Dans2Go

 

Dans2Go

Det Kongelige Teater, Gamle Scene
23. oktober 2022 - 3. maj 2023

”Dans2Go er en unik mulighed for at smage på forskellige dansestilarter, der forhåbentlig vil gøre dig sulten og nysgerrig på endnu mere dans, på det poetiske i livet og ikke mindst på appelsiner.”

Af: Frederik Nagel Fryland

HVAD ER DET
Dans2Go er Det Kongelige Teaters årlige tilbagevendende koncept, hvor publikum får lov at smage på et bredt danserepetoire – lidt som en tasting-menu, der spænder fra klassisk Bournonville-ballet til abstrakt og moderne dans. Der er både noget for de garvede balletgængere og for nybegyndere, der måske ikke har set ballet før. I år består menuen af fire vidt forskellige retter: en klassiker i form af Sort Svanes pas de deux fra Svanesøen sammen med tre værker, der står på Den Kongelige Ballets spiseseddel for første gang.

VI MENER
Inden scenetæppet går op, byder Balletmester Nikolaj Hübbe velkommen på et stort filmlærred, hvor han præsenterer progammet og Dans2Go-konceptet. Forud for hver af de fire danse vises korte videoer, hvor dansere og koreografer fortæller om tankerne bag deres værker. 

Den første dans er balletten Belles-Lettres – smukke breve af den amerikanske koreograf Justin Peck. Danserne Ji Min Hong og Mathieu Rouaux forklarer i en kort videointroduktion, at Pecks smukke breve er abstrakte, men poetiske, hvilket perfekt beskriver værket. Det skal senere vise sig, at der hører små videoer til alle fire værker. På én gang gør det danserne mere tilgængelige, og samtidig binder det de forskellige danse sammen og rammersætter dem med personlighed og faglig indsigt. Denne første ret er en sanselige aperitif, der serveres til bløde kammermusiktoner for soloklaver og strygerkvintet af César Franck. Ni dansere er iklædt sarte og let gennemsigtige kostumer af Nadia Nabil og de mødes skiftevis i intime pas de deux’er, der leder til et potent følelsesmæssigt klimaks. Justin Pecks iscenesættelse med Michael Breeden og Stacy Caddel er smuk, moderne ballet, der danses florlet og lækkert i en fri form, der omsat til skrift ville være en dybfølt kærlighedserklæring.

Efter den lette appetitvækker, serveres en frugtig forret. Koreografduoen ESTHER & THOMAS, Esther Lee Wilkinson og Thomas Radil, præsenterer Heartcore, der opføres for første gang. Heartcore er for mig forestillingens absolutte højdepunkt: et saftigt stykke moderne dans, der gør mig nysgerrig på livets poesi, plateausko og appelsiner. Indledningsvis råber en oprørt danser noget på fransk, jeg ikke kan afkode, hvorefter han tænder en løvblæser, der får et mørkt klæde til at bevæge sig med bløde bevægelser i den stærke vind. Kan det blive mere abstrakt? Herefter træder en kvindelig danser ind imens hun skræller en appelsin, og jeg bliver enormt nysgerrig på, hvor den situation, jeg ikke forstår, fører hen. Kort efter begynder dansen, der langsomt eskalerer og eksploderer til en basset udgave af Stromaes 00’er-klubhit Alors on Danse. De seks dansere på scenen bevæger sig legende flot, men især Lukas Hartvig-Møller brillerer i centrum med appelsinplateausko på. Det er umuligt at tage øjnene fra Hartvig-Møller, der banker en orangefarvet mikrofon til sit bryst, til rytmen af hans hjertes banken. Jeg har ikke oplevet en ligeså spændende og anderledes moderne danseforestilling længe. Det eneste jeg tænker, da dansen klinger af til sjæleren Blue moon, er, at jeg vil have mere!

Efter pausen serveres hovedretten i form af en ægte klassiker, pas de deux’en mellem den sorte svane Odile og Prins Siegfried fra Svanesøen af Marius Pepitas, der danses af solodanserne Astrid Elbo og Ryan Tomash. Inden tæppet igen går op, forklarer Elbo at denne pardans, er ballettens hellige gral. Hvis ikke man forstår det før tæppet går op, er det soleklart, hvorfor hun siger sådan, når man har set dem danse. Foran et lyserød bagtæppe, leverer Elbo og Tomash en kraftpræstation uden lige, der gør det klassiske mesterværk ære. Elbos arme bevæger sig blidt som svanevinger og hendes ben står sikkert og fast, selv når hun lander på tåspids fra elegante hop. Tomash leverer ligeså flotte høj hop, og parret viser os noget af det fineste, klassisk ballet byder på. Bravo!

Den sidste dans er The Silence of Birds, der er koreograferet af Den Kongelige Ballets Eukene Sagues, som led i Den Kongelige Ballets talentspireprogram Koreorama. Stykket handler om krig, tab og tragedie, og temaet er klart fra første sekundt, da vi præsenteres for mørt rum indhyldet i et tykt røgslør med voldsomme lyde fra et bombeangreb. Solisten Camilla Ruelykke Holst danser hjerteskærende rollen som en kvinde, der mister sin datter i krig, hvilket i modsætning til de to første danse er alt andet end abstrakt. På scenen danser Ruelykke Holst op mod Jimmy Coleman og 18 nomader, der flygter fra krigens rædsler, til stærke lyde af jungletrommer, storbylarm og industri. Selvom The Silence of Birds er et nyt værk, har jeg det som om, jeg har set det før. På trods af den stærke historie, smager det for mig bekendt, og lidt kedeligt. For det minder mig om alt for meget anden moderne dans, samtidig med at det desværre ikke er ligeså veleksekveret og vildt, som f.eks. Hofesh Shechters Uprising, der var på Dans2Go-programmet i 2020. 

I sin helhed er Dans2Go en spændende og dejlig oplevelse, som enhver, uanset kendskab til ballet og moderne dans, med stor sandsynlighed vil nyde og finde underholdende. Dans2Go er en unik mulighed for at smage på forskellige dansestilarter, der forhåbentlig vil gøre dig sulten og nysgerrig på endnu mere dans, på det poetiske i livet og ikke mindst på appelsiner.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Billetterne til Dans2Go er prissat ganske favorabelt, så du kan købe billetter fra 162 kr., hvis du er under 25 år. Alle billetter koster det samme uanset udsyn, hvorfor jeg vil anbefale at du sidder på parketten eller på 1. balkon, hvis det er muligt.

FOTO: Det Kongelige Teater

 
Den 4. VægComment