BEDRAG

BEDRAG

Folketeatret, Hippodromen og turné
24. januar - 14. april 2022

Bedrag ender for mig med at være lige præcis den forestilling, jeg forventer - på godt og på ondt. 

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Den engelske dramatiker Harold Pinters halvt selvbiografiske trekantsdrama fra 1978 undersøger forholdet mellem Emma, Emmas mand og Emmas elsker, som også tilfældigvis er Emmas mands bedste ven. I denne danske version, oversat af Line Knutzon og instrueret af Maria Vinterberg, er det Anette Støvelbæk, der spiller Emma. Hendes mand er spillet af Henrik Lykkegaard, og Niels Ellegaard spiller vennen. Der kan vel roligt siges at være en bred samfundsmæssig konsensus om, at utroskab generelt ikke er nogen særlig god idé; skal du endelig ud i den slags, så sørg lige for at holde de to forhold så adskilte som muligt, ikke? Denne regel har Emma tydeligvis ikke hørt. Muligvis fordi Pinter selv var den utro part i sin tid, tager Bedrag også Emmas parti, og det er således fra hendes synspunkt, at historien fortælles. På Folketeatret, såvel som i den originale tekst, undersøges bedraget bagfra ved at starte ni år efter, det hele begyndte, og bevæge sig tilbage gennem årene som stykket skrider frem.

VI MENER
Jeg er ikke klar over, hvor meget af manuskriptet til Bedrag afviger fra Pinters originale tekst, men jeg er sikker på, at det ikke kan være blevet mindre sjovt af at komme en tur forbi Line Knutzons skrivebord. Så at der faktisk snarere er tale om små finurligheder end regulært sjove øjeblikke i forestillingen, kan måske handle om, at den originale tekst slet ikke prøver på at være sjov. Hvis det er tilfældet, ved jeg bare heller ikke rigtig, hvad det så er, den vil. For rigtig rørende bliver den aldrig og spændende heller ikke. Det kan selvfølgelig også være netop det, der er pointen: at utroskab og bedrag er helt og aldeles kedeligt for alle parter. Der kan også sagtens være den simple forklaring, at jeg bare ikke er målgruppen her, og let’s face it: det er jeg heller ikke. Jeg er alt for ung og alt for ugift til at kunne relatere. Det til trods mangler jeg altså stadig et eller andet følelsesmæssigt holdepunkt, for der findes da mange historier ude i verden, der formår at behandle fremmedartede temaer på en måde, der er relaterbar. Hvorfor skulle denne så ikke også kunne? 

Det eneste nyskabende i denne forestilling er umiddelbart det, der også var spændende i 1978, da stykket fik premiere: den omvendte kronologi. At fortælle en historie baglæns på den måde er efter sigende et greb, Harold Pinter var med til at gøre populært i dramatikken dengang i halvfjerdserne. Det er faktisk også en meget interessant fortælleteknik sådan at vende kronologien på hovedet og starte med to forliste forhold for langsomt at lade stumperne samle sig til den oprindelige, sunde konstellation. Det giver i hvert fald plads til, at vi som publikum kan betragte og forme holdninger til de tre hovedpersoner fra en anden vinkel. For eksempel fortæller Emma i starten af stykket sin elsker, at hun aftenen forinden indrømmede utroskabet overfor sin mand. Elskeren (og mandens bedste ven) ser sig derfor nødsaget til også at gå til bekendelse over for vennen, som til hans store overraskelse har kendt til bedraget i årevis. At give publikum den viden med fra starten, gør det langt mere interessant at se interaktionen imellem de to mænd i den mellemliggende periode. Samtidig bliver det også sværere at udpege skurke og helte, fordi vi altid ser reaktionen, før vi ser den udløsende faktor. 

Som antydet er Bedrag på mange måder en meget traditionel forestilling. Teksten fylder nemlig enormt meget og giver ikke megen plads til andet. Jeg forstår godt, at det kan virke grænsende til blasfemisk at afbryde en Nobelprismodtager i litteratur og sige, at hans tekst er kedelig, så det tør jeg næsten ikke. Alligevel er jeg temmelig fristet til at råbe, at kejseren ikke har noget tøj på, for jeg synes faktisk, den er en smule kedelig. Der er ganske vist lag at skrælle bort, som vil åbenbare facetter af konceptet bedrag, men disse virker bedre egnet til en litterær analyse end til de skrå brædder. Jeg savner, at der blev givet mere plads til det fysiske. De tre skuespillere har nemlig rigtig god kemi, og jeg havde nydt at se dem lege noget mere med scenografien. For eksempel venter jeg hele tiden på, at de skal hoppe ned fra den firkantede platform, som historien udspiller sig på og måske klatre op på den store stak af stole bagved, som desværre bare får lov til at agere baggrundstæppe og rekvisitdepot.

Bedrag forekommer mig at være et rigtig godt eksempel på et stykke klassisk taleteater i vaskeægte Folketeaterstil. Taleteater er ofte det, der afskrækker nyudklækkede teatergængere fra at tage tur nummer to ind i teatermørket. Det bliver hyppigt forbundet med lange, fodslæbende monologer og bliver hurtigt afhængigt af, at skuespillet og det visuelle udtryk i stedet kan fastholde ens opmærksomhed. Full disclosure så har jeg langt fra set alle Folketeatrets forestillinger de seneste år, men jeg har nu alligevel set nok til, at der danner sig en form for mønster. Det er i hvert fald ofte noget med et mindre, men højprofileret hold skuespillere i et forholdsvist anonymt rum med et gedigent manuskript i centrum. Netop på den parameter starter det faktisk også meget godt ud for Bedrag, hvis plakat prydes af de tre særdeles velkendte og respekterede ansigter i form af Anette Støvelbæk, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Med masser af pondus og et bagkatalog i Cirkusrevyen for to tredjedele af dem havde jeg virkelig forventet, at forestillingen i det mindste ville være en smule sjovere. Den forsøger sig ganske vist med et par sjove replikker, men ironisk nok er det faktisk Adam Schmidt, der i en lille rolle som overivrig pseudoitaliensk tjener, leverer aftenens eneste rigtig morsomme indslag. 

Det viser desværre bare, at det ikke altid er nok at have dygtige navne på rollelisten. Bedrag ender for mig med at være lige præcis den forestilling, jeg forventer - på godt og på ondt. Vi er blevet lovet et trekantsdrama, og vi får et trekantsdrama. Intet mindre, intet mere. Som det lidt for ofte gør sig gældende med Folketeatrets forestillinger, er målgruppen til denne forestilling et mere modent publikum end den gruppe, jeg normalt vil putte mig selv i. Jeg ville sådan ønske, at de snart gjorde flere af deres forestillinger lidt mere tilgængelige for unge. Vi er nemlig også en del af folket, og vi har rigtig godt af at stifte bekendtskab med de store dramatikere, men det kan sagtens gøres mere levende uden at skade det originale værk. 

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Bedrag kan ses i hele landet - fra Albertslund til Aalborg - og selvfølgelig også på Folketeatrets hjemmebane på Nørregade i København, så der er rig mulighed for at komme ind og se forestillingen. Der er fint udsyn fra hele salen, så du skal ikke være bleg for at spare et par kroner ved at sætte dig lidt bagude. For dem under 25 ligger billetterne til 130 kr., og hvis du har Mit Teater, skal du slippe 180 kr.

FOTO: Robin Skjoldborg