Fængselsdigte

FÆNGSELSDIGTE

Mellemgulvet, Det Kongelige Teater
26. januar – 12. februar 2022

Digtene er sorgfyldte, men nøgterne, som om de næsten ikke selv kan bære at blotlægge den smerte, de er skrevet ud af.

Af: Trine Berg Balle

HVAD ER DET
I 2008 bliver den iranske lærer og forfatter Mahvash Sabet fængslet. Hun er anklaget for at have stiftet en illegal organisation og undergravet statens sikkerhed, da hun tilhører det forbudte trossamfund Bahá’í. Dommen lyder på tyve års afsoning. Som en overlevelsesstrategi begynder Sabet at skrive digte. På papirstumper, servietter eller stykker af toiletpapir nedfælder hun sine tanker om ensomheden, torturen, drømmene og om de kvinder, hun møder og deler skæbne med. Digtene smugles ud af fængslet, og i 2013 bliver samlingen Fængselsdigte udgivet. Sabet løslades før tid i 2017, efter hun har siddet inde i næsten ti år.

På Det Kongelige Teater fortolker skuespiller Karen-Lise Mynster og komponist og multiinstrumentalist Henriette Groth digtene i en dyster og fængslende forestilling om tilværelsen som politisk fange. 

VI MENER
I en lille firkant af lys sidder en helt karseklippet Karen-Lise Mynster. Benene er krammet sammen under hende, blikket er hårdt og insisterende, og direkte rettet mod os. Hun befinder sig på en stor, sort stenblok, der skråner ned mod publikum som et forlist skib. Rundt om hende er der sand, så langt øjet rækker. Hun er alene. Isoleret.

Henriette Groths bratsch fylder rummet med mellemøstlige toner. Hun er Sabets forlængede talerør, der forestillingen igennem lader lydene og musikken udtrykke hendes følelser, når ordene ikke rækker. Med sin klare stemme og sit dragende lydtæppe, der bl.a. består af klarinet, klaver og samplede lyde, fletter Groth digtene sammen. Sommetider akkompagneres de af et vildt og dissonerende lydtapet, men mestendels er de blevet til drømmende og længselsfulde sange, jeg bare vil have flere af.

Karen-Lise Mynster bevæger sig med et intenst nærvær rundt i den firkant, der nu er Sabets hjem. Med sine taktfaste ord tager hun os med ind bag fængslets høje mure og gengiver de grusomheder, der overgår hende. Udåndingen fra de døde kroppe, der bliver hendes og med-fangernes luft, og truslen om tortur, der lurer om hvert et hjørne. Der er intet sted, du kan trække vejret her, siger hun. Digtene er sorgfyldte, men nøgterne, som om de næsten ikke selv kan bære at blotlægge den smerte, de er skrevet ud af.

Efterhånden bevæger hun sig ned fra firkantens indskrænkende rammer og ud i ørkenens uendelighed. Som en anden Sisyfos samler hun sand op, lader det løbe langsomt ud mellem fingrene, flytter det rundt i bunker, fylder det i en rygsæk, bærer det frem og tilbage, for derefter at hælde det ud igen. Meningsløsheden er til at tage og føle på. Men små glimt af håb trænger ind gennem fængslets mørke, da Sabet opdager, at hun kan holde sindssygen fra døren ved at skrive. Jeg skriver! Jeg skriver! I ekstase over skriftens kraft får hun styrke til at holde håbets vindue på klem.

Karen-Lise Mynster, der selv har indtaget instruktørstolen, har med Fængselsdigte skabt en relevant og barsk forestilling, der dog aldrig lukker os helt ind i Mahvash Sabets personlige fortælling. Ordene på scenen er Sabets, men Karen-Lise Mynsters figur synes ikke at være en konkret gestaltning af den iranske kvinde. Snarere fungerer hun som et billede på, hvordan den ubærlige livssituation, som Sabet har befundet sig i, stadig er skæbnen for utallige marginaliserede mennesker i dag. Et valg, der giver mening i en tid, hvor spørgsmål om repræsentation på scenen synes vigtigere end nogensinde før, men som samtidig gør vores hovedperson mindre håndgribelig.

Hvornår er du mest ensom?, spørger hun. Når ingen forstår dig. Kan man nogensinde sætte sig fuldt ud i den andens sted? Med Fængselsdigte kan man i hvert fald forsøge.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
En billet til Fængselsdigte koster 270 kr. Det Kongelige Teater har dog som altid lidt rabat at hente, så er du under 25 år, koster den 162 kr. Uanset hvor du vil sidde i salen, koster pladserne på Mellemgulvet det samme.

FOTO: Maria Albrechtsen Mortensen.