Detour Dance Festival

 

Detour Dance Festival

Blaagaard Teater
5. - 9. december 2023

Selv hvis du, som jeg, normalt er at finde i mere klassiske omgivelser, så tag lige og kast dig ud i det her. Skal man overbevises om, at der findes anden dans i Danmark end ballet, så er Blaagaard Teater et godt sted at blive klogere.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
Detour Dance indtager for første gang Blaagaard Teater med en festival, der skal give plads til den form for scenekunst, vi normalt ser for lidt af på danske scener. Siden 2012 har Detours kunstneriske leder, Sara Jordan, samlet dansere og kunstnere fra hele verden. Hendes mission er at tage fortællinger og kulturer tilbage til deres oprindelse og give en stemme til minoriteter. Sproget er dans, alt fra pole dance til dance hall, og budskaberne er personlige. De kalder på mangfoldighed, på individualitet, på inklusion.

VI MENER
Blaagaard Teater er blevet forvandlet til en vibrerende natklub. Bastunge rytmer fra en DJ-pult og sparsom belysning fra farvede lysstofrør sætter stemningen. Bag et gardin af metalkæder åbner sig en anden verden. Her er floor åbent for alle, en invitation til den modige (den frie?) om at skrive sig ind i fortællingen, før den er begyndt. Værket Interact er aftenens første – en slags ouverture, om man vil. House-danserne Rosa Malena og Patrick Afuale bliver broen mellem publikum og performance, og du er hermed inviteret til at krydse den og danse med. 

Herfra folder Detour Dance Festival sig ellers ud for fuld udblæsning i syv helstøbte og selvstændige værker. Publikum har indfundet sig på sæderækkerne, forventningsfulde og med opmærksomheden rettet mod den nu tomme blanke metalcirkel, der udgør scenen. Første værk: Bobby Atiedu i sin egen stærke omend skrøbelige koreografi bestående af popping og ballroom moves. Efterfølges af andet værk, Roots: sensuel house-dance duet mellem Marie Kaae (koreograf) og Raffael Bender (musik). Tredje værk: en legende tilgang til popping genren med stærke elementer af vogue og et komplet frafald af selvhøjtidelighed, danset og koreograferet af Ida “Inxi” Holmlund. Fjerde: koreograferet spoken word med titlen Am I Making You Uncomfortable, der taler til dit racebias med både ord (Kyla Jenée Lacy) og bevægelse (Amy Saar). Efter pausen, et femte værk: Gravity and Other Myths er pole danser Yvonne Sminks imponerende, vægtløse fuck-finger til Newton og postulatet tyngdekraft. Sjette værk: fire dansere i energisk og flabet tribute til Beenie Man, koreograferet af Zhané Samuels. Og til syvende og sidst: Mounia Nassangar i egen overlegne ballroom-hiphop heavy koreografi. 

Selvom stilarterne er mange, er programmet helstøbt og velkurateret. Det er heftigt, svedigt, overlegent og helt igennem henførende dans i verdensklasse. Værkerne bindes sammen visuelt af Thora Eriksens skarpslebne lysdesign, og at highlighte ét ville være at gøre resten uret. Derfor en sætning dedikeret til hver. Pointen: Hvis du er til dans i hvilken som helst afstøbning, er Detour Dance Festival for dig. Selv hvis du, som jeg, normalt er at finde i mere klassiske omgivelser, så tag lige og kast dig ud i det her. Skal man overbevises om, at der findes anden dans i Danmark end ballet, så er Blaagaard Teater et godt sted at blive klogere.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingen er fuldstændig udsolgt, men det er jo snuesæson, så ønsk din næste det værste og forsøg at møde op i døren – det kan jo være, at der er sygemeldinger på dagen.

FOTO: Bahadir Berber

 
Den 4. VægComment