Frihed

Frihed

Projekt DanseDrømme

5. - 7. august 2021

Gavmildt deler de spotlightet med hinanden i en symbiose af et frit og ikke dømmende fællesskab, når de flagrer fanen højt for sammenhold.

Af: Emilie Beske

HVAD ER DET
Projekt DanseDrømme er et bæredygtigt talentudviklingsprojekt med socialt sigte, hvor unge mellem 14 og 22 år fra øst og vest får mulighed for at prøve kræfter med dans og scenekunst i en professionel rammesætning. Efter kun tre måneders arbejde skal de spille på en af landets største scener; i år på Det Kongelige Teaters scene Mellemgulvet. Det hele er faciliteret af den kunstneriske leder Anette Abildgaard, der har ledt de unge mennesker gennem denne farvestrålende proces, hvor de, med hjælp fra en filosof, har arbejdet på at finde ind til kernen af begrebet frihed. 

VI MENER
Den sprøde melodi og opløftende tekst fra George Michaels 90’er-hit Freedom! 90’ sidder printet fast på nethinden efter mit møde med Projekt DanseDrømme. En sang der om noget får mig i godt humør og vækker min lyst til bekymringsfri dans. Det er også den følelse, jeg forlader salen i Skuespilhuset med denne aften. Sangen indkapsler hele dette projekt, der er blevet sat i verden af kunstnerisk leder Anette Abilgaard. Hvis I ikke kan huske sangen, synes jeg I skal youtube den, inden I læser videre og lade George Michaels smørstemme akkompagnere jer gennem anmeldelsen af forestillingen Frihed. 

En ung pige begynder festlighederne med en velkomst bakket op af musik og med hendes kollegaer tæt i ryggen. To andre slår følge, og på flere forskellige sprog får de præsenteret omstændighederne, forestillingen er blevet skabt under. Der er sådan en energi, man kan finde ved skolekomedier. 

Frihed er blevet til på baggrund af interviews, de unge har lavet med hinanden. De dækker hjerteskærende fortællinger om blandt andet frigørelsen fra et køn, man ikke længere identificerer sig med og fra et forhold, der har sine hænder så fastlåst om halsen på en, at man ikke kan få vejret. De unge mennesker er overraskende reflekterede i forhold til deres alder, og jeg bliver gang på gang ramt, når deres ungdomsfortællinger bliver blæst ud af højtalerne og oversat til dans på vores nationalscene. Gennem tabloider danser de sig varme til en ensemblefølelse, og det er tydeligt, at det er hér, de for alvor brillierer. Kropsbevidstheden og niveauet er højt, når de præcist gentager komplicerede koreografier, der både virker frie og indøvede på samme tid. De står stærkest, når skuespillet og andre gemiks bliver lagt på hylden, og dansen går forrest. 

Der er mange fine sekvenser. Især står særligt én frem; en ung dreng flyver gennem rummet med et papirfly og kaster sig frygtløst i sine kollegaers arme, der tager ham fra gulvhøjde til strakte hænder med hastighed som en rumraket. Børnelegen er bekymringsfri og let, ligesom ham.
Det er også værd at fremhæve kostumerne, der omsvøber og flagrer mellem kroppene. Aflagte habitter er blevet dekonstrueret og redesignet, så de arter sig til dansens sprog. Når de medvirkende bevæger sig, følger stoffet graciøst med. Her møder de hårde værdier i jakkesættene, man ser på Wallstreet, de bløde værdier i dansens verden. Som velfunderede George Michael synger: “Sometimes the clothes do not make the man”. Kostumerne er blevet til af ti unge designaspiranter under kyndige Maja Brix’s hånd.

Jeg kunne fremhæve samtlige 26 af de medvirkende for deres fremragende præstationer, men forestillingen er i sandhed et samspil. Gavmildt deler de spotlightet med hinanden i en symbiose af et frit og ikke dømmende fællesskab, når de flagrer fanen højt for sammenhold. De belyser mange problemstillinger, og jeg kan se forestillinger som denne arte sig godt som turnéforestilling på folkeskoler og gymnasier, men jeg sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor den spiller et sted som dette, fordi projektet er så ulig, hvad jeg ellers har set på Mellemgulvet.

Da forestillingen på en time er ovre, befinder jeg mig i en trancelignende tilstand og er slet ikke færdig med at se de unge kroppe arbejde. Som tidligere ungt stjernefrø føler jeg mig lidt biased, da jeg hujer og klapper som bare fanden, når de 26 unge danner en halvcirkel og sender hinanden en vild og kærlig energi ind på gulvet til fremkaldelsen. Jeg har stået der selv engang, og måske er det mit eget 14-årige jeg og minderne dertil, jeg sender klapsalve til, for afslutningen bliver, som starten, en kende efterskole-agtig. Jeg bliver revet ud af illusionen, når de stiller fællesskabsprojektet foran deres kunnen, men jeg bifalder også hvor meget kærlighed, der er i et projekt som dette. Jeg glæder mig på vegne af Projekt DanseDrømme over, hvor fin og sej en forestilling de har skabt, og jeg glæder mig især over det fællesskab, de har fundet gennem dans.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU
Forestillingen spiller desværre ikke længere, men hold øje med fremtidige forestillinger fra Projekt DanseDrømme.

FOTO: Per Morten Abrahamsen