FORCE MAJEURE

FORCE MAJEURE

Aarhus Teater, Scala
16. november - 6. december 2023

4. - 13. januar 2024

Scenograf Laura Løwe har endnu engang forvandlet scenerummet totalt, og skabt en scenografi, der fænger fra første øjekast.

Af: Camille Jepsen

HVAD ER DET
Ægteparret Tomas og Ebba har taget deres børn, Vera og Harry, med på en luksuriøs skiferie til alperne. Nu står den på fem dages lækker afslapning i familiens skød, rooftop-pomfritter i frokostpausen og rigeligt med skærmtid til børnene. Men midt i al kvalitetstiden ruller en lavine ned ad bjergsiden, og truer med at ramme far, mor og børn. I den altopslugende forvirring rækker mor Ebba ud efter sine børn for at beskytte dem, mens far Tomas griber sin iPhone, og flygter. Da sneen lægger sig igen er intet sket, lavinen stoppede langt væk, og det var bare fygningen fra den, der ramte familien. Men da Tomas vender tilbage til sin kone og børn, er noget er grundlæggende forandret i familien. For hvordan forholder man sig til, at manden - familiens beskytter - flygtede, da de havde aller mest brug for ham? Forestillingen er en dramatisering af svenske filminstruktør Ruben Östlunds drama-komedie af sammen navn, fra 2014.

VI MENER
Scala, Aarhus Teaters næststørste scene, er klædt helt i hvidt. En lysende bagskærm og et snedækket gulv møder mig, da jeg træder ind i salen. Scenograf Laura Løwe – der i denne sæson er huskunstner på teatret – har endnu engang forvandlet scenerummet totalt, og skabt en scenografi, der fænger fra første øjekast. 

En bombastisk violin dundrer udover os, og snart bliver vi introduceret til karaktergalleriet - anført af ensemblets Kjartan Hansen og Mette Døssing som ægteparet Tomas og Ebba. Deres børn spilles, overraskende vellykket, af to børneskuespillere, hvis temperamentfulde følelsesanfald får os til både at grine og græmmes. På scenen ses også Martin Bo Lindsten og Carla Eleonora Feigenberg i rollerne som kæresteparret Mats og Jenny, hvis lidenskabelige forhold står i skarp kontrast til Tomas og Ebbas familie-farvede hverdag. Nanna Bøttcher som den evigt flirtende Charlotte får vi desværre ikke meget glæde af, hun dukker op her og der, men forsvinder snart igen. De to skuespil-studerende, Ida Marie Appel og Oskar Salvatore, der har til opgave at spille først den ene, så den anden mindre birolle, får desværre heller ikke rigtig lov til at foretage sig det store, men de små glimt efterlader mig nysgerrig på mere. Et par mellemscener får de dog for sig selv, og selvom det ingen relevans har for resten af forestillingen, giver det et par tiltrængte pusterum fra den heftige replikføring, der præger resten af Force Majeure. 

Selv med en spilletid på over 2 timer har forestillingen nemlig alt for travlt til sig selv, og den både tonser af sted for, at nå alle sine replikker, samtidig med, at vi bliver så længe i hver enkelt situation, at det halve sagtens kunne være nok. Men ja, lad os da bare grine igen og igen ad denne semi-datede parodi på den moderne mand, mens vi skalter og valter rundt i det heteroseksuelle parforholds klichéer om børneopdragelse, vin-aftener, og udenomsægteskabelige affærer. 

Östlunds næsten 10 år gamle værk, der til fulde udnytter filmsprogets subtile, naturalistiske nuancer, er måske ikke det mest oplagte at opsætte på en teaterscene, hvor dem på bagerste række også skal kunne høre, hvad der bliver sagt. Desværre lander det hele lidt skævt. Frem for at omforme filmen til teater, er det næsten som om fimen er blevet copy-pastet ind på Scala. Og dén oversættelse er ikke så effektiv, som den gerne skulle have været. Selv fra fjerde række er det svært at fornemme de fine detaljer, skuespillerne har lagt i deres spil. En snusbøtte hives næsten umærkeligt op ad Jennys lomme, og bagved gøres et par øjne store. Det er en skam at det hele ikke er gjort lidt større, så flere kunne få gavn af det.

Kjartan Hansen er nemlig forfærdelig (skøn) som vattet, telefon-fikseret mande-mand, der dyrker ekstremsport for at kompensere for sit kedelige kontor-liv. Om det er ét enkelt løftet øjenbryn, eller et fuldbyrdet sammenbrud i sneen, er Hansen utrolig betagende. Feigenberg, der endnu en gang charmerer os i rollen som “ung-sensuel-kvinde-med-glimt-i-øjet”, er som sædvanlig en fryd. Jeg håber dog, at hun snart får lov til at prøve kræfter med en anden type rolle. 

Tilbage står scenografien som det absolut stærkeste. Det snedækkede landskab og det rullende hotelværelse, der klaustrofobisk klamrer sig omkring skigæsterne, er sublimt lækkert at kigge på. Og selvom en film om ægteskabsdrama og alpin skisport har vist sig at være en lidt for stor mundfuld at oversætte til scenen, så gør næsten ikke noget, når en så omsiggribende scenograf som Løwe har designet looket.


STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Er du under 25 og/eller studerende kan købe en billet til blot 90 kr. uanset hvor i salen du vil sidde.

FOTO: Rumle Skafte