KUSSESUMPEN 2

KUSSESUMPEN 2

Aveny-T
22. oktober - 29. november 2020

De hiver mange billige grin hjem, men hvis de håbede på at provokere, røre eller bare at være lidt nyskabende, skulle de nok have været syv år tidligere ude med forestillingen.

Af: Josefine Elfrida Hartvig Twisttmann 

HVAD ER DET
Jeg kan meget tydeligt huske, hvilke drømme og planer for fremtiden mine venner og jeg havde, da vi var 20. En ville backepacke gennem Asien, en ville udgive en roman. Jeg selv skulle nå at flytte til udlandet, inden jeg fyldte 27. Lige meget hvad forestillede vi os i hvert fald alle, at når vi ramte de 30, ville vi have udlevet en masse af vores drømme og begynde at have styr på vores liv. Vores succesfulde liv. Men hvem siger, at man har styr på livet, bare fordi man er fyldt 30?

Kussesumpen 2 er den selvstændige efterfølger til anmeldersuccesen Kussesumpen fra 2017. Hvor den første tog fat i det moderne kvindeliv og 20’ernes kaos, fortsætter Kussesumpen 2 i starten af 30’erne, hvor de tre kvinder begynder at erkende, at de måske ikke har helt så meget styr på livet, som de havde forventet ti år tidligere. Universet bygges op af forskellige, genkendelige scenarier, der skildrer et moderne kvindeliv og alt, hvad det indebærer.

VI MENER
Forestillingen begynder med en videosekvens af tre kvinder i ens parykker. Fjantet og overkarikeret taler de om Adam og Eva i Edens have, og om det egentlig er kvinden eller manden, der er hovedpersonen i den historie. Billedet og lyden er fuldstændigt asynkrone, og jeg bruger for meget energi på at overveje, om det er meningen, eller om der er problemer med teknikken, til at jeg egentlig hører ordentligt efter, hvad de siger. Ikke umiddelbart en god start. Med kampråbet ”jeg er ikke skabt af dit ribben, du er skabt af vores kusse!”, hives jeg dog tilbage til handlingen, og forestillingen går rigtigt i gang. De tre kvinder, spillet af Kimmie Liv Sennov, Jacobe Orry og Vanessa M. Petterson,  entrerer scenen i matchende tøj og ens parykker. De er ikke bare tre kvinder, de er kvinden som fænomen og klar til at fortælle om, hvordan det er at være kvinde i 2020. De går i gang og med en lidt unaturlig ”afslappet samtale”, der lyder som oplæsning af et manuskript, og hvor de lidt for ofte kigger på publikum i stedet for på hinanden, minder de om en ung, kvindelig udgave af Linje 3 med dertilhørende forsøg på at være sjove. Jeg tænker, at de nok bare lige skal spille sig i gang, men det viser sig, at de kunstige replikleveringer og stilen, der nærmest er en blanding af revy og stand-up, fortsætter hele stykket igennem. 

Stykket er sat op som en montageforestilling, hvor skuespillerinderne i forskellige små scener skiftes til at tale om de ting, der fylder i et kvindeliv; om det så er menstruation, mænd, porno eller det rigtige porcelæn. Det er hele tiden med en stærk publikumskontakt og en higen efter hurtige grin, og jeg begynder at føle, at det mere er en form for iscenesat stand-up show, jeg ser. De henvender sig gentagne gange til publikum med f.eks. små kække blink med øjet, og det fungerer for så vidt fint, men det har ikke anden effekt end at skulle få mig til at føle mig inkluderet og som en del af flokken, og det prøver de allerede rigeligt hårdt på i forvejen. Referencer til f.eks. Marie Kondo uddybes og forklares, så de er sikre på, at alle er med og forstår, hvad de snakker om, og det virker unaturligt og klodset.

Der er ingen tvivl om, at forestillingen er skabt til, at man skal kunne relatere til det og føle, at det er ens egen venindeflok, man kigger på. Det gør jeg da også, og jeg griner og nikker genkendende til det meste, men vil de mere end det? De kommer med nogle super sjove oneliners og skæve bemærkninger om at onanere med en lakridspibe og ”få suttet sin dut”, men det er lidt for let købt. Det samme er en lang videosekvens med Jacobe Orry, hvor hun karikerer en klassisk pornofilm, mens hun bakker snagvendt, og jo, det er da super sjovt, men vil de noget med det udover at få os til at grine? Det virker ligegyldigt og malplaceret, og det er desværre symptomatisk for forestillingen. Der er sjældent sammenhæng i de mange små scener, og jeg mangler en egentlig retning for forestillingen.

Også scenografien har jeg svært ved at finde ud af, hvad de egentlig vil med. På midten af drejescenen er en stor kube, hvor gardiner skaber siderne. Disse kan trækkes fra, og kvinderne kan på den måde også spille inde i kuben. Hvordan det helt konkret gavner forestillingen eller temaet, kan jeg dog ikke helt se. Ved forestillingens slutning åbnes der til bagscenen, hvor der står en kæmpe muslingeskal, der bliver hevet frem forrest på scenen. Den kan åbne, og de tre kvinder sidder og står i den som en moderne Venus’ Fødsel. Muslingeskallen er en sjov gimmick, men den passer ikke ind med resten af scenografien, og det virker som en darling fra tidligere i forestillingens tilblivelsesprocess, der aldrig er blevet skrottet, selvom den ikke længere passer ind. Selve idéen om at gengive posituren fra maleriet er god, men muslingeskallen står simpelthen for meget ud. Resten af scenografien er minimalistisk og i strømlinet metal-look, hvorimod muslingen ligner et overdimensioneret, klodset papmachéprojekt fra håndarbejdstimen.

En sådan inddragelse af et klassisk kunstværk sker en gang mere, men heller ikke her er det helt veleksekveret. Midt i forestillingen smider alle tre kvinder tøjet og står tilbage med klodsede mikrofonbælter om maven. De stiller sig i positur i midten som den klassiske hellenistisk statue De Tre Gratier. Jeg kan egentlig godt lide disse genskabelser af klassiske afbildninger af kvinder, der virkelig understreger, hvor unaturligt kvinden er fremstillet i kunsten, men det er mærkeligt hurtigt og uden sammenhæng til resten af stykket. Det virker mest af alt som en undskyldning for at skulle være nøgne på scenen. Idéen om at berøre kvindens plads i kunsten gennem disse genskabelser er egentlig god i teorien, men det fungerer ikke i praksis, da det ikke rigtig spiller ordentligt sammen med forestillingens øvrige temaer og pointer og ikke bliver berørt på anden måde. Måske effekten udebliver som følge af den førnævnte generelle manglende retning og sammenhæng.

Jeg går fra teateret med en følelse af, at jeg ikke har hørt noget som helst nyt de sidste timer. Vi HAR allerede set kvinder, der tør sige, de har lyst til sex. Vi HAR hørt kvinder tale i ubehageligt malende vendinger om, hvor voldsom menstruationen er på dag nummer to. Vi HAR set kvinder, der tør vise, at de er uperfekte og ikke har styr på deres liv. Forestillingen er humoristisk, og de hiver mange billige grin hjem, men hvis de håbede på at provokere, røre eller bare at være lidt nyskabende, skulle de nok have været syv år tidligere ude med forestillingen.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Om tirsdagen holder Aveny-T “billigdag” på udvalgte forestillinger, heriblandt KUSSESUMPEN 2. Det vil sige, at du om tirsdagen kan se forestillingen for kun 110,- hvis du er studerende eller under 25. Resten af ugens dage kan du som studerende få de billigste pladser til 170,-.

FOTO: Camilla Winther