ENTEN-ELLER

 

ENTEN - ELLER

Nørrebro Teater
Dette er et månedligt event, og næste gang er d. 5. marts 2022

Den åbne dialog er netop dette events helt store trumfkort, da det åbner op for den litterære verden, der til tider kan virke ekskluderende.

Af: Victoria Bjertnæs Maegaard

HVAD ER DET
ENTEN-ELLER er et nyt litterært event på Nørrebro Teater, der første gang løb af stablen d. 9. oktober, 2021. Arrangementet hylder forfattere ved at stille dem op imod hinanden i en form for battle, hvor det er publikum, der i sidste ende vælger, hvem af forfatterne de bedst kan lide. Hver aften bliver der udvalgt to forfattere, der deler diverse lighedspunkter mellem deres forfatterskaber. For hver forfatter er der inviteret en litterær ekspert ind samt nogle skuespillere, der læser nogle af forfatternes tekster højt for publikum.

Denne aften er det Michael Strunge og Yahya Hassan, der er i fokus. Som Strunge-ekspert er forfatteren Caspar Eric inviteret ind, og som Yahya Hassan-ekspert er redaktøren Simon Pasternak inviteret. Derudover er Mikkel Frey Damgaard vært for arrangementet, og Sarah Boberg, Morten Hauch-Fausbøll, Zaki Nobel og Laura Allen Müller er med som oplæsere. 

VI MENER
Imens stormen Malik river rundt med folk i de københavnske gader, er jeg taget ind på Nørrebro Teater for at opleve deres nye litterære event ENTEN-ELLER. Jeg har ofte hørt positive ord om de arrangementer, teatret holder, men jeg har endnu ikke selv oplevet dem. Jeg er derfor umådeligt spændt på denne aften, hvor jeg forventer at få et bedre kendskab til Michael Strunges forfatterskab. Yahya Hassans forfatterskab kender jeg på forhånd, men jeg ser stadig frem til at lære nye sider af det at kende.

ENTEN-ELLER overrasker mig, og jeg bliver mere rørt end forventet. De to forfattere led desværre en hård skæbne, der i sidste ende resulterede i en alt for tidlig død, og dette kan mærkes i salen, hvor jeg også forestiller mig, at både Strunge og Hassans ånd har været til stede denne aften. Ikke desto mindre kommer deres forfatterskab til sin ret til dette event, og Caspar Eric og Simon Pasternak er eminente til at argumentere for hver deres kandidat. Hver af de udvalgte tekster er utrolig velvalgte, og de viser på fineste vis de mange lag og tematikker, hvert forfatterskab besidder.

Arrangementet foregår på scenen i teatersalen, hvor der er sat stole og en skærm op i bedste talk-show-stil. Det der sker på scenen, sker i en åben dialog, hvor spørgsmål fra publikum bliver modtaget og svaret på. Den åbne dialog er netop ENTEN-ELLER’s helt store trumfkort, da det åbner op for den litterære verden, der til tider virker ekskluderende. Litteraturen bliver her gjort til et samlingspunkt, hvor vi kan diskutere og lytte til hinanden. 

Skuespillerne fremfører desuden en flot oplæsning af værkerne, og det bærer på ingen måde præg af overdramatisering eller fortolkning, hvilket er rart i denne konstellation. De lader ordene være i centrum, og lader tolkningen være op til publikummet. Det sætter gang i min fantasi, og jeg bliver flere gange utrolig rørt af oplæsningerne. Specielt Zaki Nobels oplæsning af Hassans digt om sin barndom, giver mig en klump i maven. Jeg havde ikke fået det samme ud af teksterne, hvis Eric eller Pasternak selv havde læst op. Selvom der ikke er tale om en dramatisering, kan det mærkes, at skuespillerne lever af at formidle ord. Som Pasternak så fint pointerer, giver oplæsningerne teksterne nyt liv, og han oplever endda selv ny detaljer ved Hassans tekster, som han aldrig før har lagt mærke til.

Jeg er meget begejstret for ENTEN-ELLER. Specielt fordi der ikke kræves det store kendskab til forfatterne på forhånd, da eksperterne er gode til at fortælle om de væsentlige litterære træk og tematikker i værkerne. Jeg anbefaler på det kraftigste, at man giver ENTEN-ELLER en chance. Det kan være eventet åbner op for en helt ny verden, hvis man ikke før har bevæget sig inden for litteraturens verden. Litteraturen kan så mange ting, og det viser ENTEN-ELLER. Jeg tør godt sige, at det ikke er sidste gang jeg har deltaget. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetterne har en fast pris på 160,-, men er du under 25 år, kan du få en gratis øl eller vand med i prisen.

FOTO: Nørrebro Teater

 
Den 4. VægComment