FRISKABTE

Friskabte

Teater Sort/Hvid
16. - 21. november 2023

Aldrig har noget ramt mig så dybt. 

Af: Emilie Beske

HVAD ER DET
Kim Mejdahl har levet det samme slags liv som fortalt i Glenn Bechs Farskibet og deler dens brutale erkendelser. Med farens død og et forstyrret maskulinitetsideal vokser han op i provinsen. Friskabte er en musikalsk installation inspireret af bogen og med Mejdahls egne erindringer. Med AI-genererede visuals, hjemmevideoer og i selskab med den danske musiker Henriette Sennenvaldt åbner barndommens land sig. 

Udover at være selverklæret “provinsbøsse fra Vestsjællands arbejderklasse" er Mejdahl kunstner og komponist. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (MFA) i 2019 og Det Fynske Kunstakademi (BFA) i 2015. Senest modtog hans soloudstilling stor applaus på Rønnebæksholm, hvor Mejdahls perverse BonBon-maskotter husede stedet, og hvor barndommens land blev genskabt med sørgmodighed og humor. 

VI MENER
Jeg sidder på min seng. Madrassen under mig er omsluttet af et lyseblåt frottélagen. Det er blevet nusset med tiden, så det sådan fnulrer lidt. Mit sengetøj er fra BonBon Land, og de gule, fede bogstaver med det bolchestribede O og de gakkede figurer pryder stoffet. Ved min side står en margretheskål med de bedste chips: sour cream and onion. Mine buttede, små fingre er fedtede og dufter sødt. Jeg er fem år. Jeg blinker. Jeg er 27 år og er fanget i Kim Mejdahls mareridt af en barndom.

Video er ofte et element i Mejdahls tværmedielle værker. Denne gang er det klip fra hans egen barndom, der invaderer krop og sjæl. Fra søsterens konfirmation og fødselsdage i haven lærer vi den fem-årige Kim at kende. Han er et barn som alle andre med blanke, rene øjne og kan selvfølgelig ikke finde ud af at sidde stille. I sine dagbøger præsenterer han os for et monster. Et monster, der oftest går under kaldenavnet psykopaten eller bliver benævnt ved sætninger som “far er sindssyg, far er sindssyg, far er en lort, far er en lort, far skal dø”. Monsterets borgerlige navn er Ib. Han er en hængelås uden nogen nøgle til. Han er bager, han drikker meget, og nogle gange slår han også. Den varme sødme fra wienerbrød, der lige er kommet ud af ovnen, er kvalm. I en video fra en fødselsdag bager Ib en stor, rund kage, grøn af smørcreme og med et smil, der er umiskendeligt sørgmodigt. Alle i videoen bifalder håndværket, som om de ikke kan se sorgen bag smilet. Måske er det farens ubevidste selvportræt eller en varsling om hans kommende livskrise?

Mejdahl må som voksen selv se den voldsomhed, der har præget hans barndom i øjnene. Med voksne øjne er Mejdahls far ikke entydigt et monster, men også et menneske, og engang et barn, der måske selv har gennemlevet brutalitet. Mejdahl bliver nøglen til hængelåsen.
Som publikum er vi ikke blot et vidne, vi er placeret direkte i volden, der ikke kan undgås. Det føles skræmmende nødvendigt at være der, og jeg græder mig vej igennem den sidste halvdel. Sammen med Mejdahl tager vi tyren ved hornene og lader os ikke stoppe af, hvor voldsomt det er at åbne sin barndom op og se på den med voksne øjne.

Hjemmevideoerne får selskab af ildevarslende AI-genererede visuals. Det håndholdte kamera er i sig selv uskyldigt, men i mødet med skræmmebillederne af uplacerlige væsner, uformelige mennesker og billeder, der ingen ende har, åbner helvede sig og omslutter mig. I helvede regerer fimsefeen Sennenvaldt med sit blodrøde læder og lange sadomasochistiske støvler. Hun bliver Vergil, der leder Dante gennem skærsilden. Hun opstiller tre gåder som led i hans frigørelse. Tavse kommunikerer de, mens en forvrænget voiceover blander sig med lyden fra Mejdahls og den polske queermusiker Femmexys lydunivers, der intensiverer voldsomheden. På et tidspunkt i sin barndom er Mejdahl blevet træt af at skrive i sin dagbog og finder i stedet på at optage sig selv. “Det er Kims dagbog,” starter han. Med hvisken beretter han om, hvordan psykopaten er på besøg, og at han derfor har låst sig selv inde på værelset og venter på, at han er gået. Hans stemme så spinkel.

Mejdahl lægger sig i barndommens sandkasse og lader sig begrave. Sennenvaldt former sine hænder som en skovl og dækker hans uskyldige barnekrop. På hans bryst hviler en gravsten med ordet fri indgraveret. Først i døden blev hans far fri, måske tilfalder samme skæbne ham? Uanset hvor meget han og vi vil, kan barndommen ikke gøres om. Men man kan finde fred med den ved ikke at gentage de mønstre, der har forvoldt en smerte. Lige nu bliver hjælp til børn af misbrugere sparet væk, når Københavns Kommune trækker tilskuddet til gratis terapihjælp til voksne børn af misbrugsforældre tilbage. De 500 børn som Mejdahl, der står på venteliste, får ikke mulighed for hjælp. Statistikken siger, at 27 % af misbrugsbørn har truet med eller forsøgt at tage sit eget liv, og jeg begræder alle de børn, der fremover bliver tabt af systemet. Må de finde sig selv i værker som dette. Må de selv blive nøglen til den hængelås, der har holdt dem fanget. 

Friskabte bliver et inadvendt værk på trods af sin ekspressivitet og nærværende virkemidler. Som om det hvisker til en. Det virker aldrig, som om det er for publikums skyld, men mere som en frigørende rejse for Mejdahl selv, deraf titlen. Det er ikke skuespil, det er ikke teater; det her er selve frigørelsen. Derfor virker værket overvældende ærligt, intimt og dyrebart. Jeg ved ikke, om jeg er blevet mig selv igen, eller om jeg nogensinde bliver det efter Friskabte. Aldrig har noget ramt mig så dybt.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingen er desværre udsolgt, men jeg har tænkt mig at holde skarpt øje med Kim Mejdahl og hans kunst.

FOTO: Adam Sochorec https://www.slavicmedia.dk/