Et Juleeventyr

Et juleeventyr

Odense Teater
11. november - 27. december 2023

Sammen skaber musikken, scenografien og kostumerne en atmosfærisk og drømmende forestilling, hvor tiden flyver af sted, og hvor jeg blev helt ærgerlig, da vi nåede pausen, fordi jeg bare havde lyst til at se videre.

Af: Sofie Bay Jensen

HVAD ER DET
Et Juleeventyr er Odense Teaters årlige juleforestilling for familien, som er baseret på Charles Dickens klassiske fortælling af samme navn. Værket omhandler forretningsmanden Ebenezer Scrooge, hvis eneste mål i livet er at tjene penge. Han er en sur, gammel gnier, der ikke har tanke for andre end sig selv, og som hader mennesker – især dem, der synger julesalmer uden for hans vindue, og som ønsker ham en glædelig jul. 

Juleaftensnat får han besøg af  sin afdøde kollega Jacob Marleys genfærd, der advarer ham om, at han må blive et mere kærligt og empatisk menneske for ikke at ende som Marley selv, der lider i efterlivet. Marley fortæller Scrooge, at han om natten vil få besøg af tre ånder: fortidens-, nutidens- og fremtidens juleånd. Sammen prøver de at bringe Scrooges vægge ned og bringe medmenneskeligheden og kærligheden tilbage til ham.

VI MENER
Et Juleeventyr runder alle de gode hjørner: komikken, dramaet, uhyggen og følelserne. Alt sammen akkompagneret af julesalmer, som "Det kimer nu til julefest” og "Dejlig er jorden” i elektroniske pop-udgaver, der både pifter den klassiske julefortælling og de klassiske julesalmer op, hvilket gør det ligefrem fedt at høre sangene igen for 117. gang. Sammen skaber musikken, scenografien og kostumerne (selvom jeg dog er meget forvirret over fortidens juleånd, som den eneste ånd, er en gender-fluid kjolebeklædt og skægbærende karakter) en atmosfærisk og drømmende forestilling, hvor tiden flyver af sted, og hvor jeg blev helt ærgerlig, da vi nåede pausen, fordi jeg bare havde lyst til at se videre. 

Magien strømmer vidt og bredt i dette års familieforestilling. Både med sne, der, ligesom himlen udenfor, daler ned over publikum, men særligt de magiske elementer i fortællingen er også forestillingens magi. Genfærdet Marleys kædeklædte krops dramatiske entré gennem en rygende pejs er både pirrende og uhyggelig, ligesom åndernes kreative entré er det. Alle kommer de ind på scenen på forskellige måder, op ad en stol og flyvende gennem lokalet, og hele tiden mindes publikum om, at vi befinder os i et fantastisk univers. Og er det ikke også i sig selv ret magisk, at alle skuespillerne også er dygtige sangere? 

Disse magiske elementer understreges især af lysopsætningen, og sjældent har jeg været så begejstret for lys, som jeg er for det i denne opsætning. De ellers basale skift mellem lys/mørke og kulde/varme fremstår her nærmest nytænkende, fordi det integreres i en så velfungerende og følelsesmættet fortælling, hvori lyset nærmest selv bliver en karakter, der er medfortæller på historien. Og lyset er magisk. Åndernes spring i tid og rum, selvom vi faktisk ikke fysisk bevæger os væk fra Scrooges ensomme hybel, indikeres ved store armbevægelser og ved små lyskugler i deres hænder. Disse lader ånderne styre Scrooge, når han prøver at vende blikket bort fra sin barske virkelighed, og fremmer de minder, han ønsker at glemme. Lyset er vejlederen. Det er den, der konkret og symbolsk fører Scrooge ud af mørket, og jeg elsker denne helt simple, men fine metafor. 

Mikkel Bay Mortensens er fantastisk i castet af Ebenezer Scrooge. Mens han både mestrer nutidens Scrooges kolde væsen, portrætterer han også så fint følelserne af den unge Scrooges usikkerhed over farens uempatiske og hårdhændede opdragelse samt ungdommens forelskelse i den kære Belle. Jeg ville dog ønske, at vi havde fået mere af nutidens Scrooges kolde og hårde væsen at se, inden vi blev præsenteret for hans svære opvækst. Før den første ånd besøger ham og viser ham hans barndom, har vi kun set hans pengegriskhed og mangel på lalleglade jule-følelser. Det er først i besøget med den anden ånd, der viser ham nutiden, at publikum virkelig vises, hvor meget smerte (og død) hans hårde væsen har voldt og volder andre mennesker. Men før vi virkelig får nutidens Scrooges onde væsen at se, har jeg allerede fået sympati med unge Scrooge, og jeg ville ønske, at han var blevet præsenteret mere som en antihelt i starten for derefter at lade det bagvedliggende sårede menneske blive vist frem.

Mens den lalleglade julestemning, som Scrooge er så meget imod, strømmer ud mod publikum ved juletræspyntning og fællessang, så er forestillingen også meget uhyggelig og dyster, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om den måske er lidt for dyster for de små børn. Mens stykkets leg med uhygge i særdeleshed er med til at gøre forestillingen så storslået og fantastisk, som den er, så er særligt dødsscenen af Lille Tim så realitetsnær og barsk (særligt lige nu), at jeg lige for et øjeblik blev revet ud af fortællingen og dets magiske univers. Selve scenen er (tydeligvis) rammende, men om den er passende i denne årlige familieforestilling, kan jeg ikke helt finde ud af. Derudover synes jeg, at forestillingens formidling af handlingen igennem skiftende fortællere, der af og til træder ind på scenen, er ærgerlig og uoriginal. Denne løsning er forsøgt kreativ med kostumer af høje hatte og lanterner, men fordi stykket bæres så meget af magien, følelserne og plottet, oplevede jeg, at stykket stod lidt stille, når de højhattede fortællere trådte ind på scenen. Men magi, følelser og plot er der heldigvis masser af, og Et Juleeventyr er en stor oplevelse for både børn og voksne.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er lige nu kun få billetter tilbage, så hvis du vil nå at komme ind og se Et Juleeventyr, så vil jeg anbefale, at du hurtigt klikker dig hen og får bestilt billetter. Standardprisen er i den dyre ende på 345 kroner, men hvis du er under 25, kan du komme ind og se forestillingen for 180 kroner.

FOTO: Emilia Therese