelt en stor rolle i historiefortællingen: Nicolai Jandorfs ‘Dwight’, én af Jasmine bejlere, er f.eks. klædt i blåt, hvilket både bryder med det farveløse helvede hos Ginger, men også agerer øjenåbner for Jasmine, som, i mødet med ham, mindes om, at verden ikke altid har samme farver som i New York, men at der også findes en helt tredje mulighed, som hun ikke havde overvejet. Det fungerer ufatteligt godt, og jeg er meget begejstret for måden, hvorpå scenograf Christian Albrechtsen leger med farverne. 

Christine Albeck Børge er fremragende i rollen som den ustabile og drømmende Jasmine. Hun tør være vanvittigt grim i Jasmines psykotiske udbrud, der efterlader hende med både tårer og snot løbende fra øjne og næse. Samtidig laver hun de smukkeste og skarpeste skift, når hun hurtigt går fra udbrud til stabilitet i løbet af et splitsekund. Claus Riis Østergaard spiller Jasmines eksmand, Hal, og han er præcis så charmerende, at jeg får bløde knæ, men også bedragerisk nok til, at jeg får lyst til at kaste min sko efter ham. Østergaard og Albeck Børge har en skøn kemi og nogle fine momenter sammen. Enkelte gange danser de til en sjæler, og i de øjeblikke er det som om, at verden forsvinder og kun efterlader de to tilbage. Jeg tror på deres kærlighed, og jeg mærker så tydeligt Hals svigt, da han vælger at forlade Jasmine.

Forestillingens komiske indspark er Ginger (Louise Davidsen), og Chili (Benjamin Kitter), Gingers kæreste. Deres forhold går op og ned som følge af Jasmines indblanding og negativitet overfor Chili. Han er konstant boksepuden, som Jasmine slår og sparker til, når hun er utilfreds og sur. Ginger og Chili er kæmpe klichéer, og der er skruet helt op for stereotyperne; Chili elsker øl og fodbold og er en rigtig drengerøv. Ginger har en søn, som får en iPad stukket i hånden, når hun ikke har tid til at tage sig af ham, hun pakker varer på et lager og varter Chili op, når han er på besøg. Derudover snakker de begge med en så flad københavnsk dialekt, som man kun finder på Amager, hvilket jeg synes er sjovt. 

Præcis som Jasmine, og alle andre karakterer i fortællingen, er også vi på en dannelsesrejse udi mennesker og medmenneskelighed. Mens Jasmine lærer sig selv og sine medmennesker at kende, udvikler vores forhold til Jasmine sig også kontinuerligt. Jeg starter med at synes, at hun er ufatteligt irriterende, og jeg har lyst til at skælde hende ud over hendes barnlige tilgang til livet. Da hun udsættes for et voldsomt overgreb hos den lokale tandlæge (Klaus T. Søndergaard) ændres mit syn dog på hende. Søstersolidariteten rammer mig, og jeg er klar til at sagsøge ham, præcis som man ville gøre i USA. Jeg har det næsten, som om jeg selv bliver krænket. Jeg kan nærmest føle ham overskride mine grænser, og jeg mærker tydeligt Jasmines panik over ikke at kunne slippe væk derfra.

Odense Teater har skabt en smuk forestilling med et overbevisende og velspillende cast over hele linjen. Det er dejligt at se dem tage en chance med Woody Allen. Han er en mand, der deler vandene, både i forhold til hans privatliv, men også med hans professionelle arbejde. Hans film er meget karakteristiske, og de bærer tydeligt præg af hans status som autour, og det kan være vanskeligt at gengive succesfuldt. Det lykkes dog for Odense Teater. Stykket rører mig dybt, og jeg kommer ud af teatret med en klump i halsen. Jeg har grint, jeg har grædt, og jeg har nydt hvert et minut.  

Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du under 25 år, kan du købe en billet til 105,-, ellers vil den billigste billet koste 210,-.
Foto: Emilia Therese