FUCK YOU ACCOUNT

 

FUCK YOU ACCOUNT

Aveny-T
11. november - 2. december 2023

Hun starter sin færd ind i investeringernes rige, da hun bliver forladt og indser, at hun har investeret alt i sit parforhold. Endda et kviklån! Patriarkatet skal smadres, og dominans på aktiemarkedet er vejen frem.

Af: Kathrine Bo Hansen

HVAD ER DET
FUCK YOU ACCOUNT handler om en kvindes økonomiske og følelsesmæssige frigørelse. Da hendes kæreste smider hende ud af deres fælles hjem, beslutter hun sig for aldrig at lade sig styre af en mand igen og åbner en ”fuck you account” (FUA). Altså en form for nødopsparing til uforudsete udgifter eller muligheder, man ikke kan sige nej til. Herfra kommer vi med på hendes investeringsrejse i med- og modgang.

Aveny-T ansætter hvert år en huskunstner, som skiftes ud hver sæson, og i denne sæson er huskunstnerne Nina Rask, Sofie Torp og Signe Hørman Sørensen. Sidstenævnte spiller hovedrollen i FUCK YOU ACCOUNT, som er den anden forestilling i huskunstner-trilogien 23/24, der handler om knuste hjerter og udfordrer klassisk stand-up og politisk satire.

Rosalinde Mynster har skrevet teksten om det feministiske projekt, der vil løse ulighed gennem kapitalisme. På scenen ser vi – udover Signe Hørmann Sørensen – også forestillingens musiker og komponist, Sara Nigard Rosendal, i et bamsekostume. Nynne Roberta Pedersen Pedersen har iscenesat FUCK YOU ACCOUNT, og scenografien er skabt af Simone Bartholin.

VI MENER
Timingen kunne ikke være bedre. Jeg ser FUCK YOU ACCOUNT på ’Kvindernes Sidste Arbejdsdag’ – en ligelønskampagne fra en række danske fagforeninger, der sætter fokus på lønforskellen mellem mænd og kvinder i Danmark, der svarer til, at kvinder fra d. 14. november 2023 ikke længere får løn.

Forestillingens hovedrolle har en løsning på den manglende ligestilling. Stod det til hende, ville hver kvinde eller nonbinær person have en FUA, der giver økonomisk frihed til at leve det liv, de ønsker. Hun starter sin færd ind i investeringernes rige, da hun bliver forladt og indser, at hun har investeret alt i sit parforhold. Endda et kviklån! Patriarkatet skal smadres, og dominans på aktiemarkedet er vejen frem. Som en, der aldrig er blevet bidt af en gal børsmægler, er jeg skeptisk over for fremgangsmåden, men villig til at gå med på præmissen.

Hvad der ligner en måde at bearbejde sin sorg, bliver hun besat af sin FUA. Alle tanker og handlinger sker med henblik på investeringer. Hun er bogstaveligt talt bannerfører for publikum med et kæmpe pussy power-flag, hvor hun leder os igennem slagets gang, der viser os, hvad der kan ske, hvis du lader en besættelse løbe af med dig. For det er meget nemt at lade sig rive med. I takt med, at afkastet bliver mere positivt, bliver hovedrollens handlinger mere voldsomme, og hun udstråler en … maskulin energi. Da hun er ensom og liderlig, inviterer hun Wolt-buddet indenfor, så de kan udforske den symbiose, hun mener, de har opbygget ved hoveddøren over tid. Hun betaler naturligvis for hans tabte tid med masser af drikkepenge. Det ender med, at hun begår overgreb på buddet og gaslighter ham til at tro, at det på en eller anden måde er hans skyld. Eller som da hun en smule aggressivt prøver at presse en i publikum til at lade hende investere deres penge for dem og skaber sig, da hun ikke får lov til det og må få sit fix andetsteds.

Hørmann Sørensen er en tour de force på scenen, der formår at skabe medlidenhed, når hun synger om, hvordan hun renoverer sin kærestes lejlighed, imens han skaber succes på arbejdspladsen. Hun skaber grin, når hun tager på en Tinder-date, hvor den anden part portrætteres af en slap gummi-diller, der bare vil “nusse”, imens hun udspørger ham for investeringstips. Og hun skaber ambivalens, når hun i bedste Legally Blonde-stil bruger mødelokaler som sin catwalk og giver sine mandlige kollega baghjul på aktiemarkedet, men samtidig udviser en kælen påholdenhed med replikken: “Alle får et stykke af kagen, men de må selv tage det.”

Hovedrollens forfald fra kæreste, der gjorde alt rigtigt, til “major invester”, der bare har brug for ro, sker i et dystopisk scene-setup, der er skabt af bl.a. rester fra første del i huskunstner-trilogien. Scenen er bygget i flere niveauer, hvilket resulterer i spændende dynamik, men desværre også i lyd af varierende styrke. De gange, hvor hovedrollen befinder sig på øverste sal, kan det være svært at høre alt, der bliver sagt eller sunget. Og det er ærgerligt, for jeg vil virkelig gerne høre samtlige replikker og alle vers.

Er økonomisk magt lig med sand ligestilling? Det er, hvad FUCK YOU ACCOUNT er en undersøgelse af, og svaret er et rungende “nej”. Selvom hovedrollens udvikling fra start til slut er milevid, ender hun det helt samme sted – slået ud. Måske skal vi se pussy power-flaget som et advarselsflag, der markerer ulighedens ophav: kapitalismen.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 år, kan du få en billet for 130 kr. Forestillingen fremføres i Væksthuset, så du kan sagtens se, hvad der sker på scenen, uanset hvor du sidder henne.

FOTO: Emil Indiana Holm

 
Den 4. VægComment