Memoriam

MEMORIAM

Musikhuset, København
25. oktober - 27. oktober 2022

”Det er utrolig fint og gribende, men samtidig abstrakt og udefinerbart. Det er simpelthen noget der skal opleves, ikke genfortælles.”

Af: Simone Zwicky

HVAD ER DET
I Memoriam følger vi en gruppe mennesker i informationsudveksling. Det er en eksplorativ undersøgelse af at huske og at memorere. Forestillingen arbejder med samspillet af fortiden, den nærtstående fremtid og aktuelle samtid, og hvordan disse tre altid vil være uløseligt forbundne. Her er intet konkret narrativ, men derimod en æstetisk og poetisk udforskning af en atmosfære og et koncept.

Memoriam er et tværæstetisk værk, som arbejder i krydsfeltet mellem lydkunst og scenekunst. Forestillingen er et samarbejde mellem komponist Niels Rønsholdt, koreograf Tim Matiakis og Scenatet.

VI MENER
Musikhuset i København, tidligere Københavns Museum, er en storslået bygning af bevæge sig ind i. Her er højt til loftet og stuk i alle hjørnerne. Publikum ledes op ad en storslået trappe og ind i forestillingsrummet, som er prydet med lysekroner og store vinduer vendt ud mod Vesterbrogade. To rækker af stole står placeret på hver sin side af et refleksivt scenegulv, belyst af LED lamper. Her møder vi vores performere, som sidder forskudt fra hinanden. Da vi sætter os til rette på vores pladser, kan man høre en lavmælt mumlen fra dem. Performerne står i stærk kontrast til rummets overdådighed. Ylva Falks kostumer er unægtelig fascinerende, men dekonstruerede. De mange forskellige materialer sammensat på kryds og tværs i overdimensionerede former leder tankerne hen på en dystopisk fremtid. Performernes hår og ansigter er dekoreret med sølvfolie, der flot reflekterer i lyset og genspejles i det spejlblanke gulv.

Allerede fra forestillingens start, dominerer danser Marie Kaae Schmidt scenen. Hun har en selvsikkerhed og præcision i sin udførsel af Matiakis’ flotte koreografi som tiltvinger sig publikums opmærksomhed. Hun er skiftevis blød og hård, hurtig og langsom, og drager publikum ind i forestillingens abstrakte og stemningsfulde univers. Ét af de fineste øjeblikke i forestillingen, er da Schmidt langsomt bevæger sig ned langs scenen liggende på ryggen , hvor hun banker kroppen mod jorden. Bevægelsen skaber rystelser i scenegulvet, som kan mærkes i publikums kroppe som en pulserende bas eller et staccato hjerteslag. Lyduniverset og Schmidts krop smelter sammen og skaber samtidig en kropslig relation, hvor publikummet mærker eftervirkningen af performerens bevægelser i egen krop. 

Forestillingens lydunivers domineres primært af Niels Rønsholdts musik. På scenen bringes denne til live af Matias Selbæk (percussion), Anna Jalving (violin, bratsch) og Katrine Grarup Elbo (violin), samt sangerne Signe Asmussen (sopran) og Mathias Monrad Møller (tenor). Musikken fungerer allerbedst i samspillet mellem percussion og strygere, hvori trommernes rytmiske beat smukt forenes med violinernes glidende toner. Memoriams undersøgelse af informationsudveksling kommer tydeligt til udtryk i musikkens struktur, blandt andet når violinerne på skift spiller de samme små sekvenser. Det fremstår næsten dialogisk, og lader både Elbo og Jalving vise hvor dygtige de er på deres instrumenter – Det er især imponerende da Elbo formår at spille én af sekvenserne liggende på jorden, med sin violin nøjsomt placeret på skulderen.

Forestillingens poetiske tekster fremføres skiftevis af de to sangere og de to kvindelige musikere i samspil med deres strygere. Det skaber en fin modsætning mellem sangernes stærke vokal og de mere sårbare og skrøbelige stemmer hos musikerne. Selvom det auditivt fungerer stærkt og stemningsskabende, går selve tekstmaterialet dog tabt. Hvorvidt det er akustikken i rummet eller måden hvorpå ordene synges er svært at sige, men teksten flyder sammen og det er kun muligt at gribe få ord hist og her. I programmet står alle teksterne heldigvis så publikum kan få glæde af dem, men det er synd at de går tabt i selve forestillingen.  

Forestillingen har som nævnt, ikke nogen konkret handling. I resuméet øverst i anmeldelsen, var jeg i tvivl om hvordan jeg skulle opsummere oplevelsen. Memoriam bevæger sig i en atmosfæreskabelse, som er svær at sætte ord på. Den arbejder i modsætningspar, hvori det sårbare og det rå, det distancerende og det nærværende, stilheden og musikken, alt sammen mødes i et symbiotisk samspil. Det er utrolig fint og gribende, men samtidig abstrakt og udefinerbart. Det er simpelthen noget der skal opleves, ikke genfortælles.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Forestillingen spiller desværre ikke mere. Da den kun havde en yderst kort spilleperiode, er det værd at håbe på at den bliver genopsat.

FOTO: AdeY