Digging a Glittery Grave
Digging a Glittery Grave
Den Frie Udstillingsbygning
2.-3. november 2022
En stor del af værket består af at dekonstruere og rekonstruere rummet på ny. En sjov og indbydende leg, man nemt kan fortabe sig i.
Af: Emilie Beske
HVAD ER DET
Det Frie Felts Festival beskæftiger sig med selvstændige kunstnere og deres værker, der er produceret i et ikkeinstitutionelt regi. Et kuratorteam har udvalgt nationale og internationale performere til at tage del i festlighederne og præsentere deres virke bl.a. i samarbejde med platformen TOASTER på Husets Teater og Den Frie Udstillingsbygning. Du kan i år opleve 11 forskellige værker, der er udvalgt blandt 52 indsendte. Fælles for dem er, at de enten arbejder koreografisk, med scenekunstnerisk tekst eller performance, lyd- eller billedkunst.
Digging a Glittery Grave er Beck Heibergs og Charlie Laban Triers biddrag til festivallen. Det er en nonverbal tre-timers åben performanceinstallation, hvor publikum inviteres ind som medskabere bl.a. ved hjælp af Instagramfiltre. Værket er deres brud med en ciskønnet forståelse af sorg og deres skamløse insisteren på at eksistere med og udfolde egne queerverdener og koder.
VI MENER
Jeg deltager hele tiden i ritualer. Nogle gange er jeg opmærksom på det, andre gange sker det bare, ligesom jeg trækker vejret. De mere alvorlige af slagsen er gerne med hvide skørter, andre med lukkede kister. I forlængelse af de lukkede kister kommer det sorte tøj, bårebuketterne og boller med ost i et gamle forsamlingslokaler. Ofte støvede ritualer, der stammer fra en forældet forståelse af verden, gerne fremsat af den kristne kirke. Kan et sorgritual se anderledes ud? Heiberg og Laban Trier tør ryste posen og inviterer os til at tage del af deres udforskelse af sorgritualer.
Ligesom jorden udenfor er henkastet i efterårsfarver, er gulvet dækket af syntetiske rosenblade i lyserøde og lilla nuancer - hvad mit unge jeg forstår som “pigefarver”. Klistermærker i et tilfredsstillende materiale ligger ligeledes spredt, og jeg tager mig selv i at pille ved et under hele performancen til mit eget velbehag. Grundlæggende er der en tilfredsstillende kvalitet over valget af materialer. Æstetikken er gennemført og synger queerness. Alt er inviterende, og i løbet af forestillingens tre timer knytter jeg mig til omgivelserne. Man er velkommen til at komme og gå, som man vil, hvilket kun gør rummet mere hjemligt. Jeg forstår, hvorfor dette værk har fundet sin vej til Den Frie Udstillingsbygning, der med sin hang til aktualitet og dialog mellem publikum og kunstnere taler for værker som denne. Jeg tager en kort te-pause, og da jeg igen træder ind i Heiberg og Laban Triers unicornunivers, finder jeg mig en ny pude, jeg kan synke ned i, og jeg hengiver mig på ny til deres glidende bevægelser i samspil med scenografien. Fra min pude stirrer Hello Kittys insisterende tomme udtryk på mig, fyldt med politiske referencer og printet på siden af en plysset taske i hånden på en af performerne. Ud af den fisker han en håndfuld gyldne bjælder, som han sirligt placerer mellem sine fingre. Han går sin performative vandring rundt i salen til bjældernes kimen, og det føles som om han renser rummet for forhenværende gængse opfattelser af kønsidentiteter. En stor del af værket består af at dekonstruere og rekonstruere rummet på ny. En sjov og indbydende leg, man nemt kan fortabe sig i.
En del af iscenesættelsen ender i mine hænder. Meget ulig klassisk performancekunst og teater inviterer dette værk til, at man bruger sin mobiltelefon. Der er ligefrem skabt et ansigtsfilter på Instagram til anledningen. Tagger man deres side, bliver det repostet og vist på en skærm ved indgangen. Jeg bliver grebet, ligesom de andre deltagere, og vi deler på livet løs. Den stærke æstetik byder mig at fange dens bedste vinkler, og jeg fylder min Insta-Story med tylmonstre og dansende pandahoveder. På vej hjem i S-toget kigger jeg på mine medpassagerer, størstedelen klædt i anonyme sorte, grå, blå og beige jakker. Fortvivlet lover jeg mig selv ikke at være kedelig og sædvanlig, mens jeg magtesløs ser på det spejlbillede i ruden, der ligner alle de andre. Måske handler det mere om at finde sin egen måde at være i verden på? Om det er en traditionel vej eller den mere ligner, hvad jeg oplevede i de sidste tre timer.
STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Værket opføres desværre ikke længere..
FOTO: Søren Meisner.
