DIRTY DANCING - THE MUSICAL

DIRTY DANCING - THE MUSICAL

Musikhuset Aarhus
24. Oktober - 7. November 2020
28. April - 4. Maj 2021

Forestillingen slutter af i Broadway’ske dimensioner, men de forudgående 2,5 timers kedsomhed sidder stadig i kroppen.

Af: Hannah Ibsen

HVAD ER DET
Filmen Dirty Dancing havde premiere i 1987 og bød på en historie om kærlighed, modstand, modsætninger og masser af musik. I sommeren 1963 er den 17-årige Frances "Baby" Houseman fra New York (Mathilde Norholt) på ferie med sin velhavende familie på feriestedet Kellerman's. Her møder Baby den karismatiske danseinstruktør Johnny (Silas Holst) og hans venner. Mødet er dog ikke uproblematisk, da Babys verden er pæn og poleret, mens Johnnys verden er uretfærdig og ustabil. Sammenstødet mellem de to verdener ændrer både Babys og Johnnys liv, da de bliver nødt til at samarbejde for at hjælpe Johnnys dansekollega Peggy, der ikke kan optræde til et vigtigt danseshow. Baby må træde i Peggys sted, og sammen med Johnny indleder hun et intensivt træningsprogram, som også fører til, at de langsomt bliver mere og mere tiltrukket af hinanden.

I 2015 gjorde musical-udgaven sit indtog på den danske musicalscene, da den havde premiere i Tivolis Koncertsal og dernæst spillede i Musikhuset i Århus. Opsætningen spillede for fulde huse og har altså nu repremiere i Aarhus.

VI MENER
Forhallen i Musikhuset i Aarhus er badet i pink lys, og en kæmpe diskokugle hænger fra loftet og sender massevis af små sølvglimt ud i rummet. Jeg får en følelse af at træde ind i en anden virkelighed, hvor man godt kunne danse tæt under stroboskoplys, og jeg er på sin vis overbevist om, at jeg er rejst tilbage til sommeren 1963, hvor Dirty Dancing foregår. Selvom det er koldt og mørkt udenfor, kan jeg mærke forventningens glæde, for jeg er i den grad fan af filmen, hvor Patrick Swayze og Jennifer Grey inspirerede mig til at starte til dans, da jeg selv så filmen første gang. Det er derfor med store forventninger, at jeg sætter mig til rette i salen.

Scenografien består af syv store skærme, som er opstillet, så de giver dybde, mens Kellerman’s resort, en skov, et dansestudie og alle de resterende steder, hvor handlingen foregår, kommer til live på dem. Skærmene har ikke den store effekt, og den eneste gang, jeg faktisk er imponeret over skærmenes evner, er under en dansescene, hvor hovedrollerne står på en træstamme midt i et brusende vandfald, mens de øver koreografi. Skærmene viser det fossende vand, og det ligefrem ligner, at skuespillerne rent faktisk står midt i et vandfald. Ellers benyttes skærmene næsten kun til stillbilleder, hvilket ikke virker som en optimal måde at udnytte deres funktion på.

Kendere af filmen vil hurtigt opdage, at forestillingen ligner og følger den velkendte historie meget nært. Holst og Norholt ligner tilmed de to hovedroller fra filmen. Norholt er sød og troværdig som Baby, mens Holst spiller en noget mere selvsikker Danny Zuko-agtig Johnny, end man kender ham fra filmen. Holsts evner som danser overskygger hans skuespil. Det er ikke som sådan Holsts skyld, men der er taget en beslutning om at gøre Johnny til en karikeret bad boy, hvilket ikke giver Holst det store spillerum. Han er mere kæk og komisk, hvilket synes at være et gennemgående valg for musicalen. Den er overtrukket med dårlige jokes, smådumme kommentarer og karikerede bifigurer, såsom Babys naive, uintelligente søster, der kun går op i sit udseende. Det virker unødvendigt, og den haltende komik kombineret med en næsten tre timer lang forestilling gør desværre musicalen til en kedsommelig affære.

Musicalen er næsten dobbelt så lang som filmen, og fuld af overflødige scener og replikker. Forestillingen bruger for meget tid på ligegyldigheder, som når Babys forældre øver sig på golfbanen og snakker lidt løst om deres ungdom og andet overflødigt småsnakkeri. Jeg venter nærmest bare på, at de små scener overstås. Det er en skam, for det resulterer i, at jeg, når de dygtige dansere endelig kommer på scenen, er en smule irriteret over den langsommelige fortællestil og kan dermed ikke nyde dansescenerne fuldt ud - hvilket de dygtige dansere ellers fortjener.

Danserne redder nemlig forestillingen fra at være alt for kedelig. De er utroligt dygtige og klart den mest underholdende del af showet. De danser hovedsagelig pardans med et twist af mambo og hurtige rytmer, og de laver næsten akrobatiske formationer, når kvinderne løftes op eller går i spagat. Det er imponerende bevægelser, og danserne damper af sensualitet og overskud. Heldigvis fylder danserne en del, men det er også nødvendigt, for der er ikke særlig meget live sang, hvilket jeg forventer, når nu det er en musical. Jeg kunne tælle en lille håndfuld sange i hver akt, hvilket ikke er meget sammenlignet med andre musicals. Det er derfor hovedsageligt en dansemusical, og jeg synes det er synd, at castet kun har et par dygtige sangere, der dog gør det rigtig godt. Ingen af hovedrollerne synger, hvilket gør karaktererne en smule overfladiske, da publikum derved ikke har indblik i karakterernes indre, hvilket musikken i musicals ellers plejer at bidrage med. Jeg er derfor på ingen måde lige så investeret i denne opsætnings kærlighedshistorie mellem Baby og Johnny, som jeg var i filmens. 

Det taler til forestillingens fordel, at dansen er i hovedsæde, for hold da op en afslutningsscene! Den starter med de berømte ord ”Nobody puts Baby in a corner” – forestillingens eneste engelske replik ud over sangene. Pludselig kommer et live band ind på scenen, og klassikeren ”(I’ve had) the time of my life”, flot sunget af James Sampson og Line Krogholm, afslutter showet med et brag. Den gode stemning på scenen når ned til publikum, der begynder at synge med og rokke lidt frem og tilbage i deres sæder. 

Forestillingen slutter af i Broadway’ske dimensioner, men de forudgående timers kedsomhed sidder stadig i kroppen. Selvom den flotte dans gør sit for at gøre forestillingen sexet, ødelægger den platte humor og den lavthængende komik den fine fortælling om to modsætninger, der mødes og bliver forelskede. Jeg havde høje forventninger, og desværre bliver de ikke indfriet af Dirty Dancing The Musical.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Musikhuset tilbyder i 80 kr. rabat pr. billet for studerende og børn og unge under 25 år på udvalgte forestillinger.

FOTO: Miklos Szabo