Absolute Shakes - Vol. 6

Shakes.jpeg
 

ABSOLUTE SHAKES - VOL. 6

Hamletscenen, Kronborg Slot

D. 6 - 8 august 2021

Shakes er kult i sin reneste form, og hvis du ikke har den store erfaring med Shakespeares verden eller blot er nysgerrig på, hvad den gamle engelske dramatiker har skrevet, så er Absolute Shakes – vol. 6 helt sikkert noget for dig. 

Af: Victoria Bjertnæs Maegaard

HVAD ER DET
6 år er der gået siden kunstnergruppen Shakes for første gang introducerede det danske teaterpublikum for Shakespeares tekster i et helt nyt format. I samarbejder med Folketeatret har gruppen de sidste mange år sat forskellige Shakespeare-forestillinger op, der er blevet spillet i naturskønne H. C. Ørstedsparken. I år har de skabt Absolute Shakes - vol. 6, som er en samling af nogle af Shakespeares bedste tekster. Publikum bliver på den måde introduceret for crème de la crème inden for Shakespeares værker, der både rummer mindre kendte stykker som Når enden er god, er alting godt, men også de helt store værker som Hamlet og Richard III.

På scenen står i år Karin B. Heinemeier, Patricia Schumann, Mikkel Arndt samt Anders Budde Christensen. Gruppen har i løbet af sommeren været på turné rundt omkring i Danmark, og her til aften er vi taget til Helsingør, hvor Absolute Shakes - Vol. 6 spiller på Hamletscenen ved Kronborg Slot i forbindelse med Shakespeare Festivalen, der finder sted fra d. 6 til d. 22 august.

VI MENER
Det er svært ikke at blive lidt mundlam over Kronborg Slot, der tårner sig op i baggrunden af scenografien for Absolute Shakes – vol. 6. Jeg kan næsten ane Hamlet igennem slottets mørke ruder , og den berømte fortælling begynder at spille som en indre monolog i mit hoved. Vinden blæser frisk ind fra Sverige og solen kaster et varmt lys over scenen. 

Jeg bliver en smule skuffet over at se, at forestillingen bliver spillet på en scene og ikke på jorden, som de plejer at gøre. Shakes har været en af mine faste sommertraditioner i mange år, så jeg kender en del til konceptet i forvejen. Når gruppen spiller i parken i København, plejer de at cykle igennem parken fra Folketeatret, hvilket man kan høre på lang afstand. De kommer herefter cyklende ind på den plads, hvor de skal spille, mens de snakker og laver sjov med publikum. Absolute Shakes - vol. 6 mister lidt af sin charme, ved at den bliver spillet på en rigtig scene. Det bliver for højtideligt og seriøst, hvilket går imod hele Shakes’ koncept, og det er ærgerligt.

Heldigvis er alt andet præcis, som Shakes er så kendt for. Scenografien er fyldt med fest og farver, og den minder mig om et børneværelse, hvor udklædningskassen er blevet vendt på hovedet. I midten af scenen er to cykler blevet sat sammen, så de på den måde danner et podie. På hver sin side af podiet er yderligere to cykler, der fungerer som en slags garderobe, hvor alle kostumerne hænger. Cyklerne er blevet dekoreret med glimmerkvaster, så der sammenhæng mellem de ekstravagante kostumer og scenografien.

Kostumerne har Julie Forchhammer stået for, og de bærer tydeligt præg af den tid, vi lever i. Bæredygtighed spiller en stor rolle i kostumerne, idet flere af dem er skabt af blandt andet engangsmundbind, mælkekartoner og chipsposer. Jeg er vild med, hvor kreativ Forchhammer har været, og hvis ikke Shakespeare kan lokke dig ind og se Absolute Shakes - vol. 6, så burde du helt sikkert tage afsted bare for at se kostumerne.

Spillerne på scene gør det fremragende, og deres leg på scenen med kostumerne, minder mig om mine egne lege hjemme på børneværelset, hvor oprydningen tit resulterede i, at jeg havde taget hele mit klædeskab på. Spillerne har en tydelig begejstring for deres materiale, og de er gode til at slippe alle tøjler og fange hinandens impulser. Skuespillerne spiller i et hurtigt tempo, men de tager sig alligevel tid til at forklare, hvad de til tider kringlede tekster handler om.

Shakes er kult i sin reneste form, og hvis du ikke har den store erfaring med Shakespeares verden eller blot er nysgerrig på, hvad den gamle engelske dramatiker har skrevet, så er Absolute Shakes – vol. 6 helt sikkert noget for dig. Forestillingen er ikke lang, men du er garanteret underholdning fra start til slut.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Shakes har desværre spillet for sidste gang ved Kronborg Slot, men fra d. 10 til d. 21 august er de igen at finde i H. C. Ørstedsparken centralt i København. Forestillingen er ovenikøbet ganske gratis, så det eneste, du skal gøre, er at møde op med godt humør og et tæppe under armen, da der ingen stole er at sidde på.

FOTO: Thomas Cato

 
Den 4. VægComment