Trekant

TREKANT

Brønshøj Vandtårn
20. - 28. august 2021

Jeg ved ikke rigtig, om jeg bliver synderligt udfordret på mit forhold til kroppen. Tværtimod bliver jeg faktisk mere bevidst om, at kroppe ikke er så meget andet end bare kroppe.

Af: Julie Renata Bjerremand

HVAD ER DET
På Brønshøjvej 29 ligger et snart 100 år gammelt Vandtårn. Nu tjener det som kulturhus, og i disse dage huser det forestillingen Trekant. Forestillingen er en tværkunstnerisk afsondring af menneskekroppen, og ved brug af varmefølsomme kameraer, lydoptagelser og mikroskoper søges huden punkteret og barrieren mellem krop og beskuer brudt. 

Den visuelle kunstner Mathias Løvgreen står i spidsen for projektet og har allieret sig med lydkunstner Alexander Clerici og koreograf Sebastian Kloborg. Værkets objekter er fire individer, der hver især har gjort karriere med deres egne kroppe som det primære redskab. Vi møder en dominatrix (Cherry Velour), en balletdanser (Diana Cuni), en drag queen (Proxy) og en MMA-fighter (Nicolas Dalby). For bogstaveligt at komme helt ind under huden på performerne, ledes publikum igennem fire rum med titlerne Termografi, Lydunivers, Væsker, for til sidst at samles i finalerummet, Kroppen. 

VI MENER
Vi afventer troligt vores tur ved indgangen til det gamle vandtårn, og akkurat som var det en køen til en rutsjebane, skifter en lampe over døren fra rød til grøn og indikerer, at det er tid til at starte oplevelsen. Det første, der møder os, er vandtårnets enorme indre med bjælker og spær, der krydser over og under hinanden. Sparsom belysning accentuerer vinklerne, og sælsomme lyde kastes frem og tilbage mellem de buede vægge, mens vi bevæger os ind i det voluminøse rum. Hvert rum er adskilt af et tungt slagterforhæng, som publikum alle skal manøvrere sig igennem. Mellem hvert af disse rum skifter endnu en lampe fra rød til grøn, når det er på tide at gå videre. 

Op mod de bombastiske betonmure spejles varmeaftryk fra kroppene lavet med termografiske kameraer. Dette er det første rum, Termografi. Farverne fra de termografiske optagelser strækker sig fra orange, lilla og blå, og går meget belejligt igen i belysningen af resten af tårnet. På den måde blive også tårnet en medspillende krop og et varmblodet væsen, som også må studeres. En række højtalere flankerer den gangbro, publikum føres nedad, og fra dem hører man performerne fortælle om sig selv og deres forhold til egen krop og kroppe generelt. Jeg må indrømme, at jeg finder det svært at høre stemmerne ordentligt. Lydniveauet er for lavt, så publikum stimler sammen om højtalerne, og det er derfor ikke muligt at bevæge sig rundt imellem dem. Jeg ville ønske, lyden var kommet fra flere vinkler og havde omsluttet hele rummet, for selvom stemmerne kører i ring, når jeg aldrig at opfatte, hvad alle performerne har at fortælle. Det er til gengæld ganske interessant at stå så tæt sammen med 15 andre mennesker og gætte på, hvilken krop, der mon hører til hvilken stemme. Det pirrer min nysgerrighed i forhold til mine forventninger om, hvordan performerne egentlig ser ud, når vi senere skal “møde” dem. I sidste ende får jeg dog en smule for lang tid til at tænke disse tanker, og til sidst tripper de fleste da også efter den grønne lampe, som giver os lov til at fortsætte længere ind i universet. 

Bag næste forhæng mikses live-optagelser af lyden af performernes kroppes med musik. Råb, latter, åndedræt og andre menneskeskabte lyde kastes frem og tilbage mellem højtalere placeret på gulvet i rummets hjørner. Også her må vi selv bevæge os fra højtaler til højtaler for at få den fulde oplevelse, men modsat Termografi fungerer grebet noget bedre i Lydunivers. Det tætte lydtæppe fylder luften i dette rum, og en meditativ stemning sænker sig tids nok til, at publikum ledes videre til det næste rum, Væsker. I dette rum præsenteres publikum for to badebassiner (næsten bogstaveligt talt) fyldt med kropsvæsker. I virkeligheden er det optagelser af kropsvæskerne skaleret op til celleniveau, der projiceres ned på en mælkehvid vandoverflade. Flot ser det ud! Det er lidt som at blive inkluderet i en hemmelighed; at stå og se de røde blodlegemer, der flyder afsted, eller sværme af sædceller, der vrimler ind og ud imellem hinanden som små forvirrede mus med overordentligt lange haler. Det er umuligt ikke at spejle sig i det, og jeg kan næsten mærke, hvordan mit eget blod suser rundt i min krop, som det gør i bassinet foran mig. 

Det fjerde og sidste rum bliver passende nok også det mest interessante, for i Kroppen samles fraktionerne til det hele menneske. Beskrivelsen af denne oplevelse havde antydet, at man skulle få lov til at studere de fire performere på klos hold, og det var i virkeligheden det, jeg havde glædet mig mest til. Hvor tit får man lige lov til at stå og stirre skamløst på et fremmed menneske? Her får vi lov til at se på hele fire af slagsen, imens de er “spærret inde” i en lille, klaustrofobisk celle. Det kunne hurtigt være blevet en lidt flad ”her er de så…”-oplevelse endelig at stå ansigt til ansigt med de personer, vi har kredset om i de tre forudgående rum. Det bliver det dog ikke, men forløsningen – klimaks om man vil – trækkes lidt endnu. Bag det sidste slagterforhæng står fire trekantede bure i matteret plast, og inde i hver af dem anes konturen af en menneskekrop. Skjult i noget, der ligner blandingen af et dynebetræk og et stræklagen, smyger og vrider kroppene sig om egen akse. På én gang lidende og sensuelt. Jeg drages af deres bevægelser, spændt på at se, hvad der gemmer sig under stoffet. MMA-fighterens krop er uden tvivl den mest interessante at betragte, fordi hans krop er så fintunet til at kunne akkurat det, der kræves til den slags kampsport. Det ene øjeblik er hans bevægelser velovervejede og rolige, og det næste slår hans sig på brystet og brøler som en løve. Brølet og de andre performeres lyde blandes med Alexander Clericis lydtæppe, og et kort øjeblik er jeg halvt bange, halvt fascineret ved tanken om, at han kan bryde ud af buret. Denne oplevelse samt måden hvorpå jeg og resten af publikum defilerer rundt mellem burene, får mig til at drage paralleller til dyrene i zoologisk have. Jeg bliver næsten flov over at beglo performerne på den måde og må minde mig selv om, at det formentlig netop er det, der er meningen.

Hver person, der træder ind i vandtårnet, vil få en særlig oplevelse, og langt hen ad vejen er oplevelsen også afhængig af ens egen interaktion. Det er samtidig også virkelig vigtigt at tilgå oplevelsen som det, den er. Det er ikke en konventionel forestilling, men snarere en performance. Ja, nok egentlig mest et kunstværk. Forventer du skrå brædder og jambisk pentameter, bliver du i hvert fald svært skuffet, for Trekant kan langt mere som en udstilling, hvor materialet er menneskekroppen. Trekant er netop en tværkunstnerisk forestilling, hvor fire menneskekroppe dissekeres og stilles til skue. Jeg ved ikke rigtig, om jeg bliver synderligt udfordret på mit forhold til kroppen. Tværtimod bliver jeg faktisk mere bevidst om, at kroppe ikke er så meget andet end bare kroppe, men måske er det også netop det, udstillingen søger at vise os.

STUDERENDE OG FATTIG? SÅDAN GØR DU:
Alle billetter koster 150 kr, og der er masser af muligheder for at se Trekant. Der er nemlig adgang til tårnet hvert 20. minut på spilledagene. Når spilleperioden er ovre, er det meningen, at Trekant skal samles til et virtuelt værk, hvor publikum kan få lov til selv at navigere rundt i de fire rum, så hold endelig øje med det, hvis du ikke når forestillingen.

FOTO: Mathias Løvgreen