Og hun var universet

Og hun var universet

Teater V

16.-20. august 2023

Da forestillingen når sit klimaks, hvor alle fire medvirkende slår kræfterne sammen i en kvartet, stiger intensiteten, og det klæder forestillingen. Dramaets jalousi og intriger bliver dog aldrig håndgribelige, og kvartettens indhold virker nærmere som en irriterende bagatel for sangerne end et opgør om den store kærlighed.

Af: Simone Zwicky

HVAD ER DET
Den tysk-engelske komponist Händels Alcina så for første gang dagens lys ved sin urpremiere i 1735. Operaen undersøgte gennem et jalousidrevet og længselsfuldt firkantsdrama splittelsen mellem den dødelige verden og overnaturlige væsners indtræden deri. Soldaten Ruggiero ankommer til en ukendt ø og bliver dybt forelsket i troldkvinden Alcina, som ligger en fortryllelse over den unge mand. Ruggiero er dog allerede forlovet, og da hans udkårne rejser til øen for at redde sin elskede hjem, bliver det et opgør mellem det magiske og det menneskelige, illusionen og sandheden.

Nu har kunstnerkollektivet Venteværelset givet den snart 300 år gamle opera et nyt navn og friske ben at stå på med Og hun var universet, som tager frit afsæt i den gamle fortælling. Händels barokkompositioner har fået selskab af komponist (og sopran i forestillingen) Josefine Weber Hansen, mens forestillingen er iscenesat af instruktør Marlene Smith.

VI MENER
Et varmt, orange lys tændes i mørket og oplyser en brøkdel af den dunkle Black Box-scene på Teater V. En ung kvinde kaster en lang skygge i lysstrålen. Med klar stemme fortæller hun os om en drøm, der alligevel ikke just var en drøm. Om verdens stilstand og om menneskets ensomhed. Der er noget magisk, noget dragende ved den poetiske tekst og dens dommedagsprofetiske ordlyd. Det er simultant sårbart og stærkt, og jeg mærker spændingen stige for, hvilket univers jeg vil møde gennem de næste 60 minutter i teatrets omsluttende mørke. 

Kunstnerkollektivet Venteværelset præsenterer selv Og hun var universet som værende “meget frit efter Händels Alcina”, hvilket må siges at ramme plet. Da jeg genlæser resuméet af det handlingsbærende firkantsdrama, kan jeg genkende specifikke hændelser i forestillingen. På scenen er det dog, som om fortællingen aldrig rigtig får fat.

Den umiddelbare sammenhæng mellem åbningsmonologen og den efterfølgende opera er ikke eksplicit, og det tager et godt stykke tid, før jeg får karakterernes relationer til hinanden på plads. Det gør det ikke nemmere, at karaktererne ikke bliver ordentligt definerede. Hvad er deres navne? Hvem er de? Hvad vil de, udover at de længes efter hinanden? Opera librettoer er sjældent kendt for de dybeste, psykologiske karakterer, men i Og hun er universet føler jeg på intet tidspunkt, at jeg lærer personerne på scenen at kende. Fortællingen forbliver uforløst, fordi ingen af karaktererne har en fortid eller fremtid, som jeg kan investere mig i. Det ærgrer mig dog mest, at magien virker bortkastet, og det uforenelige møde mellem det menneskelige og det overnaturlige fra Händels Alcina aldrig får lov til at skinne igennem i iscenesættelsen efter åbningsmonologens stærke afsæt. 

Langt hen ad vejen opbygges operaen af arier sunget på skift af de medvirkende. Tematikken centrerer sig om kærlighed, længsel og til slut jalousi og vrede, men på trods af den smukke sang når følelserne aldrig helt ud over scenekanten. Interaktionen mellem de medvirkende er begrænset af de dominerende arier, der på sin vis isolerer sangerne. Da forestillingen når sit klimaks, hvor alle fire medvirkende slår kræfterne sammen i en kvartet, stiger intensiteten, og det klæder forestillingen. Dramaets jalousi og intriger bliver dog aldrig håndgribelige, og kvartettens indhold virker nærmere som en irriterende bagatel for sangerne end et opgør om den store kærlighed. 

At de store følelser fremstår en anelse flade, skyldes i højere grad iscenesættelsen end musikken. Det er ikke specificeret præcist, hvor Händlers kompositioner ender, og hvor Hansens begynder, men musikken er gennemgående smuk, finurlig og legende i dens udtryk. Det spartanske ensemble består af en obo, en klarinet, en cello og en violin, der på fineste vis og med stort musikalsk overskud tager os med tilbage til fordums tid. Den magi, jeg savner i iscenesættelsen, træder tydeligt frem i musikkens fjerlette univers. Især oboens solostykker, som på smukkeste vis spilles af Maria Lundbak, er både komplekse og dragende. De tre operasangere synger ligeledes med et vokalt overskud og en flot klang, som er en fornøjelse at lægge øre til. Og hun er universet er ikke tekstet, som operaer oftest er, men sangerne formår med snilde at kombinere virtuositet og forståelighed, så publikum får en chance for at følge med i, hvilke karakterer der har kastet deres kærlighed på hvem. 

Det er ikke kun operasangere, som lægger stemmer til værkets vidunderlige kompositioner. Line Winther Olesen krediteres som performer, og både synger og taler i løbet af forestillingen. Olesen betræder scenen med en klar røst, der er ren, men yderst ulig de klassisk trænede sangeres klang og lyd. Det skaber en auditiv kontrast, der virker sårbar, ungdommelig og utrolig menneskelig i modsætning til operaens overmenneskelige sangstemmer. Kontrasten fremstår stærk i hendes solosang om skovens skønhed, og hvorledes alt smukt må gå bort med tiden. Da hendes vokal derimod inddrages med en blanding af tale og sang i kvartettens klimaks, virker hendes stemme i stedet svag og isoleret. Her bliver kontrasten i højere grad en hæmsko end et potentiale. 

I en fortælling, der stræber efter at give liv til mødet mellem det overnaturlige og det dødelige, lader det til, at Og hun var universet har sine fødder lidt for solidt plantet i menneskets verden og glemt magien. Jeg bliver ikke draget ind i det univers, som forestillingens åbningsscene så sårbart og stærkt præsenterer for mig 60 minutter forinden. Tilgengæld oplever jeg skøn musik med skarp præcision og vokalt overskud, som det var let at læne sig tilbage til og nyde i fulde drag, på trods af at fortællingen aldrig når helt ud over scenekanten.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Der er ingen dårlige pladser i salen på Teater V, og de koster alle det samme. Er du under 25 år, kan du opleve forestillingen for sølle 65 kr., mens du med et Mit Teater Studerende medlemskab kan nøjes med at slippe 90 kr. for en billet. Du skal dog skynde dig for forestillingen spiller for sidste gang i dag kl. 16.

FOTO:  Simone Juice